Status
Available
Call number
Library's review
Indeholder "Kort", "Indledning og tak", "Prolog", "Første del. Slaget om Frankrig", "1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944", "2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944", "3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944", "4. Til Siegfried-linjen, 26 august
"Kort" handler om de forholdsvis få kort i bogen.
"Indledning og tak" handler om at bogen er om de almindelige mennesker, der havnede i krigen. Han foretrækker direkte citater.
"Prolog" handler om løjtnant Waverly Wray, der er næstkommanderende i D-kompagniet, 505. Faldskærmsinfanteriregiment, den 7 juni 1944. Han har været i Frankrig i et par dage og han er ladt noget i stikken efterretningsmæssigt, for ingen har forberedt folkene på de hække, de møder i Normandiet. Alligevel nedkæmper han otte officerer og nogle menige og får sine mænd til at sikre området ved Ste.-Mère-Église. Det ødelægger i høj grad tyskernes planer for modangreb, for en af de dræbte er den øverstbefalende for 1. Bataljon, 158. Grenaderinfanteriregiment og de andre var hans stab.
"Første del. Slaget om Frankrig" handler om at man på D-dag landsatte 170000 soldater i Normandiet. Denne del dækker krigen til den når den tyske grænse.
"1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944" handler om at tyskerne er på hjemmebane og at mange af amerikanerne er nye soldater. Alligevel får amerikanerne kæmpet sig igennem til baglandet og begynder at gøre ondt på tyskerne. Anden bølge på strandene er nødt til at gå henover ligene af de første faldne, hvilket ikke gør noget godt for moralen. Amerikanerne har lige så meget disciplin og bureaukrati som tyskerne, men ude i felten slækker amerikanerne mere på reglerne og lader fornuften råde. Tyskerne kender terrænet og er gode til at trække sig tilbage til forberedte stillinger. Amerikanerne har til gengæld luftherredømmet. Og LST (Landing Ship Tank) fartøjerne er supergode til at få forsyninger i land via strandene i stedet for at bruge havnene, som er flaskehalse i meget lang tid. Luftherredømmet betyder meget fordi det generer tyskerne alvorligt, når de skal have forsyninger frem.
"2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944" handler om at fremrykningen på den engelske front er gået helt i stå, mens amerikanerne kun rykker frem i sneglefart. Der er en glimrende sammenligning mellem tyskernes våben og de allieredes våben. Sherman-tanks er underlegne, men der er mange flere af dem. Og amerikanerne har vedligeholdelsesbataljoner, der hurtigt fikser beskadiget materiel. Tyskerne har også mange forsagere i deres granater formentlig fordi de er fremstillet af slavearbejdere, der saboterer produktionen om muligt. Generalmajor Elwood "Pete" Quesada får ideen til at koordinere flystøtte, artilleri og landstyrker med VHF radio. Det virker! P-47'erne fungerer fremragende som nærstøtte. St.-Lô bliver erobret på den måde. Desværre er den bogstaveligt blevet til en bunke murbrokker under befrielsen.
"3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944" handler om Bradley, der er skuffet over den ringe fremrykning men opmuntret af luftfotos, der viser tyskernes bagland som helt tomt og amerikanernes, der bugner af forsyninger. Rhino-udstyret er blevet standard. Og man er ved at komme ud af hække-land. Operation Cobra går i gang. Det indledes med P-47 bombardement fra luften og så kommer bølger af B-17 bombere og formørker himlen. Desværre bomber de også deres egne og general Lesley McNair er iblandt de døde. Men tyskerne får 16 kilotons bomber fra luften foruden et artilleribombardement oveni. General Frits Bayerlein mister halvdelen af sine 88'ere og mindst halvfjerds procent af tropperne, der er døde, sårede, blevet sindssyge eller handlingslammede. Tyskerne forsøger at holde desperat stand overfor de fremrykkende amerikanere og på dagen sker der kun begrænset fremrykning. General Patton bliver sluppet løs med fire divisioner og tyskerne bliver jagtet fra luften af P-47'ere og fra jorden af kampvogne. Napalm, 500 punds-bomber, raketter og maskingeværild regner ned over dem. Eisenhower, Bradley og Hodges er forsigtige og slipper ikke Patton fri til en stor fremrykning. Tyskerne mister store mængder materiel, men mellem 20000 og 40000 soldater slipper hjem til Tyskland og kan kæmpe videre. Slaget om Normandiet kostede tyskerne ca 450000 mand og de allierede ca 210000 mand.
"4. Til Siegfried-linjen, 26 august 1944 til 30 september 1944" handler om at forsyningslinierne er strakt tyndt efter at Frankrig er blevet generobret i lyntempo. Floderne Meuse, Moselle, Roer, Saa, Waal, Rhinen og alle Rhinens bifloder er også en pest at krydse, fordi tyskerne er gode til at forsvare sig og bliver mere stædige, jo tættere de kommer på hovedlandet. Eisenhower nikker ja til Operation Market-Garden, som er Montgomerys plan. Luftbårne tropper sættes ind ved Arnhem i Holland. General Horrocks slår lejr og etablerer forsvarspositioner i stedet for at fortsætte mod Arnhem. Amerikanerne er rasende. Briternes 1. Luftbårne Division fløj til Arnhem med 10005 mand og kun 2163 overlevede. I slutningen af september 1944 var Pattons Tredje Armé gået i stå, Ditto med Hodges Første Armé. Forsyningskrisen vedvarer. Antwerpens havn er stadig ikke åben. Og Operation Market-Garden er slået fejl.
"5. Siegfried-linjen, oktober 1944" handler om at amerikanernes Tredje Armé når frem til Driant og støder på en fæstning som de ikke kan indtage. Det koster store allierede tab ikke at indtage Fort Driant, men det gør i det mindste hærledelsen opmærksom på at man mangler taktik og værktøjer til at erobre den slags fæstninger (denne var på 1.2 km^2 og forsyninger til at kunne holde stand i en måned eller mere). Hærledelsen tegner sigtekorn på kortet ved Berlin og håber at det er slut inden nytår, men de lavererangerende soldater håber i bedste fald på at krigen kan være afgjort i foråret 1945. Antwerpen bliver ikke åbnet før 28 november og militær lærdom taler for at grave sig ned og vente på forsyningslinierne. Eisenhower vil ikke vente af mange gode grunde og presser i stedet på for angrebskrig og vil dræbe tyskere: "Folk med styrke og krigslystne tendenser som tyskerne giver ikke op. De må slås ned." Vejen frem går gennem Siegfried-linjen som tyskerne har fået sat i stand og lagt miner i tusindtal omkring. S-minerne springer en meter op i luften og slynger hundredevis af metalkugler ud, som kapper ben og nosser af angriberne. Ingeniørtropperne må grave sig frem centimeter for centimeter og støder også på små miner, der ikke viser sig på minesøgerne, og som koster hænder og syn. Bag minerne er der dragetænder og bag dem flere miner og flere dragetænder. Amerikanerne forbereder sig og kommer så ganske hurtigt igennem Siegfried-linjen nord og syd for Aachen. Byen er af Hitler udnævnt til at skulle forsvares til sidste mand og den vil kunne genere amerikanernes fremrykning, så de beslutter sig for alligevel at tage Aachen i stedet for at gå udenom. Angrebet begynder 13 oktober 1944 kl 9.30. Forsvaret er hårdt og desperat og amerikanerne må tage byen bygning for bygning og kloakdæksel for kloakdæksel. Udenfor byen forsøger tyskerne at generobre et højdedrag mod øst. Det mislykkes men kampene er hårde. Inde i byen tager amerikanerne en selvkørende 155 mm kanon i brug med en bulldozer til at rydde vejen for den. Den 21 oktober er bymidten erobret og oberst Wilck overgiver sig med 3473 overlevende soldater. Tyskerne har 5000 dræbte og sårede og 5600 tilfangetagne. Amerikanerne har over 5000 dræbte og sårede. Ingen havde gavn af slaget. Amerikanerne skulle aldrig have angrebet og tyskerne skulle aldrig have forsvaret byen. Krigen var i sandhed kommet til Tyskland og tyske flygtninge kunne nu gå i fodsporene på alle dem, som tyskerne havde sendt på flugt tidligere i krigen.
"Anden del. Ved den tyske grænse" handler om at amerikanske forsyningslinier er blevet lange og at Ardenner-offensiven bliver knust, men som en defensiv sejr. Og den slags vinder ikke krige.
"6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944" handler om at byen Metz bliver erobret på nogenlunde fornuftig vis. Et enkelt fort bliver nedkæmpet og de andre seks bliver stort set ignoreret til de selv overgiver sig. Som kontrast er Hürtgen-skoven rammen for et idiotisk opslidningsslag med en værdiløs skov som mål for krigshandlingerne. Skrivebordsofficererne holder sig på afstand og bebrejder tropper og lavere officerer at det ikke går som planlagt. Hill 400 koster bunker af rangers livet og i alt koster kampene her over 24000 dræbte eller sårede amerikanere og 9000 ukampdygtige af skyttegravsfødder, sygdomme eller granatchok. Amerikanerne er ikke trænet i kamp og de nytilkomne kommer lige fra "samlebåndet" og i ilden.
"7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944" handler om at både amerikanske og tyske generaler er enige om at et modangreb i Ardennerne vil være en strategisk fejltagelse. Men nu er det jo Hitler, der bestemmer over de tyske enheder og han er ligeglad. Han er stadig ude på at vinde og det gør man ikke ved at føre forsvarskrig. Hitlers tanke er at slå englænderne tilbage til et nyt Dunkirk, så han kan omdirigere hærstyrker til østfronten og få Stalin med på en fredsaftale. Tyskland vil ikke vinde krigen, men det vil overleve. November og december 1944 var krigens bedste produktionsmåneder for den tyske industri under krigen og der blev samlet en stor styrke, så tyskerne var i overtal tre til en i Ardennerne og mere endnu i de områder, der skulle angribes. Chancen var spinkel, men den var der. Sikkerheden var også stor, fx ingen patruljer i dagene forud, så en tilfangetagen soldat ikke kunne røbe noget. Ulempen var til gengæld at man ikke havde gode efterretninger selv og "angreb i mørke". Man satsede også på at erobre amerikanske forsyninger af brændstof undervejs og på i det hele taget at have heldet med sig. En oberstløjtnant Jochen Peiper har kommando over en styrke på 22000 mand og 250 kampvogne, heraf 60 tigertanks og har ordre til at støde 80 kilometer frem den første dag. Men vejene er mere til cykler end til tanks. En major Otto Skorzeny og hans 500 mand har amerikanske uniformer og våben og skal mudre vandene. Angrebet går fint lige i starten, men mange amerikanske delinger kæmper til sidste patron og da panservognene venter på at infanteriet er kommet igennem, bliver det meget dyrt for tyskerne og de når heller ikke deres fremrykningsmål. Allerede den 17 december 1944 har Eisenhower gang i at udnytte fremstødet, for det får tyskerne ud af deres faste stillinger og ud i åbent terræn, hvor amerikansk artilleri, kampvogne, infanterister og jagerbombere kan knuse dem. Tyskerne løber ganske rigtigt i den ene trafikprop efter den anden. Imens får Eisenhower forstærkninger frem med lastbiler. 11000 lastbiler flytter 60000 mand, ammunition, benzin alene den første dag. Tyskerne støder stadig frem, men de får så også set mængderne af materiel, som amerikanerne har til rådighed, fx en hel allé af granater, stakket op langs to kilometer vej. Men tyskerne har heldet med sig lidt endnu. Den 19 december støder de langt frem og de amerikanske styrker går i panik og flygter, hvilket jo støder sammen med de forstærkninger, der er på vej. Men Eisenhower og Patton griber chancen for at snøre sækken bag tyskerne.
"8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944" handler om kampe ved Elsenborn, hvor amerikanerne holder stand. En Vandervoort leder en styrke, der højst er en tyvendedel så stor som den Peiper kommer med. Amerikanerne holder Bastogne og tyskerne løber tør for ammunition og brændstof.
"9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944" handler om hvordan soldaterne tilbringer juleugen. Der er ingen våbenhvile og det er frygteligt koldt. Juleaften bliver troppetransportskibet Leopoldville med 2223 soldater om bord ramt af en torpedo og synker. Besætningen hopper i redningsbådene og sejler bort. På plussiden tæller at belejringen af Bastogne bliver brudt og at amerikanerne nu kan fortsætte videre mod Tyskland.
"Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads" handler om de vilkår soldaterne kæmpede under. Denne del behandler vilkårene fra juni 1944 til maj 1945.
"10. Nat ved fronten" handler om natten som den værste tid på døgnet fordi artilleriet ikke behøver lys og våbnene er blevet mere præcise, så rygning er livsfarligt. Man skal grave sig ned i skyttehuller. Altid. En ameikansk bataljon glemmer det og smider sig i nogle hække. Kort efter bliver de mejet ned af tyskere og mister 150 mand, heraf 50 døde. Fra den dag af gjorde resten af Divisionen en dyd ud af altid at grave skyttehuller. Tilsvarende erfaringer med madkøer, der kan ses af fjenden. General Bradley havde i september besluttet at krigen ville være forbi før december og at der derfor ikke skulle bruges vintertøj. Fodtøjet er også elendigt og masser får "skyttegravsfødder" der gør dem mere eller mindre ukampdygtige.
"11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944" handler om den amerikanske hærs idiotiske ide med at tage folk frisk fra fad og sende dem ind som erstatninger i en frontenhed. Bare et mindstemål af træning havde forbedret deres chancer og fx undgået at de satte sig op i en tank for første gang og kørte ud og ned ad en skrænt, så den blev ødelagt.
"12. Luftkrigen" handler om de store ressourcer, der blev brugt på bombetogter med tvivlsomt resultat. Ikke at tyskerne var bedre, så ingen har ondt af folkene i Dresden, men var der et formål? Curtis LeMay blev som den eneste af de britiske topchefer ikke adlet efter krigen.
"13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger" handler om sanitetsfolkene på begge sider. Generelt ser det ud til at Røde Kors tegnet blev respekteret og kun enkelte episoder skæmmer. Sygeplejerskerne arbejdede i døgndrift, men man kunne selvfølgelig ikke finde på at sætte sorte sygeplejersker til at pleje hvide soldater.
"14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow" handler om almindelige idioter, simulanter og så hårdnakket idiotisk racistisk behandling af de sorte soldater. Krigen hjalp meget på det, for i et skyttehul er alle lige.
"15. Krigsfanger" handler om at det var godt at være tysk krigsfange i USA. Men ikke fx russisk fange i en tysk lejr.
"Fjerde del. Tyskland besejres" handler om at amerikanerne igen går hurtigt frem efter årsskiftet 1944/1945. Soldaterne er unge. Mange bestod high-school i 1944 og nu kæmper de som infanteri midt i et vinterhelvede i Nordvesteuropa.
"16. Vinterkrigen, januar 1945" handler om at der er styr på de allieredes forsyningslinier og at tyskerne er trængt i defensiven og har mistet hundretusinder af mand. Ardenneroffensiven slog fejl. Tyskerne sparer på granaterne selv om de produceres måske 100 kilometer borte. Amerikanerne frådser. Der er nattemperaturer ned på minus femten og minus tyve. Januar 1945 bliver den måned, hvor der bliver kæmpet mest. Eisenhower angriber, Hitler har gang i operation Nordvind og den Røde Hær gør klar til den største offensiv nogensinde den 12 januar. Amerikanerne angriber i hård frost uden dækning, så kampvognene knuser en del soldater på makaber vis. De tyske soldater synes at det er meningsløst at bremse amerikanerne, så russerne kan overhale dem østfra. Men de kæmper bravt alligevel. Operation Nordvind burde egentlig have fået de allierede til at falde tilbage, men politisk var det en umulighed, så Alexander Patch og hans Syvende Arné fik ordre på at stå fast. De kan flere steder bruge Maginot-liniens fæstningsværker til at holde tyskerne stangen. Nordvind slår fejl, men der er masser af tab på begge sider. Imens holder Montgomery pressemøde og bralrer op med hvordan han reddede amerikanerne under Ardenneroffensiven ved at tage ledelsen. Alle amerikanere bliver stiktossede på ham. Særligt bittert er det for de soldater, der allerede en gang har erobret strækningerne. Fx landsbyen St.-Vith der var næsten uskadt, da den blev erobret første gang og nu blot er en bunke murbrokker. Ved slutningen af januar er de amerikanske arméer igen ved den tyske grænse.
"17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945" handler om at Eisenhower bruger tid på at likvidere Colmar-lommen for ikke at skulle bekymre sig om større fjendtlige styrker i baglandet, når det går mod Rhinen og ind i Tyskland. Selvkørende 155 mm kanoner viser sig at være fremragende til at skyde bunkers med i Siegfried-linjen. En eller to 45 kg granater pr bunker. Tropperne undrer sig over hvor meget arbejde tyskerne har lagt i dem og hvor lidt det er værd. Schu-miner er derimod irriterende. En lille trææske med 100 g TNT, en detonator og et søm. Bank og så mangler man en fod eller et ben. Hitler bliver ved at blande sig i hærens dispositioner og tillader ikke tilbagetog. Med det resultat at tusinder af tyske soldater bliver fanget på vestbredden af Rhinen og dræbt eller taget til fange.
"18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945" handler om at Montgomery har lagt en omstændelig plan for at krydse Rhinen. Imens er Første Armé, III korps, 9. panserdivision den 7. marts på vej til Remagen, hvor en stor jernbanebro opkaldt efter general Erich Ludendorff fører over Rhinen. Ved et stort held får tyskerne ikke sprængt broen i tide og det lykkes at tage den. Brohovedet holder og man klynger sig fast til højdedraget Erpeler Ley og får snart sendt ingeniørsoldater frem, der gør broen brugbar og begynder at lægge store pontonbroer ud som supplement. Hitler degraderer de ansvarlige tyske officerer og forsøger at få Luftwaffe til at ødelægge broen. Det mislykkes. Mellem den 22 og 23 marts sætter Pattons 5. division over Rhinen ved Oppenheim. Det sker i stilhed og overrasker tyskerne helt. Samme nat angriber Montgomery med fuld styrke nord for Köln og 79. og 30. division kommer over næsten uden tab. Den 28. marts bryder General Maurice Rose med 3. Panserdivision ud fra Remagen-brohovedet, men han bliver dræbt undervejs. Det er den eneste amerikanske divisionschef, der blev dræbt på den europæiske kampplads.
"19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945" handler om fortsat fremgang for de allierede. "Tyskerne hænger altid i ens strube eller ligger foran ens fødder. -- Churchill" 1. april 1944 var påske og i Merkers betød det at jernbanearbejderne holdt fri, så Goebbles ikke kunne få reddet det naziguld han havde fået sendt dertil. Patton foreslog at hæren skulle beholde guldet, så den kunne være selvfinansierende, hvis kongressen blev nærig. Man fandt også gasgranater, men Hitler havde faktisk grænser og en af dem gik ved brugen af gas i felten. Påskesøndag mødtes Enogtyvende Armégruppe og Tolvte Armégruppe hinanden nær Paderborn. Ca 400000 tyske soldater var dermed omringet og resten af Nazityskland var afskåret fra våben- og ammunitionsforsyninger. I midten af april havde 325000 tyske soldater og 30 generaler overgivet sig i Ruhr-lommen. Folkestormen, Waffen SS og Hitlerjugend slås videre med store tab og ødelæggelser til følge. Helt unødvendigt. Tyske ingeniørtropper sprænger også troligt alle broer under tilbagetrækningen. Helt idiotisk. Amerikanerne kommer også til slavearbejdslejre og eventuel sympati for tyskerne fordufter. Eisenhower ser sin første lejr den 13 april Ohrdruf Nord nær byen Gotha og får sit livs største chok. Ved Dachau samler amerikanerne de civile tyske op og kører dem ud til lejren (hvor vagterne på ordre af den ansvarlige SS-officer har brændt de sidste 4000 fanger levende). Der er ikke én, der indrømmer at de kendte til lejren. Nej, nej det var en hemmelig krigsfabrik. Og ikke Hitlers skyld, men de væmmelige andre nazister som Goebbles, Göring og Himmler. Den 7. maj underskriver tyskerne en betingelsesløs overgivelse i Reims og for god ordens skyld også dagen efter i Berlin. (Ikke at soldaterne kan holde fri, for Japan slås stadig).
"Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika" handler om et lidt højstemt afsnit om de hjemvendte soldater og deres værdier. De opbygger Interstate Highway systemet, forstæderne, St. Lawrence kanalen og udrydder polio.
"Efterskrift" handler om at forfatteren efter bogens succes fik breve fra nogle af soldaterne, der takkede ham fordi de takket være bogen fik en bredere forståelse for deres egen indsats. Der er også mange med mørkere minder om tyskere, de har skudt. Han får også klager over ikke at have alt med eller over at have citeret det ene eller det andet. Nogle påpeger faktuelle fejl og andre bekræfter nogle af historierne, fx en med en høstak med en tysk kampvogn indeni. Skyttegravsfødder får også ord med på vejen. Og tanker om alle de faldne unge officerer og befalingsmænd. Hvad mon de var blevet til, hvis de havde levet? Tyskerne har også bidraget med interviews og nogle af dem er taget med i dette afsnit. Når man kom til vestfronten, lærte man, "hvordan den rige mand fører krig". Dvs amerikanerne havde masser af ammunition, brændstof og fly. Og de behandlede de tilfangetagne soldater ordentligt.
"Noter" handler om henvisninger til baggrundskilderne for bestemte emner.
"Bibliografi" handler om en masse andre bøger, der er skrevet om emnet.
"Stikord" er et ganske glimrende opslagsregister.
Krigen i Europa set fra amerikansk side.
Show More
1944 til 30 september 1944", "5. Siegfried-linjen, oktober 1944", "Anden del. Ved den tyske grænse", "6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944", "7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944", "8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944", "9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944", "Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads", "10. Nat ved fronten", "11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944", "12. Luftkrigen", "13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger", "14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow", "15. Krigsfanger", "Fjerde del. Tyskland besejres", "16. Vinterkrigen, januar 1945", "17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945", "18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945", "19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945", "Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika", "Efterskrift", "Noter", "Bibliografi", "Stikord"."Kort" handler om de forholdsvis få kort i bogen.
"Indledning og tak" handler om at bogen er om de almindelige mennesker, der havnede i krigen. Han foretrækker direkte citater.
"Prolog" handler om løjtnant Waverly Wray, der er næstkommanderende i D-kompagniet, 505. Faldskærmsinfanteriregiment, den 7 juni 1944. Han har været i Frankrig i et par dage og han er ladt noget i stikken efterretningsmæssigt, for ingen har forberedt folkene på de hække, de møder i Normandiet. Alligevel nedkæmper han otte officerer og nogle menige og får sine mænd til at sikre området ved Ste.-Mère-Église. Det ødelægger i høj grad tyskernes planer for modangreb, for en af de dræbte er den øverstbefalende for 1. Bataljon, 158. Grenaderinfanteriregiment og de andre var hans stab.
"Første del. Slaget om Frankrig" handler om at man på D-dag landsatte 170000 soldater i Normandiet. Denne del dækker krigen til den når den tyske grænse.
"1. Brohovedet udvides, 7 juni 1944 til 30 juni 1944" handler om at tyskerne er på hjemmebane og at mange af amerikanerne er nye soldater. Alligevel får amerikanerne kæmpet sig igennem til baglandet og begynder at gøre ondt på tyskerne. Anden bølge på strandene er nødt til at gå henover ligene af de første faldne, hvilket ikke gør noget godt for moralen. Amerikanerne har lige så meget disciplin og bureaukrati som tyskerne, men ude i felten slækker amerikanerne mere på reglerne og lader fornuften råde. Tyskerne kender terrænet og er gode til at trække sig tilbage til forberedte stillinger. Amerikanerne har til gengæld luftherredømmet. Og LST (Landing Ship Tank) fartøjerne er supergode til at få forsyninger i land via strandene i stedet for at bruge havnene, som er flaskehalse i meget lang tid. Luftherredømmet betyder meget fordi det generer tyskerne alvorligt, når de skal have forsyninger frem.
"2. Kamp mellem hækkene, 1 juli 1944 til 24 juli 1944" handler om at fremrykningen på den engelske front er gået helt i stå, mens amerikanerne kun rykker frem i sneglefart. Der er en glimrende sammenligning mellem tyskernes våben og de allieredes våben. Sherman-tanks er underlegne, men der er mange flere af dem. Og amerikanerne har vedligeholdelsesbataljoner, der hurtigt fikser beskadiget materiel. Tyskerne har også mange forsagere i deres granater formentlig fordi de er fremstillet af slavearbejdere, der saboterer produktionen om muligt. Generalmajor Elwood "Pete" Quesada får ideen til at koordinere flystøtte, artilleri og landstyrker med VHF radio. Det virker! P-47'erne fungerer fremragende som nærstøtte. St.-Lô bliver erobret på den måde. Desværre er den bogstaveligt blevet til en bunke murbrokker under befrielsen.
"3. Gennembrud og omringelse, 25 juli 1944 til 25 august 1944" handler om Bradley, der er skuffet over den ringe fremrykning men opmuntret af luftfotos, der viser tyskernes bagland som helt tomt og amerikanernes, der bugner af forsyninger. Rhino-udstyret er blevet standard. Og man er ved at komme ud af hække-land. Operation Cobra går i gang. Det indledes med P-47 bombardement fra luften og så kommer bølger af B-17 bombere og formørker himlen. Desværre bomber de også deres egne og general Lesley McNair er iblandt de døde. Men tyskerne får 16 kilotons bomber fra luften foruden et artilleribombardement oveni. General Frits Bayerlein mister halvdelen af sine 88'ere og mindst halvfjerds procent af tropperne, der er døde, sårede, blevet sindssyge eller handlingslammede. Tyskerne forsøger at holde desperat stand overfor de fremrykkende amerikanere og på dagen sker der kun begrænset fremrykning. General Patton bliver sluppet løs med fire divisioner og tyskerne bliver jagtet fra luften af P-47'ere og fra jorden af kampvogne. Napalm, 500 punds-bomber, raketter og maskingeværild regner ned over dem. Eisenhower, Bradley og Hodges er forsigtige og slipper ikke Patton fri til en stor fremrykning. Tyskerne mister store mængder materiel, men mellem 20000 og 40000 soldater slipper hjem til Tyskland og kan kæmpe videre. Slaget om Normandiet kostede tyskerne ca 450000 mand og de allierede ca 210000 mand.
"4. Til Siegfried-linjen, 26 august 1944 til 30 september 1944" handler om at forsyningslinierne er strakt tyndt efter at Frankrig er blevet generobret i lyntempo. Floderne Meuse, Moselle, Roer, Saa, Waal, Rhinen og alle Rhinens bifloder er også en pest at krydse, fordi tyskerne er gode til at forsvare sig og bliver mere stædige, jo tættere de kommer på hovedlandet. Eisenhower nikker ja til Operation Market-Garden, som er Montgomerys plan. Luftbårne tropper sættes ind ved Arnhem i Holland. General Horrocks slår lejr og etablerer forsvarspositioner i stedet for at fortsætte mod Arnhem. Amerikanerne er rasende. Briternes 1. Luftbårne Division fløj til Arnhem med 10005 mand og kun 2163 overlevede. I slutningen af september 1944 var Pattons Tredje Armé gået i stå, Ditto med Hodges Første Armé. Forsyningskrisen vedvarer. Antwerpens havn er stadig ikke åben. Og Operation Market-Garden er slået fejl.
"5. Siegfried-linjen, oktober 1944" handler om at amerikanernes Tredje Armé når frem til Driant og støder på en fæstning som de ikke kan indtage. Det koster store allierede tab ikke at indtage Fort Driant, men det gør i det mindste hærledelsen opmærksom på at man mangler taktik og værktøjer til at erobre den slags fæstninger (denne var på 1.2 km^2 og forsyninger til at kunne holde stand i en måned eller mere). Hærledelsen tegner sigtekorn på kortet ved Berlin og håber at det er slut inden nytår, men de lavererangerende soldater håber i bedste fald på at krigen kan være afgjort i foråret 1945. Antwerpen bliver ikke åbnet før 28 november og militær lærdom taler for at grave sig ned og vente på forsyningslinierne. Eisenhower vil ikke vente af mange gode grunde og presser i stedet på for angrebskrig og vil dræbe tyskere: "Folk med styrke og krigslystne tendenser som tyskerne giver ikke op. De må slås ned." Vejen frem går gennem Siegfried-linjen som tyskerne har fået sat i stand og lagt miner i tusindtal omkring. S-minerne springer en meter op i luften og slynger hundredevis af metalkugler ud, som kapper ben og nosser af angriberne. Ingeniørtropperne må grave sig frem centimeter for centimeter og støder også på små miner, der ikke viser sig på minesøgerne, og som koster hænder og syn. Bag minerne er der dragetænder og bag dem flere miner og flere dragetænder. Amerikanerne forbereder sig og kommer så ganske hurtigt igennem Siegfried-linjen nord og syd for Aachen. Byen er af Hitler udnævnt til at skulle forsvares til sidste mand og den vil kunne genere amerikanernes fremrykning, så de beslutter sig for alligevel at tage Aachen i stedet for at gå udenom. Angrebet begynder 13 oktober 1944 kl 9.30. Forsvaret er hårdt og desperat og amerikanerne må tage byen bygning for bygning og kloakdæksel for kloakdæksel. Udenfor byen forsøger tyskerne at generobre et højdedrag mod øst. Det mislykkes men kampene er hårde. Inde i byen tager amerikanerne en selvkørende 155 mm kanon i brug med en bulldozer til at rydde vejen for den. Den 21 oktober er bymidten erobret og oberst Wilck overgiver sig med 3473 overlevende soldater. Tyskerne har 5000 dræbte og sårede og 5600 tilfangetagne. Amerikanerne har over 5000 dræbte og sårede. Ingen havde gavn af slaget. Amerikanerne skulle aldrig have angrebet og tyskerne skulle aldrig have forsvaret byen. Krigen var i sandhed kommet til Tyskland og tyske flygtninge kunne nu gå i fodsporene på alle dem, som tyskerne havde sendt på flugt tidligere i krigen.
"Anden del. Ved den tyske grænse" handler om at amerikanske forsyningslinier er blevet lange og at Ardenner-offensiven bliver knust, men som en defensiv sejr. Og den slags vinder ikke krige.
"6. Metz og Hürtgen-skoven, 1 november 1944 til 15 december 1944" handler om at byen Metz bliver erobret på nogenlunde fornuftig vis. Et enkelt fort bliver nedkæmpet og de andre seks bliver stort set ignoreret til de selv overgiver sig. Som kontrast er Hürtgen-skoven rammen for et idiotisk opslidningsslag med en værdiløs skov som mål for krigshandlingerne. Skrivebordsofficererne holder sig på afstand og bebrejder tropper og lavere officerer at det ikke går som planlagt. Hill 400 koster bunker af rangers livet og i alt koster kampene her over 24000 dræbte eller sårede amerikanere og 9000 ukampdygtige af skyttegravsfødder, sygdomme eller granatchok. Amerikanerne er ikke trænet i kamp og de nytilkomne kommer lige fra "samlebåndet" og i ilden.
"7. Ardennerne, 16 december 1944 til 19 december 1944" handler om at både amerikanske og tyske generaler er enige om at et modangreb i Ardennerne vil være en strategisk fejltagelse. Men nu er det jo Hitler, der bestemmer over de tyske enheder og han er ligeglad. Han er stadig ude på at vinde og det gør man ikke ved at føre forsvarskrig. Hitlers tanke er at slå englænderne tilbage til et nyt Dunkirk, så han kan omdirigere hærstyrker til østfronten og få Stalin med på en fredsaftale. Tyskland vil ikke vinde krigen, men det vil overleve. November og december 1944 var krigens bedste produktionsmåneder for den tyske industri under krigen og der blev samlet en stor styrke, så tyskerne var i overtal tre til en i Ardennerne og mere endnu i de områder, der skulle angribes. Chancen var spinkel, men den var der. Sikkerheden var også stor, fx ingen patruljer i dagene forud, så en tilfangetagen soldat ikke kunne røbe noget. Ulempen var til gengæld at man ikke havde gode efterretninger selv og "angreb i mørke". Man satsede også på at erobre amerikanske forsyninger af brændstof undervejs og på i det hele taget at have heldet med sig. En oberstløjtnant Jochen Peiper har kommando over en styrke på 22000 mand og 250 kampvogne, heraf 60 tigertanks og har ordre til at støde 80 kilometer frem den første dag. Men vejene er mere til cykler end til tanks. En major Otto Skorzeny og hans 500 mand har amerikanske uniformer og våben og skal mudre vandene. Angrebet går fint lige i starten, men mange amerikanske delinger kæmper til sidste patron og da panservognene venter på at infanteriet er kommet igennem, bliver det meget dyrt for tyskerne og de når heller ikke deres fremrykningsmål. Allerede den 17 december 1944 har Eisenhower gang i at udnytte fremstødet, for det får tyskerne ud af deres faste stillinger og ud i åbent terræn, hvor amerikansk artilleri, kampvogne, infanterister og jagerbombere kan knuse dem. Tyskerne løber ganske rigtigt i den ene trafikprop efter den anden. Imens får Eisenhower forstærkninger frem med lastbiler. 11000 lastbiler flytter 60000 mand, ammunition, benzin alene den første dag. Tyskerne støder stadig frem, men de får så også set mængderne af materiel, som amerikanerne har til rådighed, fx en hel allé af granater, stakket op langs to kilometer vej. Men tyskerne har heldet med sig lidt endnu. Den 19 december støder de langt frem og de amerikanske styrker går i panik og flygter, hvilket jo støder sammen med de forstærkninger, der er på vej. Men Eisenhower og Patton griber chancen for at snøre sækken bag tyskerne.
"8. Ardennerne, 20 december 1944 til 23 december 1944" handler om kampe ved Elsenborn, hvor amerikanerne holder stand. En Vandervoort leder en styrke, der højst er en tyvendedel så stor som den Peiper kommer med. Amerikanerne holder Bastogne og tyskerne løber tør for ammunition og brændstof.
"9. Juleugen, 23 december 1944 til 31 december 1944" handler om hvordan soldaterne tilbringer juleugen. Der er ingen våbenhvile og det er frygteligt koldt. Juleaften bliver troppetransportskibet Leopoldville med 2223 soldater om bord ramt af en torpedo og synker. Besætningen hopper i redningsbådene og sejler bort. På plussiden tæller at belejringen af Bastogne bliver brudt og at amerikanerne nu kan fortsætte videre mod Tyskland.
"Tredje del. Livet på den europæiske krigsskueplads" handler om de vilkår soldaterne kæmpede under. Denne del behandler vilkårene fra juni 1944 til maj 1945.
"10. Nat ved fronten" handler om natten som den værste tid på døgnet fordi artilleriet ikke behøver lys og våbnene er blevet mere præcise, så rygning er livsfarligt. Man skal grave sig ned i skyttehuller. Altid. En ameikansk bataljon glemmer det og smider sig i nogle hække. Kort efter bliver de mejet ned af tyskere og mister 150 mand, heraf 50 døde. Fra den dag af gjorde resten af Divisionen en dyd ud af altid at grave skyttehuller. Tilsvarende erfaringer med madkøer, der kan ses af fjenden. General Bradley havde i september besluttet at krigen ville være forbi før december og at der derfor ikke skulle bruges vintertøj. Fodtøjet er også elendigt og masser får "skyttegravsfødder" der gør dem mere eller mindre ukampdygtige.
"11. Forstærkninger og erstatningsmandskab, efteråret 1944" handler om den amerikanske hærs idiotiske ide med at tage folk frisk fra fad og sende dem ind som erstatninger i en frontenhed. Bare et mindstemål af træning havde forbedret deres chancer og fx undgået at de satte sig op i en tank for første gang og kørte ud og ned ad en skrænt, så den blev ødelagt.
"12. Luftkrigen" handler om de store ressourcer, der blev brugt på bombetogter med tvivlsomt resultat. Ikke at tyskerne var bedre, så ingen har ondt af folkene i Dresden, men var der et formål? Curtis LeMay blev som den eneste af de britiske topchefer ikke adlet efter krigen.
"13. Sanitetsmænd, sygeplejersker og læger" handler om sanitetsfolkene på begge sider. Generelt ser det ud til at Røde Kors tegnet blev respekteret og kun enkelte episoder skæmmer. Sygeplejerskerne arbejdede i døgndrift, men man kunne selvfølgelig ikke finde på at sætte sorte sygeplejersker til at pleje hvide soldater.
"14. Idioter, skvatmikler, spekulanter og Jim Crow" handler om almindelige idioter, simulanter og så hårdnakket idiotisk racistisk behandling af de sorte soldater. Krigen hjalp meget på det, for i et skyttehul er alle lige.
"15. Krigsfanger" handler om at det var godt at være tysk krigsfange i USA. Men ikke fx russisk fange i en tysk lejr.
"Fjerde del. Tyskland besejres" handler om at amerikanerne igen går hurtigt frem efter årsskiftet 1944/1945. Soldaterne er unge. Mange bestod high-school i 1944 og nu kæmper de som infanteri midt i et vinterhelvede i Nordvesteuropa.
"16. Vinterkrigen, januar 1945" handler om at der er styr på de allieredes forsyningslinier og at tyskerne er trængt i defensiven og har mistet hundretusinder af mand. Ardenneroffensiven slog fejl. Tyskerne sparer på granaterne selv om de produceres måske 100 kilometer borte. Amerikanerne frådser. Der er nattemperaturer ned på minus femten og minus tyve. Januar 1945 bliver den måned, hvor der bliver kæmpet mest. Eisenhower angriber, Hitler har gang i operation Nordvind og den Røde Hær gør klar til den største offensiv nogensinde den 12 januar. Amerikanerne angriber i hård frost uden dækning, så kampvognene knuser en del soldater på makaber vis. De tyske soldater synes at det er meningsløst at bremse amerikanerne, så russerne kan overhale dem østfra. Men de kæmper bravt alligevel. Operation Nordvind burde egentlig have fået de allierede til at falde tilbage, men politisk var det en umulighed, så Alexander Patch og hans Syvende Arné fik ordre på at stå fast. De kan flere steder bruge Maginot-liniens fæstningsværker til at holde tyskerne stangen. Nordvind slår fejl, men der er masser af tab på begge sider. Imens holder Montgomery pressemøde og bralrer op med hvordan han reddede amerikanerne under Ardenneroffensiven ved at tage ledelsen. Alle amerikanere bliver stiktossede på ham. Særligt bittert er det for de soldater, der allerede en gang har erobret strækningerne. Fx landsbyen St.-Vith der var næsten uskadt, da den blev erobret første gang og nu blot er en bunke murbrokker. Ved slutningen af januar er de amerikanske arméer igen ved den tyske grænse.
"17. Frem til Rhinen, 1 februar 1945 til 6 marts 1945" handler om at Eisenhower bruger tid på at likvidere Colmar-lommen for ikke at skulle bekymre sig om større fjendtlige styrker i baglandet, når det går mod Rhinen og ind i Tyskland. Selvkørende 155 mm kanoner viser sig at være fremragende til at skyde bunkers med i Siegfried-linjen. En eller to 45 kg granater pr bunker. Tropperne undrer sig over hvor meget arbejde tyskerne har lagt i dem og hvor lidt det er værd. Schu-miner er derimod irriterende. En lille trææske med 100 g TNT, en detonator og et søm. Bank og så mangler man en fod eller et ben. Hitler bliver ved at blande sig i hærens dispositioner og tillader ikke tilbagetog. Med det resultat at tusinder af tyske soldater bliver fanget på vestbredden af Rhinen og dræbt eller taget til fange.
"18. Over Rhinen, 7 marts 1945 til 31 marts 1945" handler om at Montgomery har lagt en omstændelig plan for at krydse Rhinen. Imens er Første Armé, III korps, 9. panserdivision den 7. marts på vej til Remagen, hvor en stor jernbanebro opkaldt efter general Erich Ludendorff fører over Rhinen. Ved et stort held får tyskerne ikke sprængt broen i tide og det lykkes at tage den. Brohovedet holder og man klynger sig fast til højdedraget Erpeler Ley og får snart sendt ingeniørsoldater frem, der gør broen brugbar og begynder at lægge store pontonbroer ud som supplement. Hitler degraderer de ansvarlige tyske officerer og forsøger at få Luftwaffe til at ødelægge broen. Det mislykkes. Mellem den 22 og 23 marts sætter Pattons 5. division over Rhinen ved Oppenheim. Det sker i stilhed og overrasker tyskerne helt. Samme nat angriber Montgomery med fuld styrke nord for Köln og 79. og 30. division kommer over næsten uden tab. Den 28. marts bryder General Maurice Rose med 3. Panserdivision ud fra Remagen-brohovedet, men han bliver dræbt undervejs. Det er den eneste amerikanske divisionschef, der blev dræbt på den europæiske kampplads.
"19. Sejr, 1 april 1945 til 7 maj 1945" handler om fortsat fremgang for de allierede. "Tyskerne hænger altid i ens strube eller ligger foran ens fødder. -- Churchill" 1. april 1944 var påske og i Merkers betød det at jernbanearbejderne holdt fri, så Goebbles ikke kunne få reddet det naziguld han havde fået sendt dertil. Patton foreslog at hæren skulle beholde guldet, så den kunne være selvfinansierende, hvis kongressen blev nærig. Man fandt også gasgranater, men Hitler havde faktisk grænser og en af dem gik ved brugen af gas i felten. Påskesøndag mødtes Enogtyvende Armégruppe og Tolvte Armégruppe hinanden nær Paderborn. Ca 400000 tyske soldater var dermed omringet og resten af Nazityskland var afskåret fra våben- og ammunitionsforsyninger. I midten af april havde 325000 tyske soldater og 30 generaler overgivet sig i Ruhr-lommen. Folkestormen, Waffen SS og Hitlerjugend slås videre med store tab og ødelæggelser til følge. Helt unødvendigt. Tyske ingeniørtropper sprænger også troligt alle broer under tilbagetrækningen. Helt idiotisk. Amerikanerne kommer også til slavearbejdslejre og eventuel sympati for tyskerne fordufter. Eisenhower ser sin første lejr den 13 april Ohrdruf Nord nær byen Gotha og får sit livs største chok. Ved Dachau samler amerikanerne de civile tyske op og kører dem ud til lejren (hvor vagterne på ordre af den ansvarlige SS-officer har brændt de sidste 4000 fanger levende). Der er ikke én, der indrømmer at de kendte til lejren. Nej, nej det var en hemmelig krigsfabrik. Og ikke Hitlers skyld, men de væmmelige andre nazister som Goebbles, Göring og Himmler. Den 7. maj underskriver tyskerne en betingelsesløs overgivelse i Reims og for god ordens skyld også dagen efter i Berlin. (Ikke at soldaterne kan holde fri, for Japan slås stadig).
"Epilog. Veteranerne og det moderne Amerika" handler om et lidt højstemt afsnit om de hjemvendte soldater og deres værdier. De opbygger Interstate Highway systemet, forstæderne, St. Lawrence kanalen og udrydder polio.
"Efterskrift" handler om at forfatteren efter bogens succes fik breve fra nogle af soldaterne, der takkede ham fordi de takket være bogen fik en bredere forståelse for deres egen indsats. Der er også mange med mørkere minder om tyskere, de har skudt. Han får også klager over ikke at have alt med eller over at have citeret det ene eller det andet. Nogle påpeger faktuelle fejl og andre bekræfter nogle af historierne, fx en med en høstak med en tysk kampvogn indeni. Skyttegravsfødder får også ord med på vejen. Og tanker om alle de faldne unge officerer og befalingsmænd. Hvad mon de var blevet til, hvis de havde levet? Tyskerne har også bidraget med interviews og nogle af dem er taget med i dette afsnit. Når man kom til vestfronten, lærte man, "hvordan den rige mand fører krig". Dvs amerikanerne havde masser af ammunition, brændstof og fly. Og de behandlede de tilfangetagne soldater ordentligt.
"Noter" handler om henvisninger til baggrundskilderne for bestemte emner.
"Bibliografi" handler om en masse andre bøger, der er skrevet om emnet.
"Stikord" er et ganske glimrende opslagsregister.
Krigen i Europa set fra amerikansk side.
Show Less
Publication
Valby : Borgen, 2004.
Description
Citizen Soldiers opens on June 7, 1944, on the Normandy beaches, and ends on May 7, 1945. From the high command on down to the enlisted men, Stephen E. Ambrose draws on hundreds of interviews and oral histories from men on both sides who were there. He recreates the experiences of the individuals who fought the battles, the women who served, and the Germans who fought against us. Ambrose reveals the learning process of a great army -- how to cross rivers, how to fight in snow or hedgerows, how to fight in cities, how to coordinate air and ground campaigns, how to fight in winter and on the defensive, how citizens become soldiers in the best army in the world. A masterful biography of the U.S. Army in the European Theater of Operations, Citizen Soldiers provides a compelling account of the extraordinary stories of ordinary men in their fight for democracy.… (more)
User reviews
LibraryThing member DanTarlin
Really a sequel to "D Day", this books starts on June 7 1944 and covers the history of the European theater of WW II until the German surrender. It's told, though, from the perspective of the soldiers themselves more than from the command level. Ambrose's thesis is pretty clear from early on: the
Ambrose covers the commanders too, and we get a little feel for Eisenhower, Bradley, Patton, and Montgomery and some of their petty (and not so petty) differences. But the real focus is on the guys on the front lines.
As with D Day, my biggest problem is that the maps are inadequate and it's really hard to follow the overall strategic situation unless you have an extensive knowledge in your head of European geography, which I don't. Then again, the point is that these strategic details are less important than the stories told by the junior officers and enlisted men on the lines. Fair enough.
Truly the "Greatest Generation".
Show More
heroism and initiative of regular GIs was a huge factor in the victory over Germany. And wow, he really does leave the reader feeling what it's like buried in a foxhole in the winter of 1944-45, which sounds all different kinds of awful.Ambrose covers the commanders too, and we get a little feel for Eisenhower, Bradley, Patton, and Montgomery and some of their petty (and not so petty) differences. But the real focus is on the guys on the front lines.
As with D Day, my biggest problem is that the maps are inadequate and it's really hard to follow the overall strategic situation unless you have an extensive knowledge in your head of European geography, which I don't. Then again, the point is that these strategic details are less important than the stories told by the junior officers and enlisted men on the lines. Fair enough.
Truly the "Greatest Generation".
Show Less
LibraryThing member SeriousGrace
Stephen Ambrose has the uncanny ability to take you back in time. His words pick you up and carry you hook, line and sinker, back to June 7, 1944 and forward through the great and terrible World War II. However, Citizen Soldiers is not a dry account of strategic war manuevers. It is not a blah blah
Show More
blah play by play of how Germany's armies moved along the western/eastern slope while the Allies pushed further north or south. Those things did happen but Citizen Solders is more than that. It's as if you have been dropped in the middle of hand to hand skirmishes or have the ability to eavesdrop on Hitler's frequent phone arguments with a subordinate. You get to know people, places and events as if you are talking to the soldiers themselves, dodging bullets in the snow-covered country side, and witnesses skirmishes first hand. For once, the photographs and maps included do not make the storytelling vivid, they only enhance the words. Show Less
LibraryThing member ecw0647
Ambrose, an incredibly prolific and readable historian, focuses in this book on the soldiers who made up the ETO (European Theater of Operations). It’s at first somewhat difficult to categorize. His analysis of the men who made up the army could almost be called cheer-leading of the most
Soldiers soon learned that war was not all they expected. As others, like Paul Fussell and Gerald Lindeman (who explored the role of the American fighting man) have noted, war has been seriously overglamorized. Soldiers were psychologically unprepared for battle and the stress broke many of them down. Often they refused to take prisoners, shooting all Germans in the way whether under white flag or not. The war fundamentally altered the lives of those who survived the front lines. Americans, having never been bombed, cannot appreciate the horror of interminable artillery shelling and constant fear and deprivation.
Ambrose clearly admires what these soldiers for what they endured. In the end, the reason for fighting the war is exemplified by the tragic comments of a severely wounded German lieutenant who desperately needed a blood transfusion. Just as it was to be administered, the German insisted the medic certify there was no Jewish blood mixed in with the blood he was about to receive. The medic obviously could not, but pointed out that without the plasma he would die. The German died refusing to be transfused. They should have given it to him anyway.
Show More
nauseating kind. But after he settles in, the reality becomes more apparent. They weren’t all great guys and upstanding citizens. He points out that some thirty percent of supplies coming into ports after the invasion of Europe were stolen for resale on the black market. The picture of Milo in Catch-22 is not the grossest exaggeration. Racial problems were endemic at all levels, but Ambrose reserves his harshest judgment for the upper echelon commanders who remained clean, dry, and well-fed in the rear while front-line troops were asked to take objectives that often made little sense at great cost. Thousands of GI’s were lost to trench foot and frostbite during the winter because the boots they were issued were inadequate. Those in the rear got the good rubber-covered boots. The response of the brass was to insist that soldiers change their socks regularly, and threatened to court-martial anyone diagnosed with trench foot. The replacement system designed by Eisenhower’s staff sent inadequately trained men to the front where they often died needlessly. Had they been trained as units, with experienced sergeants and sent into battle as units fewer would have died, suggests Ambrose. British general Montgomery was clearly more interested in self-promotion than in becoming part of the team,, and Ambrose cites one example where Montgomery’s demands for more overall command had to be personally put down by Eisenhower. George Patton was obsessed with spit-and-polish. In one instance some officers just coming from the muddy front had been ordered to Third Army headquarters to get some badly needed maps. They were held up at the entrance to Third Army territory because Patton had issued orders to his MP’s that anyone entering had to maintain proper uniform standards of cleanliness, etc. It took the officers hours to get cleared and cleaned-up before they could get what they needed, holding up the offensive.Soldiers soon learned that war was not all they expected. As others, like Paul Fussell and Gerald Lindeman (who explored the role of the American fighting man) have noted, war has been seriously overglamorized. Soldiers were psychologically unprepared for battle and the stress broke many of them down. Often they refused to take prisoners, shooting all Germans in the way whether under white flag or not. The war fundamentally altered the lives of those who survived the front lines. Americans, having never been bombed, cannot appreciate the horror of interminable artillery shelling and constant fear and deprivation.
Ambrose clearly admires what these soldiers for what they endured. In the end, the reason for fighting the war is exemplified by the tragic comments of a severely wounded German lieutenant who desperately needed a blood transfusion. Just as it was to be administered, the German insisted the medic certify there was no Jewish blood mixed in with the blood he was about to receive. The medic obviously could not, but pointed out that without the plasma he would die. The German died refusing to be transfused. They should have given it to him anyway.
Show Less
LibraryThing member tbrennan1
Oral history of American soldiers from D-Day to the surrender of Germany. I enjoy Ambrose but I found this book should have gripped me more which was a disappointment. Overall an enjoyable read and as a historian Stephen Ambrose is not afraid to criticise Montgomery and Bradley while praising
Show More
Eisenhower. A good testament to the bravery of the ordinary foot-soldier. Show Less
LibraryThing member Jenni01
I loved the book. I thought it was a good view of the common soldiers lot in WWII.
LibraryThing member Patbilly
This book gave me a real education of the GI's experiences during WWII in the European Theater of Operations. The only thing I found lacking was the descriptions of those in tanks. We read of all other specalties but this. My Dad was one man in the tanks (and shot out of 3), but sadly, now that I'm
I wish this book could be read by every high school or college student so the real history of the heroes of our nation might be learned, and maybe appreciated. One cannot read this without admiring the moral high ground most of these heroes took to uphold our countrymen's virtues.
Show More
interested, he is no longer living. He never talked of the war, except for his joyful time hosted by hospitable Belgians. I wish this book could be read by every high school or college student so the real history of the heroes of our nation might be learned, and maybe appreciated. One cannot read this without admiring the moral high ground most of these heroes took to uphold our countrymen's virtues.
Show Less
LibraryThing member DrBrewhaha
An excellent account of the overall story of American, and some German soldiers, from Normandy to the Rhine. Ambrose outlines the large campaigns and tries to add personal detail by recounting how individual soldiers experienced the events. He demonstrates how the success of the war rested largely
Show More
on the NCO's rather than the Pattons, Montogomerys, and Eisenhowers of the war. A great narrative that allows the reader to get a small feeling for what happened during the closing year of the war. Looking forward to reading Ambrose's other works. Show Less
LibraryThing member MrDickie
A very interesting history of World War II in Europe as told through personal accounts of men who shared their recollections. Eye opening in some chapters and moving in others.
LibraryThing member MarjorieB
This was one of the best books I have read/heard in a long time. The narrator was excellent and the story was engaging. The entire story was told through anecdotes interlaced into the history of the war. There was interesting information about WWII generals including Eisenhour, Patton, Bradley, and
Show More
Montgomery (UK) as well as the German generals and their interactions that made this book well worth reading. Show Less
LibraryThing member linedog1848
I have read a great many war narratives, old and new, long and short, and this one was possibly the best, most personal war book I've ever read. Better than Black Hawk Down. Better than Band of Brothers. Better than The Coldest Winter. . .
I especially liked the way the book treated the approach to
This book was a fast read, and engaging, but really gave the reader the sense of the slowness of time in miserable conditions.
I'll just stop, because I could continue for a while, but one final note. I've been in the airborne infantry, and I've been in the Army Reserve as a CS troop.
As such, the term, "Citizen Soldier" has been tainted by my experience of the term used today to describe the reserve soldier. They are people to be admired, but cannot compare to the discipline and training of the professional soldiery. For this reason, I avoided this book for a long time because I let my prejudices of the term in the title influence my expectations. Make no mistake, it is aptly named, but its title is its title, not the borrowed phrase.
The citizen soldiers of this title are not those of the modern army propaganda team, but rather those of whom Tyrtaeus spoke:
"For no man ever proves himself a good man in war
unless he can endure to face the blood and the slaughter,
go close against the enemy and fight with his hands.
Here is courage, mankind's finest possession, here is
the noblest prize that a young man can endeavor to win,
and it is a good thing his polis and all the people share with him
when a man plants his feet and stands in the foremost spears
relentlessly, all thought of foul flight completely forgotten,
and has trained his heart to be steadfast and to endure,
and with words encourages the man who is stationed beside him.
Here is a man who proves himself to be valiant in war.
With a sudden rush he turns to fight the rugged battalions
of the enemy, and sustains the beating waves of assault.
And he who so falls among the champions and loses his sweet life,
so blessing with honor his polis, his father, and all his people,
with wounds in his chest, where the spear that he was facing has transfixed
that massive guard of his shield, and gone through his breastplate as well,
why, such a man is lamented alike by the young and the elders,
and all his polis goes into mourning and grieves for his loss.
His tomb is pointed out with pride, and so are his children,
and his children's children, and afterward all the race that is his.
His shining glory is never forgotten, his name is remembered,
and he bcomes an immortal, though he lies under the ground,
when one who was a brave man has been killed by the furious War God
standing his ground and fighting hard for his children and land."
I especially liked the way the book treated the approach to
Show More
the borders of the Reich. The story of the stall of the advance, the long winter, the pointless, fruitless loss and death in the Hurtgen--the period between Normandy and the Bulge--didn't so much change the way I thought about the course of the war as it just expanded it in depth. Particularly, Citizen Soldiers was unmatched in presenting how this long autumn and winter 1944-1945 affected the individual soldiers not so much just then, but in the final push into Germany.This book was a fast read, and engaging, but really gave the reader the sense of the slowness of time in miserable conditions.
I'll just stop, because I could continue for a while, but one final note. I've been in the airborne infantry, and I've been in the Army Reserve as a CS troop.
As such, the term, "Citizen Soldier" has been tainted by my experience of the term used today to describe the reserve soldier. They are people to be admired, but cannot compare to the discipline and training of the professional soldiery. For this reason, I avoided this book for a long time because I let my prejudices of the term in the title influence my expectations. Make no mistake, it is aptly named, but its title is its title, not the borrowed phrase.
The citizen soldiers of this title are not those of the modern army propaganda team, but rather those of whom Tyrtaeus spoke:
"For no man ever proves himself a good man in war
unless he can endure to face the blood and the slaughter,
go close against the enemy and fight with his hands.
Here is courage, mankind's finest possession, here is
the noblest prize that a young man can endeavor to win,
and it is a good thing his polis and all the people share with him
when a man plants his feet and stands in the foremost spears
relentlessly, all thought of foul flight completely forgotten,
and has trained his heart to be steadfast and to endure,
and with words encourages the man who is stationed beside him.
Here is a man who proves himself to be valiant in war.
With a sudden rush he turns to fight the rugged battalions
of the enemy, and sustains the beating waves of assault.
And he who so falls among the champions and loses his sweet life,
so blessing with honor his polis, his father, and all his people,
with wounds in his chest, where the spear that he was facing has transfixed
that massive guard of his shield, and gone through his breastplate as well,
why, such a man is lamented alike by the young and the elders,
and all his polis goes into mourning and grieves for his loss.
His tomb is pointed out with pride, and so are his children,
and his children's children, and afterward all the race that is his.
His shining glory is never forgotten, his name is remembered,
and he bcomes an immortal, though he lies under the ground,
when one who was a brave man has been killed by the furious War God
standing his ground and fighting hard for his children and land."
Show Less
LibraryThing member Patbilly
This book gave me a real education of the GI's experiences during WWII in the European Theater of Operations. The only thing I found lacking was the descriptions of those in tanks. We read of all other specalties but this. My Dad was one man in the tanks (and shot out of 3), but sadly, now that I'm
I wish this book could be read by every high school or college student so the real history of the heroes of our nation might be learned, and maybe appreciated. One cannot read this without admiring the moral high ground most of these heroes took to uphold our countrymen's virtues.
Show More
interested, he is no longer living. He never talked of the war, except for his joyful time hosted by hospitable Belgians. I wish this book could be read by every high school or college student so the real history of the heroes of our nation might be learned, and maybe appreciated. One cannot read this without admiring the moral high ground most of these heroes took to uphold our countrymen's virtues.
Show Less
LibraryThing member Karlstar
This book covers some very well covered territory - the US Army in Europe from D-Day to the end of the war in Europe. It appears to be very well researched and quite thorough. However, having recently read David Atkinson, Jeff Shaara and Cornelius Ryan books that cover the same period, I felt it
Show More
suffered by comparison. The Atkinson book is more thorough, better written and just as well researched. The Shaara book is much better getting across the personalities of both the leaders and the individual troops. For what its worth, while I thought this was good, you'd better off reading one of the others if you are already somewhat familiar with the material. At times I felt Ambrose veers off into personal opinion in areas where it wasn't warranted. Still, as a history of the US Army in 1944-1945, this is a worthy history. It brings up some subjects that aren't covered as well by the others, particularly some supply issues and equipment issues. This may be an unfair comparison as the Rick Atkinson book just came out in 2014, but I preferred Atkinson. Show Less
LibraryThing member apelph
Highly entertaining and well written presentation of the experiences of individual US infantry in the ETO from D-day through VE day. I really enjoy these books that give personal accounts of soldiers that allows you to feel what it was like to be there, and this is one of the best written in this
Show More
category that I have read. Show Less
LibraryThing member beslagsmed
After doing a battle staff ride to the area, I bought and read the book. If you ever want to know how the normal,ordinary men of the time went forth and did the almost impossible task, read this book. It is very vivid in describing the events. First hand account have been used to tell this story.
A must read for all those in the military.
Show More
Ambrose tells how men had to think on their feet to do a job and get it done. A must read for all those in the military.
Show Less
LibraryThing member kslade
Good history of American soldiers in Europe in WW II. Good follow-up to his D-day book.
LibraryThing member VonKar
Sorry, too much heroism - almost makes one wonder why it took so long after D-Day to defeat Nazi Germany.
Put the book down when the author claimed the T-34 tank was an American design …
Put the book down when the author claimed the T-34 tank was an American design …
LibraryThing member wenestvedt
Oh how I love primary sources. This book certainly deserves reading by people interested in World War II, by people curious about their forebears' generation, and by people who love letters and interviews.
While Ambrose was later attacked for sloppy scholarship, that shouldn't detract from the power
Readers -- especially those just starting their study of WWII in Europe -- may benefit from having another book handy to explain the sequence of events of the war and to provide a good map.
While Ambrose was later attacked for sloppy scholarship, that shouldn't detract from the power
Show More
of the first person narratives in this book. Ambrose spreads out context like a cloth and then lays out these brief jewels of real emotion and exprience. (Man, am I gushing: anyway, it's a good read.)Readers -- especially those just starting their study of WWII in Europe -- may benefit from having another book handy to explain the sequence of events of the war and to provide a good map.
Show Less
LibraryThing member JBreedlove
An account of individual efforts and personal stories of US infabtry during WWII in Europe.
LibraryThing member jdiament
Citizen Soldiers is a wonderful book. Ambrose is a master of combining the epic with the minuscule, offering a broad description of the US march from Normandy to Germany as well as a multitude of personal stories of heroism throughout the battles. A gripping book that's tough to put down.
LibraryThing member DickMemhard
Normandy to Berlin. Excellent as always by Ambrose
LibraryThing member seoulful
Here is author, Stephen Ambrose, at his best, utilizing extensive interviews of the actual Allied combatants involved in the battles leading to the liberation of Continental Europe in WWII. This time (in contrast to his other major WWII history, D-Day) there is an added dimension with the inclusion
Show More
of stories of German combatants taken from interviews by Ambrose's son and the son of the German Panzer commander, Hans von Luck. We follow the progress of the war through the eyes of these individuals on both sides. Ambrose brings to the book all the wealth of his historical research background in giving the needed context for the individual accounts. A highly readable history. Show Less
LibraryThing member mfassold
Ambrose is the master of telling the story of the everyday soldier. I don't care even a little that he lifted a line here and there. The absolute master of bringing the microcasms of war to life.
LibraryThing member Bill_Masom
Like all of Ambrose's WWII history, it is magnificent. This book is not about battles in general, but about the men who fought the battles, the guys in the foxholes.
Terrific, simply terrific.
Terrific, simply terrific.
LibraryThing member tokenn
This book was really hard for me to read but it was really informative. I think I gave it a 4 and not a 2 or 3 because the content is informative...maybe I had a hard time in part because I don't understand military rankings, Ie: 101 unit, 2nd division, 1st airborne, etc.
Awards
Language
Original language
English
Original publication date
1997
Physical description
551 p.; 24.3 cm
ISBN
8721021430 / 9788721021436
Local notes
Omslag: Ikke angivet
Omslaget viser soldater på march i et vinterlandskab
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Ddag
Efterskrift: Stephen E. Ambrose
Oversat fra engelsk "Citizen Soldiers" af Ole Steen Hansen
Side 46: Den tyske general Fritz Bayerlein fra Panzer Lehr divisionen beskrev, hvordan Jabo'erne behandlede hans division den 7. juni: "Ved middagstid var det frygteligt. Hvert eneste køretøj var dækket med grene og kørte langs kanten af en skov. Vejkryds blev bombet og broer sprængt i luften. Mod dagens slutning havde jeg mistet fyrre tankbiler med brændstof og halvfems andre køretøjer. Fem af mine kampvogne var ødelagt, og det samme var fireogfirs halvbæltekøretøjer, trækkøretøjer og selvkørende kanoner." Det var svære tab, ikke mindst for en panserdivision, der indtil videre ikke selv havde affyret et eneste skud.
Side 51: De ledende tyske officerer i vest, feltmarskalerne Gerd von Rundstedt og Erwin Rommel, var helt klar over situationen. De havde ikke standset den allierede invasion på strandene, de havde ikke forhindret, at de allierede brohoveder blev kædet sammen, de havde ingen luftstøtte og manglede luftværnsvåben, enhederne led af kronisk brændstofmangel, til tider af mangel på ammunition, og de led svære tab. Rundstedt og Rommel var fortvivlede.
Side 53: Dette var det pure opspind. Hitler var tydeligvis vanvittig. Den tyske overkommando vidste det utvivlsomt, og officererne burde have sendt bud efter mændene med spændetrøjen. Men intet skete.
Side 55: Fjendens forsvarstaktik er fremragende og bliver hårdnakket ført ud i livet af nogle af de bedste soldater i Europa. Der er intet stift forsvar. Når de bliver angrebet, holder de ud så længe som muligt i deres velcamouflerede skyttehuller og trækker sig så tilbage til forberedte stillinger et lille stykke længere bagude. Der bliver øjeblikkeligt lagt forberedt ild fra artilleri og morterer over stillingerne, som de lige har forladt - også selvom der er enkelte af deres egne mænd i dem. Bombardementet bliver koordineret med modangreb fra infanteriet, så de kan generobre, hvad de lige har mistet. Fremragende taktik.
Side 66: Tyskernes forsyninger med madrationer og ammunition var lige akkurat tilstrækkelige, men der va ringen sanitetsforsyninger, og artilleriammunition var i alvorlig grad en mangelvare. Den tyske hær blev i højere og højere grad tvunget til at sætte sine svindende militære ressourcer ind ved selve frontlinjen, da den ikke havde styrker til at skabe et forsvar i dybden. Da tyskerne vidste, at der ikke var noget til at forhindre amerikanerne i at køre frem til den tyske grænse, hvis de brød igennem, gravede de tyske soldater sig længere ned og kæmpede hårdere.
Side 68: Vi må kæmpe til den bitre ende vel vidende, at det er af langt mere vital betydning at standse russerne, end det er at forhindre englændere og amerikanere i at løbe Tyskland over ende.
Side 70: Vore tropper går mismodige i kamp ved tanken om fjendens overvældende styrke i materiel. Følelsen af hjælpeløshed, når fjendens fly uhindret angriber, har en paralyserende virkning, og artilleribombardementer har i helt bogstavelig forstand en rystende virkning på uerfarne mænd.
Side 84: Alle bliver i deres stillinger her foran mig. Hver eneste én. Mine grenaderer, mine ingeniørtropper og mine kampvognsbesætninger - alle holder de deres stillinger. Ikke ën forlader sin post. De ligger stille i deres skyttehuller, for de er døde. De kan rapporterer til feltmarskalen, at Panser Lehr-divisionen er udslettet.
Side 124: drengede (typo for drengene)
Side 145: Bag minefelterne var der dragetænder. De stod på betonunderlag, som var mellem ti og tredive meter brede og sænket en meter eller to ned i jorden (for at forhindre, at der blev gravet sprængladninger ned under dem). På underlaget stod selve tænderne så som små pyramider, hvor toppen var skåret af. De var også fremstillet af jernbeton, og i forreste række var de omkring en meter høje, mens de i den bagerste var to meter. De var placeret forskudt, så en kampvogn ikke kunne køre igennem. Mellem dragetænderne lå der minefelter, pigtråd og bunkers, som var næsten usårlige over for artilleriild, og som var placeret, så tyskerne kunne lægge krydsild langs hele fronten. Den eneste måde at nedkæmpe disse bunkers på var at få infanteriet om bag dem, så det kunne angribe gennem deres bagindgang. Men bag den første række bunkers og dragetænderne lå der endnu en række, ofte en tredje og sommesider en fjerde.
Side 145: Siegfried-linjen var uden tvivl det mest formidable menneskeskabte forsvarsværk, der nogensinde er udtænkt. De omfattende systemer med dragetænder, bunkers, kommunikationsgrave, maskingeværstillinger og skyttehuller anlagt i dybden og støttet af et fint vejnet og de store autobahn-anlæg, der førte helt til Köln, Düsseldorf og andre produktionscentre mindre end halvtreds kilometer østpå, gav ikke blot tyskerne en fremragende forsvarsstilling, men også en base, hvorfra de kunne iværksætte en større offensiv.
Side 146: Den amerikanske hær havde ikke forberedt sig og ikke uddannet sit mandskab til at angribe Siegfried-linjen eller drive tyskerne ud af landsbyerne. Den måtte lære det undervejs. I gadekamp for eksempel måtte de lære den grundlæggende regel: Bliv væk fra gaderne. Den anden regel var her: En systematisk og tålmodig fremrykning giver resultater, mens dristighed og risikovillighed ikke gør det. Dette ville ikke være en nem lektie at lære for mænd, som lige var kørt gennem Frankrig i højt tempo.
Side 155: Byen er så død som en romersk ruin, men modsat ruiner har den ikke den værdighed, der følger med gradvist forfald.
Side 156: Krigen er i sandhed kommet til Tyskland og billeder af disse frygtelige scener burde nedkastes over hele landet for at vise indbyggerne, hvis de har i vente, hvis de fortsætter.
Side 159: Nordvesteuropa var et elendigt sted at være i november og december. Blandingen af slud, sne, regn, kulde, tåge, korte dage og lange nætter skreg på, at man skulle gå i lejr for vinteren, finde ly og beskæftige sig med noget indendørs. Vejene, som i forvejen var dårlige, blev forvandlet til mudderpøle af de militære køretøjer, og veteraner fortæller om mudder, der gik til anklerne og insisterer på, at de taler sandhed.
Side 167: Når amerikanerne mødte modstand, gik de i dækning og kaldte på artilleriet. I den tyske hær løste infanteriet selv sine problemer. Men de fleste amerikanske soldater anså brugen af sprængstof for sund fornuft, og ikke noget, der kunne kritiseres.
Side 181: Tyskerne var naturligvis begejstrede for, at amerikanerne ville angribe tropper i faste stillinger i en skov.
Side 186: Efterretninger fra levende kilder gjorde ikke meget indtryk på disse krigere fra det tyvende århundrede, som havde elektroniske apparater til at skaffe sig oplysninger om fjendens styrke.
Side 187: Den, som er hårdt presset, vil anse det største vovemod for den største visdom. - Clausewitz
Side 191: I virkeligheden stod 394. Regiment over for I SS Panserkorps, der skjulte sig mellem de smukke fyrretræer. Dette var en efterretningsbommert af første klasse.
Side 192: Disse enheder - som i forvejen er urimeligt pralende og arrogante - med den for dem så typiske totale mange på disciplin, deres velkendte hæmningsløse brutalitet kombineret med en betydelig mangel på sundt fornuft, havde en ligefrem ødelæggende virkning, og de viste sig i alle tilfælde at være et handicap for udførelsen af en systematisk kampindsats. -- en tysk divisionschefs mening om Waffen SS.
Side 257: Johnny Reb og Billy Yank.
Side 271: Det var dette ufattelige kunstige vejrlig, som jordlinge til tider skaber for andre jordlinge, når de ikke ønsker, at disse andre jordlinge skal bebo jorden længere. Granater springer mellem trætoppene med høje brag og regner knive, nåle og barberblade ned over skovbunden. Små stykker bly i kobberbeklædning flyver hid og did fra eksplosioner og suser forbi hurtigere end lyden.
Side 405: Der er kun én grund til, at vi er her, og den er, at vi skal udslette den fjende, som startede krigen. Der er kun én måde, vi kan udslette fjenden på, og det er at rykke ind på livet af ham. Lad os komme videre med det arbejde, vi blev sendt ud for at udføre, så vi kan komme hjem igen så hurtigt som muligt.
Side 451: Fra det tidspunkt, hvor de allierede kom over Rhinen og frem til krigens slutning, led alle, som blev dræbt, en unødvendig død.
Side 494: jugular (i betydning jugular vein, dvs halspulsåren) er oversat til røgsøjlen (det er ikke en god oversættelse).
Omslaget viser soldater på march i et vinterlandskab
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Ddag
Efterskrift: Stephen E. Ambrose
Oversat fra engelsk "Citizen Soldiers" af Ole Steen Hansen
Side 46: Den tyske general Fritz Bayerlein fra Panzer Lehr divisionen beskrev, hvordan Jabo'erne behandlede hans division den 7. juni: "Ved middagstid var det frygteligt. Hvert eneste køretøj var dækket med grene og kørte langs kanten af en skov. Vejkryds blev bombet og broer sprængt i luften. Mod dagens slutning havde jeg mistet fyrre tankbiler med brændstof og halvfems andre køretøjer. Fem af mine kampvogne var ødelagt, og det samme var fireogfirs halvbæltekøretøjer, trækkøretøjer og selvkørende kanoner." Det var svære tab, ikke mindst for en panserdivision, der indtil videre ikke selv havde affyret et eneste skud.
Side 51: De ledende tyske officerer i vest, feltmarskalerne Gerd von Rundstedt og Erwin Rommel, var helt klar over situationen. De havde ikke standset den allierede invasion på strandene, de havde ikke forhindret, at de allierede brohoveder blev kædet sammen, de havde ingen luftstøtte og manglede luftværnsvåben, enhederne led af kronisk brændstofmangel, til tider af mangel på ammunition, og de led svære tab. Rundstedt og Rommel var fortvivlede.
Side 53: Dette var det pure opspind. Hitler var tydeligvis vanvittig. Den tyske overkommando vidste det utvivlsomt, og officererne burde have sendt bud efter mændene med spændetrøjen. Men intet skete.
Side 55: Fjendens forsvarstaktik er fremragende og bliver hårdnakket ført ud i livet af nogle af de bedste soldater i Europa. Der er intet stift forsvar. Når de bliver angrebet, holder de ud så længe som muligt i deres velcamouflerede skyttehuller og trækker sig så tilbage til forberedte stillinger et lille stykke længere bagude. Der bliver øjeblikkeligt lagt forberedt ild fra artilleri og morterer over stillingerne, som de lige har forladt - også selvom der er enkelte af deres egne mænd i dem. Bombardementet bliver koordineret med modangreb fra infanteriet, så de kan generobre, hvad de lige har mistet. Fremragende taktik.
Side 66: Tyskernes forsyninger med madrationer og ammunition var lige akkurat tilstrækkelige, men der va ringen sanitetsforsyninger, og artilleriammunition var i alvorlig grad en mangelvare. Den tyske hær blev i højere og højere grad tvunget til at sætte sine svindende militære ressourcer ind ved selve frontlinjen, da den ikke havde styrker til at skabe et forsvar i dybden. Da tyskerne vidste, at der ikke var noget til at forhindre amerikanerne i at køre frem til den tyske grænse, hvis de brød igennem, gravede de tyske soldater sig længere ned og kæmpede hårdere.
Side 68: Vi må kæmpe til den bitre ende vel vidende, at det er af langt mere vital betydning at standse russerne, end det er at forhindre englændere og amerikanere i at løbe Tyskland over ende.
Side 70: Vore tropper går mismodige i kamp ved tanken om fjendens overvældende styrke i materiel. Følelsen af hjælpeløshed, når fjendens fly uhindret angriber, har en paralyserende virkning, og artilleribombardementer har i helt bogstavelig forstand en rystende virkning på uerfarne mænd.
Side 84: Alle bliver i deres stillinger her foran mig. Hver eneste én. Mine grenaderer, mine ingeniørtropper og mine kampvognsbesætninger - alle holder de deres stillinger. Ikke ën forlader sin post. De ligger stille i deres skyttehuller, for de er døde. De kan rapporterer til feltmarskalen, at Panser Lehr-divisionen er udslettet.
Side 124: drengede (typo for drengene)
Side 145: Bag minefelterne var der dragetænder. De stod på betonunderlag, som var mellem ti og tredive meter brede og sænket en meter eller to ned i jorden (for at forhindre, at der blev gravet sprængladninger ned under dem). På underlaget stod selve tænderne så som små pyramider, hvor toppen var skåret af. De var også fremstillet af jernbeton, og i forreste række var de omkring en meter høje, mens de i den bagerste var to meter. De var placeret forskudt, så en kampvogn ikke kunne køre igennem. Mellem dragetænderne lå der minefelter, pigtråd og bunkers, som var næsten usårlige over for artilleriild, og som var placeret, så tyskerne kunne lægge krydsild langs hele fronten. Den eneste måde at nedkæmpe disse bunkers på var at få infanteriet om bag dem, så det kunne angribe gennem deres bagindgang. Men bag den første række bunkers og dragetænderne lå der endnu en række, ofte en tredje og sommesider en fjerde.
Side 145: Siegfried-linjen var uden tvivl det mest formidable menneskeskabte forsvarsværk, der nogensinde er udtænkt. De omfattende systemer med dragetænder, bunkers, kommunikationsgrave, maskingeværstillinger og skyttehuller anlagt i dybden og støttet af et fint vejnet og de store autobahn-anlæg, der førte helt til Köln, Düsseldorf og andre produktionscentre mindre end halvtreds kilometer østpå, gav ikke blot tyskerne en fremragende forsvarsstilling, men også en base, hvorfra de kunne iværksætte en større offensiv.
Side 146: Den amerikanske hær havde ikke forberedt sig og ikke uddannet sit mandskab til at angribe Siegfried-linjen eller drive tyskerne ud af landsbyerne. Den måtte lære det undervejs. I gadekamp for eksempel måtte de lære den grundlæggende regel: Bliv væk fra gaderne. Den anden regel var her: En systematisk og tålmodig fremrykning giver resultater, mens dristighed og risikovillighed ikke gør det. Dette ville ikke være en nem lektie at lære for mænd, som lige var kørt gennem Frankrig i højt tempo.
Side 155: Byen er så død som en romersk ruin, men modsat ruiner har den ikke den værdighed, der følger med gradvist forfald.
Side 156: Krigen er i sandhed kommet til Tyskland og billeder af disse frygtelige scener burde nedkastes over hele landet for at vise indbyggerne, hvis de har i vente, hvis de fortsætter.
Side 159: Nordvesteuropa var et elendigt sted at være i november og december. Blandingen af slud, sne, regn, kulde, tåge, korte dage og lange nætter skreg på, at man skulle gå i lejr for vinteren, finde ly og beskæftige sig med noget indendørs. Vejene, som i forvejen var dårlige, blev forvandlet til mudderpøle af de militære køretøjer, og veteraner fortæller om mudder, der gik til anklerne og insisterer på, at de taler sandhed.
Side 167: Når amerikanerne mødte modstand, gik de i dækning og kaldte på artilleriet. I den tyske hær løste infanteriet selv sine problemer. Men de fleste amerikanske soldater anså brugen af sprængstof for sund fornuft, og ikke noget, der kunne kritiseres.
Side 181: Tyskerne var naturligvis begejstrede for, at amerikanerne ville angribe tropper i faste stillinger i en skov.
Side 186: Efterretninger fra levende kilder gjorde ikke meget indtryk på disse krigere fra det tyvende århundrede, som havde elektroniske apparater til at skaffe sig oplysninger om fjendens styrke.
Side 187: Den, som er hårdt presset, vil anse det største vovemod for den største visdom. - Clausewitz
Side 191: I virkeligheden stod 394. Regiment over for I SS Panserkorps, der skjulte sig mellem de smukke fyrretræer. Dette var en efterretningsbommert af første klasse.
Side 192: Disse enheder - som i forvejen er urimeligt pralende og arrogante - med den for dem så typiske totale mange på disciplin, deres velkendte hæmningsløse brutalitet kombineret med en betydelig mangel på sundt fornuft, havde en ligefrem ødelæggende virkning, og de viste sig i alle tilfælde at være et handicap for udførelsen af en systematisk kampindsats. -- en tysk divisionschefs mening om Waffen SS.
Side 257: Johnny Reb og Billy Yank.
Side 271: Det var dette ufattelige kunstige vejrlig, som jordlinge til tider skaber for andre jordlinge, når de ikke ønsker, at disse andre jordlinge skal bebo jorden længere. Granater springer mellem trætoppene med høje brag og regner knive, nåle og barberblade ned over skovbunden. Små stykker bly i kobberbeklædning flyver hid og did fra eksplosioner og suser forbi hurtigere end lyden.
Side 405: Der er kun én grund til, at vi er her, og den er, at vi skal udslette den fjende, som startede krigen. Der er kun én måde, vi kan udslette fjenden på, og det er at rykke ind på livet af ham. Lad os komme videre med det arbejde, vi blev sendt ud for at udføre, så vi kan komme hjem igen så hurtigt som muligt.
Side 451: Fra det tidspunkt, hvor de allierede kom over Rhinen og frem til krigens slutning, led alle, som blev dræbt, en unødvendig død.
Side 494: jugular (i betydning jugular vein, dvs halspulsåren) er oversat til røgsøjlen (det er ikke en god oversættelse).
Similar in this library
Pages
551
DDC/MDS
| 940.5421 |