Status
Available
Call number
Library's review
Frankrig, Luçon, ca 1942
Indeholder "1. Toldbetjentens kone", "2. 'Sig mig engang ...'", "3. Et spor?", "4. Rettens strenge øje", "5. En uventet tilståelse", "6. De to englænderinder i Versailles", "7. Politikommissæren kan fortælle Dem det hele ...", "8. Et ejendommeligt syn", "9.
Kriminalkommisær Jules Maigret er faldet i unåde og er blevet forflyttet til Luçon, hvor han nu på tredje måned keder sig. Hans kone er selvfølgelig flyttet med og de bor i en lejlighed ovenpå en klaverforretning. Det er blevet kendt i lokalområdet at han er der, så en dag kommer den gamle kone (på 64 år) Adine Hulot (kaldet Didine) fra Aiguillon og fortæller om naboen, dommeren Forlacroix. Hendes mand, Justin Hulot, er gået på pension efter at have været toldbetjent i mange år og det er ham, der har set at dommeren har et lig liggende. Forleden var der fest ved dommeren og Hulots kan med lidt besvær og en stige se ind i dommerens hus. Justin var ude at beskære træer og stående på stigen, kunne han se at der lå en mand på gulvet i et værelse ovenpå. Justin gætter på at dommeren venter på højvande for at kunne slippe af med liget, så han har sendt Dedine afsted efter Maigret. Historien lyder for skør til ikke at være sand, så Maigret ofrer en taxatur til Aiguillon for at se efter. Dedine bliver sat af lidt udenfor byen og Maigret tager ind på det lokale hotel. Justin har allerede været der i en times tid og holdt øje med dommerens hus. Liget er flyttet væk fra værelset og højvandet topper snart. Ganske som Hulot har forudsagt, kommer dommeren trækkende med et lig indsyet i to kulsække. Da Maigret tiltaler ham, resignerer han og de trækker liget ind i huset igen. Maigret sender Hulot hen for at tilkalde betjenten Méjat fra Luçon pr telefon og helst lidt diskret, så resten af byen ikke får det at vide. Imens går Maigret og Forlacroix ind i huset og snakker sammen.
Huset er hyggeligt og fyldt med tusindvis af bøger. Dommeren byder på cognac og fortæller at han intet kender til den afdøde i sækken. De drikker cognac sammen og dommeren fortæller om at han i tirsdags havde besøg af nogle gæster. Hans datter var gået i seng og da hun har det med at gå i søvne, havde han låst døren. Hans søn, Albert, kom på besøg og ventede ovenfor trappen på at gæsterne gik. De snakkede sammen og Albert gik igen. Næste dag opdagede dommeren så at der lå en ukendt mand med knust hoved i hans pulterkammer. Dommeren kiggede i ligets lommer uden at finde noget spor af hans identitet og så tænkte han at det bedste ville være at liget blev fundet et andet sted, så han syede det ind i to kulsække og ventede på det rette tidevand et par dage efter.
Maigret og dommeren sprætter kulsækkene op igen og Méjat dukker op i rette tid til at være med. Maigret vil orientere statsadvokaten i La Roche-sur-Yon og dommeren klager sig, fordi han stadig håber at slippe for at blive indblandet. Maigret sætter ham grundigt på plads. Da han borer mere i sagen viser det sig at datteren Lise er mandegal. En af fiskerne, Marcel Airaud, kommer regelmæssigt på besøg og huset er så nemt som en vindmølle at komme ind i.
Dommeren er heller ikke enkemand, men har forstødt sin kone, Valentine Constantinesco, efter at han fandt hende i seng med en barsanger. Han var dog ikke dum, for allerede inden han giftede sig med hende var hun meget løs på tråden. Det fortsatte og deres to børn, Albert og Lise ligner ham ikke så meget. Albert er stor som Herkules og Lise er særdeles rødhåret. Men barsangeren var dråben, der fik bægeret til at flyde over og han greb en revolver og dræbte barsangeren. Så verfede han konen ud og gav hende en stor check og fortalte hende at hun ikke skulle komme tilbage. Liget af barsangeren gravede han ned ved et lille havebassin og Maigret har ikke svært ved at finde skelettet, da han tager ud til huset i Versailles. Dommer Forlacroix var 35, da han mødte Valentine og børnene Albert og Lise var 12 og 8 år, da han smed Valentine på porten og flyttede til Aiguillon. Valentine bor nu sammen med en rig og gammel kakao-hollænder i Nizza, Horace Van Usschen.
Den døde fra pulterkammeret bliver identificeret som Émile Janin, 34 årig læge. Han gjorde en overgang tjeneste som skibslæge på Vengeur, hvor Marcel Airaud aftjente sin værnepligt i søværnet. På den lokale kro arbejder Thérèse på 24 år, som har et barn udenfor ægteskab, måske med Marcel som faderen. Dommer Forlacroix var helt klar over Lises tilstand, så han accepterede Marcels besøg og havde endda kontaktet ham en aften. Om et par måneder skulle Marcel og Lise være gift. Maigret lokker Valentine til at komme og hun fortæller at hun for et par måneder siden opsøgte Forlacroix i den hensigt at få skilsmisse for Horace er 78 år, så hun vil giftes med ham for at arve hans penge.
Maigret tager Albert ind til en snak. Han får at vide at Albert for lang tid siden blev bevidst om at Forlacroix ikke er hans rigtige far. For en læge kom på besøg og tog blodprøver og Forlacroix ændrede holdning til Albert bagefter. Albert benægter at være ven med Marcel Airaud, men lidt senere sender Maigret en betjent ud til Alberts hus og han finder Marcel, arresterer ham og tager ham med tilbage til Maigret. Med lidt hjælp fra Didine har Maigret nu stykket det hele sammen.
Lise har det med at få anfald og blive bims, men ind imellem dem er hun bare mandegal. Marcel er blevet lokket til at ville gifte sig med hende, men Marcels mor er ikke så dum, så hun får ham på den ide at en læge skal kigge på Lise først.
Albert og Marcel tager begge ind til Janin og får ham med på at undersøge Lise. Det er Albert, der lukker ham ind, mens dommeren spiller bridge. Og det er Albert, der må høre at Janin mener at Lise hører hjemme på et hospital og ikke som nogens kone. Og at hun er gravid i tredje måned. Og det er Albert der går amok og smadrer hovedet på Janin. For Albert er heller ikke helt normal. Mens Marcel venter udenfor hvilket Thérèse kan bevidne. Albert bilder Marcel ind at det var Lise, der slog Janin ihjel, men det er jo noget vås. Så Marcel går helt fri. Lise kommer på et privatdrevet sygehjem og Albert og dommeren ryger sikkert i fængsel.
Den lokale betjent, Méjat, får ikke nogen fordelagtig omtale. Han ler af anmelderen Adine og stinker af brillantine. Adine og Justin Hulot er sure på dommeren fordi han ikke ville ansætte dem til at passe huset. Derfor udspionerer de ham og stikker ham til Maigret.
Overraskende godt plot, som jeg i alt fald troede på, mens jeg læste bogen.
Indeholder "1. Toldbetjentens kone", "2. 'Sig mig engang ...'", "3. Et spor?", "4. Rettens strenge øje", "5. En uventet tilståelse", "6. De to englænderinder i Versailles", "7. Politikommissæren kan fortælle Dem det hele ...", "8. Et ejendommeligt syn", "9.
Show More
'Stroppeturen'", "10. Madspekulationer", "11. Doktorens pige".Kriminalkommisær Jules Maigret er faldet i unåde og er blevet forflyttet til Luçon, hvor han nu på tredje måned keder sig. Hans kone er selvfølgelig flyttet med og de bor i en lejlighed ovenpå en klaverforretning. Det er blevet kendt i lokalområdet at han er der, så en dag kommer den gamle kone (på 64 år) Adine Hulot (kaldet Didine) fra Aiguillon og fortæller om naboen, dommeren Forlacroix. Hendes mand, Justin Hulot, er gået på pension efter at have været toldbetjent i mange år og det er ham, der har set at dommeren har et lig liggende. Forleden var der fest ved dommeren og Hulots kan med lidt besvær og en stige se ind i dommerens hus. Justin var ude at beskære træer og stående på stigen, kunne han se at der lå en mand på gulvet i et værelse ovenpå. Justin gætter på at dommeren venter på højvande for at kunne slippe af med liget, så han har sendt Dedine afsted efter Maigret. Historien lyder for skør til ikke at være sand, så Maigret ofrer en taxatur til Aiguillon for at se efter. Dedine bliver sat af lidt udenfor byen og Maigret tager ind på det lokale hotel. Justin har allerede været der i en times tid og holdt øje med dommerens hus. Liget er flyttet væk fra værelset og højvandet topper snart. Ganske som Hulot har forudsagt, kommer dommeren trækkende med et lig indsyet i to kulsække. Da Maigret tiltaler ham, resignerer han og de trækker liget ind i huset igen. Maigret sender Hulot hen for at tilkalde betjenten Méjat fra Luçon pr telefon og helst lidt diskret, så resten af byen ikke får det at vide. Imens går Maigret og Forlacroix ind i huset og snakker sammen.
Huset er hyggeligt og fyldt med tusindvis af bøger. Dommeren byder på cognac og fortæller at han intet kender til den afdøde i sækken. De drikker cognac sammen og dommeren fortæller om at han i tirsdags havde besøg af nogle gæster. Hans datter var gået i seng og da hun har det med at gå i søvne, havde han låst døren. Hans søn, Albert, kom på besøg og ventede ovenfor trappen på at gæsterne gik. De snakkede sammen og Albert gik igen. Næste dag opdagede dommeren så at der lå en ukendt mand med knust hoved i hans pulterkammer. Dommeren kiggede i ligets lommer uden at finde noget spor af hans identitet og så tænkte han at det bedste ville være at liget blev fundet et andet sted, så han syede det ind i to kulsække og ventede på det rette tidevand et par dage efter.
Maigret og dommeren sprætter kulsækkene op igen og Méjat dukker op i rette tid til at være med. Maigret vil orientere statsadvokaten i La Roche-sur-Yon og dommeren klager sig, fordi han stadig håber at slippe for at blive indblandet. Maigret sætter ham grundigt på plads. Da han borer mere i sagen viser det sig at datteren Lise er mandegal. En af fiskerne, Marcel Airaud, kommer regelmæssigt på besøg og huset er så nemt som en vindmølle at komme ind i.
Dommeren er heller ikke enkemand, men har forstødt sin kone, Valentine Constantinesco, efter at han fandt hende i seng med en barsanger. Han var dog ikke dum, for allerede inden han giftede sig med hende var hun meget løs på tråden. Det fortsatte og deres to børn, Albert og Lise ligner ham ikke så meget. Albert er stor som Herkules og Lise er særdeles rødhåret. Men barsangeren var dråben, der fik bægeret til at flyde over og han greb en revolver og dræbte barsangeren. Så verfede han konen ud og gav hende en stor check og fortalte hende at hun ikke skulle komme tilbage. Liget af barsangeren gravede han ned ved et lille havebassin og Maigret har ikke svært ved at finde skelettet, da han tager ud til huset i Versailles. Dommer Forlacroix var 35, da han mødte Valentine og børnene Albert og Lise var 12 og 8 år, da han smed Valentine på porten og flyttede til Aiguillon. Valentine bor nu sammen med en rig og gammel kakao-hollænder i Nizza, Horace Van Usschen.
Den døde fra pulterkammeret bliver identificeret som Émile Janin, 34 årig læge. Han gjorde en overgang tjeneste som skibslæge på Vengeur, hvor Marcel Airaud aftjente sin værnepligt i søværnet. På den lokale kro arbejder Thérèse på 24 år, som har et barn udenfor ægteskab, måske med Marcel som faderen. Dommer Forlacroix var helt klar over Lises tilstand, så han accepterede Marcels besøg og havde endda kontaktet ham en aften. Om et par måneder skulle Marcel og Lise være gift. Maigret lokker Valentine til at komme og hun fortæller at hun for et par måneder siden opsøgte Forlacroix i den hensigt at få skilsmisse for Horace er 78 år, så hun vil giftes med ham for at arve hans penge.
Maigret tager Albert ind til en snak. Han får at vide at Albert for lang tid siden blev bevidst om at Forlacroix ikke er hans rigtige far. For en læge kom på besøg og tog blodprøver og Forlacroix ændrede holdning til Albert bagefter. Albert benægter at være ven med Marcel Airaud, men lidt senere sender Maigret en betjent ud til Alberts hus og han finder Marcel, arresterer ham og tager ham med tilbage til Maigret. Med lidt hjælp fra Didine har Maigret nu stykket det hele sammen.
Lise har det med at få anfald og blive bims, men ind imellem dem er hun bare mandegal. Marcel er blevet lokket til at ville gifte sig med hende, men Marcels mor er ikke så dum, så hun får ham på den ide at en læge skal kigge på Lise først.
Albert og Marcel tager begge ind til Janin og får ham med på at undersøge Lise. Det er Albert, der lukker ham ind, mens dommeren spiller bridge. Og det er Albert, der må høre at Janin mener at Lise hører hjemme på et hospital og ikke som nogens kone. Og at hun er gravid i tredje måned. Og det er Albert der går amok og smadrer hovedet på Janin. For Albert er heller ikke helt normal. Mens Marcel venter udenfor hvilket Thérèse kan bevidne. Albert bilder Marcel ind at det var Lise, der slog Janin ihjel, men det er jo noget vås. Så Marcel går helt fri. Lise kommer på et privatdrevet sygehjem og Albert og dommeren ryger sikkert i fængsel.
Den lokale betjent, Méjat, får ikke nogen fordelagtig omtale. Han ler af anmelderen Adine og stinker af brillantine. Adine og Justin Hulot er sure på dommeren fordi han ikke ville ansætte dem til at passe huset. Derfor udspionerer de ham og stikker ham til Maigret.
Overraskende godt plot, som jeg i alt fald troede på, mens jeg læste bogen.
Show Less
Genres
Publication
[Kbh.] : Carit Andersen, [1967].
Description
'Compelling, remorseless, brilliant' John Gray He went out, lit his pipe and walked slowly to the harbour. He could hear scurrying footsteps behind him. The sea was becoming swollen. The beams of the lighthouses joined in the sky. The moon had just risen and the judge's house emerged from the darkness, all white, a crude, livid, unreal white. Exiled from the Police Judiciare in Paris, Maigret bides his time in a remote coastal town of France. There, among the lighthouses, mussel farms and the eerie wail of foghorns, he discovers that a community's loyalties hide unpleasant truths. Penguin is publishing the entire series of Maigret novels in new translations. This novel has been published in a previous translation as Maigret in Exile. 'One of the greatest writers of the twentieth century . . . Simenon was unequalled at making us look inside, though the ability was masked by his brilliance at absorbing us obsessively in his stories' Guardian 'A supreme writer . . . unforgettable vividness' Independent… (more)
User reviews
LibraryThing member copyedit52
When Inspector Maigret operates outside Paris and the daily habits and routines the steady reader comes to expect, a certain je ne sais quoi is missing ... as in this more intricate than usual (for Simenon) mystery.
LibraryThing member ffortsa
Maigret has been exiled to the coast and has nothing to do, which makes him morose. But murder happens everywhere, after all.
LibraryThing member BooksForDinner
A dead body, mussel farmers, a snooping elderly couple, yet another female character of questionable mental fitness...what's not to love about Simenon?
LibraryThing member thorold
Simenon was obviously running out of excuses for having Maigret investigate so many crimes at the seaside by the time he got to this book: we are simply told that the Commissaire got into an (unexplained) conflict with his bosses in the Ministry of Justice and as a result was transferred from his
Interesting, as another reviewer points out, that this was written for serial publication in the winter of 1939-40 and published in book form after the German occupation, but there is no overt reference to current events at all: obviously Simenon felt that what his public wanted in a crime story was escapism.
Fun aside: the retired douanier and his wife who act as Maigret's informants in this story are M and Mme Hulot. Could just be a coincidence, but St-Marc-sur-mer, where Jacques Tati's famous character took his holidays on his first appearance in 1953, is only about 100km up the coast from L'Aiguillon.
Show More
senior role in Paris to the small, provincial outpost of Luçon in the Vendée. Fortunately, a corpse turns up in the nearby fishing port of L'Aiguillon. It's almost a perfect setting for a Maigret: the corpse is discovered in the house of a respectable, cultivated gentleman; one of the chief witnesses is a gossipy old woman, another a servant girl of dubious morals; and all the men of the village farm mussels and have a life that revolves around the cycle of the tides. There's not all that much mystery about the who and how of the actual crime, so the investigation is really all about Maigret getting into the minds of the people involved and digging into the why. Which is what he likes to do most (apart from eating fresh shellfish, of course)...Interesting, as another reviewer points out, that this was written for serial publication in the winter of 1939-40 and published in book form after the German occupation, but there is no overt reference to current events at all: obviously Simenon felt that what his public wanted in a crime story was escapism.
Fun aside: the retired douanier and his wife who act as Maigret's informants in this story are M and Mme Hulot. Could just be a coincidence, but St-Marc-sur-mer, where Jacques Tati's famous character took his holidays on his first appearance in 1953, is only about 100km up the coast from L'Aiguillon.
Show Less
LibraryThing member EricCostello
This particular novel was finished in January, 1940, but not published until after the occupation started; it was finally published in 1942. Thus, the notion of Inspector Maigret being "in exile" and "in disgrace" takes on a curious turn that Simenon may not have fully intended. The war does not
Show More
intrude on this story, which takes place (like "The Misty Harbour" does) on the coast of France, in a mussel-growing area. Here, Maigret must unravel a mystery regarding a mentally ill young girl, her suitor, and her parents; namely, why did a doctor turn up dead in the house where she lives? The mystery here is better than the one in "The Misty Harbour," in that it was a lot more logical. Recommended. Show Less
Subjects
Language
Original language
French
Physical description
156 p.; 18.4 cm
Local notes
Omslag: Ikke angivet
Omslaget viser to mænd, der ser ud til at nidstirre hinanden
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra fransk "La Maison du Juge" af Mogens Knudsen
Maigret, bind 21
Side 10: Han hører til de mennesker, som aldrig drikker, og som aldrig siger mere, end han kan stå ved. Min mand, forstår De, er en af dem, der tænker over tingene. Han har jo ikke for ingenting været i statens tjeneste i femogtredive år.
Side 43: Mouclade - muslinger i flødesovs.
Side 95: ... ikke af dem, der fandt sig i noget, han ikke havde lyst til at finde sig i.
Omslaget viser to mænd, der ser ud til at nidstirre hinanden
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra fransk "La Maison du Juge" af Mogens Knudsen
Maigret, bind 21
Side 10: Han hører til de mennesker, som aldrig drikker, og som aldrig siger mere, end han kan stå ved. Min mand, forstår De, er en af dem, der tænker over tingene. Han har jo ikke for ingenting været i statens tjeneste i femogtredive år.
Side 43: Mouclade - muslinger i flødesovs.
Side 95: ... ikke af dem, der fandt sig i noget, han ikke havde lyst til at finde sig i.
Similar in this library
Series
Pages
156
DDC/MDS
| 843.912 |