Inside Room 40 : the codebreakers of World War 1

by Paul Gannon

Hardcover, 2010

Status

Available

Call number

940.48641

Library's review

Indeholder "Acknowledgements", "List of Tables", "Introduction", "1. Germany's War Signals", "2. Room 40: Birth of a Legend", "3. Code Capture", "4. Codes and Ciphers", "5. Message Makers", "6. Message Takers", "7. Message Breakers", "8. Counter-blockade", "9. 'For You The War is Over'", "10. 'The
Show More
Pillars of Hercules Have Fallen'", "11. Inside Room 40", "12. Codebreakers", "13. The Spanish Interception", "14. 'Most Secret, Decipher Yourself'", "15. '97756=Zimmermann'", "16. On Timing and Treachery", "17. Applied Intelligence", "18. War, Revolution and Peace", "19. After the War", "Epilogue", "Notes", "Bibliography", "Index".

Zimmermann telegrammet, der trak USA ind i krigen, bliver nævnt i starten, men det begynder med de første signaler på krigsforberedelser, distribution af kodebøger, overvejelser om hvor Tyskland kan købe kul til sine krigsskibe og hvor de diskret kan tage det ombord. Men krigen starter dårligt for tyskerne og deres krigsskibe. Det lykkes ikke at skade briternes telegrafnetværk synderligt og til gengæld bliver tyskernes krigsskibe opsporet og uskadeliggjort. Ved udgangen af 1914 er resterne af tyskernes flåde skræmt hjem til Tyskland. Tyskernes telegrafkabler er næsten alle blevet klippet over, så de er nødt til at bruge trådløs kommunikation og fx vil amerikanerne kun tillade kodede telegrammer, hvis de får en kopi af kodebogen.
I England er man til gengæld ikke forberedt på at dekode tyskernes trådløse kommunikation, men efterretningschefen Henry Oliver får hurtigt fat på vennen Sir Alfred Ewing. Men det er formentlig en dækhistorie, for englænderne havde længe været i gang og Ewing var lidt af et universalgeni indenfor ingeniørvidenskab. Både hæren og flåden har kodebrydere.
1810, et engelsk skib, Sirius, og en fransk ø, Île de France og Bourbon Island (nu Réunion). Englænderne overrumpler Île de Passe, hvor et fort beskytter Île de France, og får fat i kodebøgerne, men har alligevel ikke held til at erobre Île de France i den omgang.
I første verdenskrig blev flere tyske kodebøger opsnappet. Russerne nappede tre kopier af SKM (Signalbuch der Keiserlichen Marine) fra krydseren Magdeburg, der løb på grund i august 1914. Den ene kopi blev givet til englænderne, der gjorde god brug af den. De tyske handelsskibe brugte også en kode, Handelsschiffsverkehrsbuch (HVB), men den havde englænderne også en kopi af fra et raid på handelsskibet Hobart. Flådens kodebrydere flytter fil Room 40 (Old Building) for at være i fred for besøgende.
Telegrammer bliver brugt meget fra opfindelsen af telegrafen ca 1840 og frem og kodebøger bliver brugt både for at skjule meningen og for at spare penge. Specialiserede kodebøger og meget store kodebøger så dagens lys. Men der var ikke noget kryptografi involveret. Og det er råddent med en stor kodebog, for det betyder at meget få af koderne nogensinde bliver brugt og så er det meget nemmere at gætte meningen. Tyskerne brugte dårligr designede kodebøger, en noget simpel kodning og skiftede nøgler alt for sjældent.
Den tyske flåde var en tilføjelse til hæren, hvor den britiske var højt prioriteret og lagde beslag på 25% af skatteindtægterne.
Guglielmo Marconi producerede gnistsendere og satte en ære i at have meget følsomme modtagere, så englænderne kunne tydeligt høre meddelelser som tyskerne troede var umulige at aflytte på den afstand. Marconi lejede udstyr og telegrafister ud, så fx var Titanic udstyret med en Marconi sender og to telegrafister, Jack Philips og Harold Bride, da skibet forulykkede 15 april 1912.
Organisationen omkring Room 40 bliver større og bredere, Ewing bliver ældre og hans indflydelse mindre. Samtidig holder flådeministeren Winston Churchill dekodningerne meget hemmelige, så de er svære at bruge operationelt. Flåden bliver heller ikke brugt som Jellicoe gerne ville, så måske er den centrale styring af den britiske flåde her i første verdenskrig lige så uhensigtsmæssig som Hitlers centrale styring af den tyske hær i anden verdenskrig?
Tyskerne fik listet en ubåd U-18 ind i Scapa Flow i november 1914, men dels var der tomt og øde og dels blev ubåden opdaget og tvunget til at overgive sig, så det var en komplet fiasko.
På landjorden bliver krigen til en skyttegravskrig og telegraf og telefonlinier overtager trådløs kommunikation, så kodebryderne får en stor nedgang i arbejdsmængden. Det er dog umuligt at angribe og slæbe telefonlinier med, så en slags trådløs jordtelegrafi vinder frem. Men den kan aflyttes og det kan telefonlinierne også, hvilket englænderne var lidt længe om at opdage. Mod slutningen af krigen er der masser af trådløse sendere og modtagere over det hele på begge sider. Malcolm Hay bliver såret i starten af krigen og bliver udvekslet med sårede tyskere og sendt hjem, men han vil ikke sidde og trille tommelfingre og da han er lidt af et sproggeni, bliver han værdsat i hærens dekodningsafdeling. Efter krigen bryder han en gammel kode fra 1675 for sjovs skyld.
Englænderne prøver også med julelege som at få andre landes diplomater til at svare på henvendelser, som kræver at de sender forespørgslen hjem og spørger. Det giver mulighed for et klartekstsangreb. Tyskerne kommunikerer med deres ambassadør i USA ved at få det sendt via Sverige. Det opdager englænderne og opsnapper alt. Tyskerne går mere og mere over til at bruge kodebøger i felten, men det har også sine begrænsninger og englændernes bliver ret ferme til at bruge koderne, når der kommer nye kodebøger. Der er også antydninger af at englænderne begynder at bruge maskiner til at bryde tyskernes koder med, så forløberne for Bletchly Parks Bomber og Colossus er måske allerede at finde her?
William Regninald 'Blinker' Hall bliver sammenlignet med Walsingham under dronning Elizabeth I i 1560'ërne. Han var god til intriger og da en irsk nationalist Sir Roger Casement var blevet dødsdømt for forræderi, men havde udsigt til benådning, lod Hall det sive at Roger var homeseksuel og han blev henrettet.
De aflytter den tyske ambassade i Spanien, men de har det med at se spøgelser og engelsk indblanding alle vegne. Måske er det næsten skadeligt at bryde deres kodede telegrammer? Spanien er neutralt under krigen og ikke begejstret over tyskernes ideer om total ubådskrig. I starten af 1917 sender den tyske udenrigsminister Zimmerman to telegrammer til den tyske ambassade i Washington. Ideen er at få Mexico til at gå ind i krigen på tysk side. Wilson offentliggør telegrammet og efter lidt tid bekræfter Zimmerman det. Wilson trækker USA ind i krigen den 6 april 1917 efter at tyskerne har brugt deres ubåde til at sænke tre amerikanske (dvs neutrale) skibe. "We accept this challenge of hostile purpose." Tyskerne er i klemme, for en flådeblokade forhindrer dem i at få varer og mad, så ubådskrigen er et forsøg på at gøre det samme ved englænderne. Den engelske admiralitet vil ikke bruge konvojer til at beskytte handelsskibene med (den vil hellere bruge flåden offensivt), så de første måneder er virkelig dyre lærepenge. I to uger af april 1917 sænker tyskerne 400.000 tons skibskapacitet og 373 skibe går tabt i den måned. Og englænderne er heller ikke gode til at sænke ubåde, så de tyske tab af ubåde er lette at erstatte. Men USA går ind i krigen og konvojsejlads bliver reglen og dekodede tyske beskeder bliver født direkte ind i styringen af konvojerne, så de kan undgå kendte ubåde. Ikke en eneste amerikansk soldat bliver ramt af ubådskrigen, hvilket er i skarp kontrast til tyskernes trussel om at ikke en eneste amerikansk soldat ville nå frem. Ved slutningen af 1917 er der over 100.000 amerikanske soldater i Europa. Tyskernes planer for at vinde krigen er ved at gå helt i vasken.
Tyskerne og englænderne førte også luftkrig. Tyskernes zeppelinere kunne kun navigere sikkert i godt vejr og god sigt, så de sendte beskeder tilbage til hjemlandet og fik en radiopejlet position tilbage. Men den kunne englænderne jo også fint bruge. Udover at deres radiopejling også gav en position. Zeppelinerne havde ordre til kun at have den lavest rangerende kodebog med ombord, men den blev ikke altid fulgt. Så englænderne vandt også den første krig om England.
Tyskerne satser på en storoffensiv på vestfronten efter at de har sluttet en fordelsagtig fredsaftale med russerne (ovenpå deres revolution). Men den løber ud i sandet. Tabene på både engelsk/fransk side og på tysk side er voldsomt store, men amerikanerne erstatter let de engelsk/franske tab, mens tyskerne er løbet tør for reserver. Tyskerne taber krigen og må slutte fred.

Malcolm Hay fik hærens kodebrydere til at brænde stort set alt deres materiale efter krigen, men heldigvis blev Room 40 papirerne bevaret, men holdt hemmeligt.
Efter krigen var admiral Jellicoe voldsomt sur over ikke at kunne nævne de efterretningstelegrammer han fik forud for Slaget ved Jylland. Men det var sikkert rigtigt at holde den kilde hemmelig, så den kunne bruges igen i næste krig. Official Secrets Act er en effektiv trussel mod åbenmundede. Men amerikanerne får en udenrigsminister, Henry L. Stimson, som mener at gentlemen ikke læser andres breve, så han nedlægger deres Black Chamber og en Herbert Yardley skriver en bog, der røber både amerikanske og engelske hemmeligheder, fx at flådens Room 40 ikke var noget opfundet undervejs i krigen, men en lang tradition for at opsnappe og kopiere alt, der kom over telegraflinierne og holde et register over afsender, modtager og alt og alle nævnt i dem.
Woodrow Wilson er imod intervention og ser verdenskrigen som en kamp mellem to imperier. I slutningen af 1916 har slagene ved Verdun og Somme vist at hærslag ikke er vejen til sejr. I stedet hælder tyskerne til ubådskrig.

Bogen her er skrevet efter Paul Gannons bog om anden verdenskrigs britiske kodebrydere Colossus og i modsætning til den, så har der været store mængder af tilgængelig information om første verdenskrigs kodebrydere. Til gengæld er der ikke den store medrivende historie. Englænderne samlede nogle informationer ind og brugte dem på middelmådig vis.
Show Less

Publication

Hersham, Surrey : Ian Allen Pub., 2010.

Description

In August 1914, the German cruiser Magdeburg ran aground off the Estonian coast. Onboard the Magdeburg was a collection of cladestine codebook and maps, containing coded squares, which offered valuable clues as to the whereabouts of the German High Seas Fleet. This is the codebreakers who worked within the confines of Room 40.

Language

Original language

English

Physical description

287 p.; 23.5 cm

ISBN

9780711034082

Local notes

Omslag: Paul Gannon
Omslaget viser et kodet telegram med masser af ciffergrupper - Zimmermann telegrammet som er gengivet mellem side 144 og side 145 i bogen
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 219: The dictators were the victors of the Battle of Tannenberg in August 1914, where a Russian army had been enveloped and destroyed by a German army commanded by Paul von Hindenburg and Eric Ludendorff.
Side 219: The hard work of determining policy and seeing that it was carried out was the task of Ludendorff, a notable ill-tempered misanthropic and mentally fragile army leader (at a time when such attributes were not in short supply among the top military commanders and monarchs of Europe).

Pages

287

Library's rating

Rating

½ (3 ratings; 3.7)

DDC/MDS

940.48641
Page: 0.2304 seconds