Status
Available
Call number
Library's review
Danmark, København, Vesterbro, ca 1984
En rig kunstsamler Eric Liljencrone er i 60'erne og er direktør for Liljencrone Invest og bor Drachmannsvej 5, Frederiksberg. Nogen sender et anonymt brev til Bladet og spørger hvor Eric er henne? Vor Navnløse Journalist tager kontakt til politiet og de
To malerier (af Jackson Pollack og Fernand Léger) bliver stjålet fra Liljencrones lejlighed og politimanden Falk bliver slået ned ved samme lejlighed. Ehlers er ret muggen. Otzen og journalisten bliver kaldt ind til lighuset for at identificere Moritz, men liget er ikke ham. I stedet er det Marcus, som journalisten genkender, men holder mund med. Senere viser det sig at det er Marcus Willy Fontana. Et af de andre lig i lighuset er dog Moritz. Det viser sig at han nok bare har været uheldig og ligne Marcus. På Café Christopher er dørmanden og hans bror, dvs Flemming og Allan Hoff ikke så meddelsomme. Det ender med at betjenten Kaspersen bliver slået ned og at Ehlers er nødt til at trække pistolen for at få dem anholdt. Formentlig vil deres nat gå med at falde ned fra briksen, slå tænderne ud, snuble rundt på gulvet og spontant af fri vilje komme til at slå sylten ind i væggen.
Journalisten sætter skub i opklaringen ved at bruge sin gamle bekendte, den tidligere indbrudstyv, Frank, til at komme ind i Cortzens lejlighed om natten. Her finder han de to stjålne malerier, men Cortzen overrasker ham og truer ham med en pistol. Cortzen overvejer længe om det bedste ikke vil være at skyde journalisten, så inden konklusionen er helt klar, forsøger journalisten af undslippe. Han bliver faktisk strejfet af en kugle, men så dukker Ehlers og hans mænd op og Ehlers er nødt til at skyde og dræbe Cortzen, Det viser sig at Cortzen var afhængig af kokain. Og fik det smuglet ind i rammerne på dyre malerier, som Liljencrone handlede med. Derfor blev de to malerier stjålet. Ikke fordi de var meget værd, men fordi politiet ville finde kokain i rammerne, hvis de kiggede grundtigt på dem. Det var brødrene Hoff, der huggede malerierne for Cortzen og derfor hænger de også på narkosagen.
Irene Liljencrone indrømmer villigt at det var hende, der sendte det anonyme brev, der fik politiet på banen. Hun står nu til at arve en hel masse penge.
Journalistens gravide kæreste, Gitte Bristol, gætter på Irene spillede på politi og presse som på et klaver. Det er sikkert rigtigt.
Underholdende gang ordgejl. Det her er fra lige inden Aids-epidemien ramte med bøsserne og bløderne som kanonføde. Den første døde kendis var Kim Schumacher i 1990, men han fik diagnosen i 1988.
En rig kunstsamler Eric Liljencrone er i 60'erne og er direktør for Liljencrone Invest og bor Drachmannsvej 5, Frederiksberg. Nogen sender et anonymt brev til Bladet og spørger hvor Eric er henne? Vor Navnløse Journalist tager kontakt til politiet og de
Show More
finder Eric liggende dræbt på køkkengulvet i sin store lejlighed. Han plejede at ringe til sin mor hver dag, men det har han ikke gjort de sidste tre dage. Sikkert forståeligt nok, for liget har en stor køkkenkniv siddende mellem skuldrene. Han efterlader en mor Astrid Liljenkrone på 85 år og en lillesøster Irene, der forelæser om Moderne Kunst på universitetet. Irene kommer og identificerer liget og rører ikke en mine, hvilket kriminalinspektør Ehlers tolker som om hun er fuld af løgn og allerede vidste alt om at liget lå der. Eric havde en advokat Leif Ludwig Cortzen til at ordne sine papirer og han havde en ung protegé Willy Fontana. Journalisten begiver sig ud for at lede efter Willy, men er tæt på at komme til skade, fordi en Marcus synes han snuser for meget rundt på Cafe Cristopher, der tydeligt er helt domineret af bøsser. Journalisten er dog ikke tabt bag en vogn og afvæbner Marcus med et par spark i maven og et slag i hovedet med den skruenøgle, der var tiltænkt ham selv. Han fortsætter hen på værthuset Havana, hvor han støder på Irene Liljencrone og advokat Cortsen, der bryder op, da de ser ham. Lidt efter går han selv og han støder på liget af bladets kunstmedarbejder Moritz Simony, der ligger knivdræbt ved statuen af Drachmann. Barbara på Bladet kan fortælle at han også var bøsse.To malerier (af Jackson Pollack og Fernand Léger) bliver stjålet fra Liljencrones lejlighed og politimanden Falk bliver slået ned ved samme lejlighed. Ehlers er ret muggen. Otzen og journalisten bliver kaldt ind til lighuset for at identificere Moritz, men liget er ikke ham. I stedet er det Marcus, som journalisten genkender, men holder mund med. Senere viser det sig at det er Marcus Willy Fontana. Et af de andre lig i lighuset er dog Moritz. Det viser sig at han nok bare har været uheldig og ligne Marcus. På Café Christopher er dørmanden og hans bror, dvs Flemming og Allan Hoff ikke så meddelsomme. Det ender med at betjenten Kaspersen bliver slået ned og at Ehlers er nødt til at trække pistolen for at få dem anholdt. Formentlig vil deres nat gå med at falde ned fra briksen, slå tænderne ud, snuble rundt på gulvet og spontant af fri vilje komme til at slå sylten ind i væggen.
Journalisten sætter skub i opklaringen ved at bruge sin gamle bekendte, den tidligere indbrudstyv, Frank, til at komme ind i Cortzens lejlighed om natten. Her finder han de to stjålne malerier, men Cortzen overrasker ham og truer ham med en pistol. Cortzen overvejer længe om det bedste ikke vil være at skyde journalisten, så inden konklusionen er helt klar, forsøger journalisten af undslippe. Han bliver faktisk strejfet af en kugle, men så dukker Ehlers og hans mænd op og Ehlers er nødt til at skyde og dræbe Cortzen, Det viser sig at Cortzen var afhængig af kokain. Og fik det smuglet ind i rammerne på dyre malerier, som Liljencrone handlede med. Derfor blev de to malerier stjålet. Ikke fordi de var meget værd, men fordi politiet ville finde kokain i rammerne, hvis de kiggede grundtigt på dem. Det var brødrene Hoff, der huggede malerierne for Cortzen og derfor hænger de også på narkosagen.
Irene Liljencrone indrømmer villigt at det var hende, der sendte det anonyme brev, der fik politiet på banen. Hun står nu til at arve en hel masse penge.
Journalistens gravide kæreste, Gitte Bristol, gætter på Irene spillede på politi og presse som på et klaver. Det er sikkert rigtigt.
Underholdende gang ordgejl. Det her er fra lige inden Aids-epidemien ramte med bøsserne og bløderne som kanonføde. Den første døde kendis var Kim Schumacher i 1990, men han fik diagnosen i 1988.
Show Less
Genres
Publication
Valby : Borgen, 2013. 4. udgave, 3. oplag.
Description
Kriminalroman om et velhavermiljø på Frederiksberg, hvor en rig kunsthandler pludselig findes myrdet. Dan Turèll's journalist-detektiv og politiinspektør Ehlers træder til.
Language
Original language
Danish
Physical description
201 p.; 20.1 cm
ISBN
9788721014117
Local notes
Omslag: Peder Bundgaard
Omslaget viser en mand i overfrakke og hat, en palet med en dødningeskikkelse og en rocker bevæbnet med et dækjern
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Mordserien, bind 5
Side 15: Verden består af ringbind, indtil de finder på et andet system.
Side 36: Jeg havde det som en teater-tilskuer i pause. Jeg vidste det kun var begyndelsen, vi havde sét. Jeg vidste ganske vist ikke hvor jeg vidste det fra, men det bekymrede mig også mindre.
Side 50: Jeg kan til nød tro på Gud, i hvert fald hvis det kniber tilstrækkeligt meget, men intet skal få mig til at tro på værtshus-garderober.
Side 52: Jeg var den eneste der var udenfor. Jeg var simpelthen jøde for en aften. Jeg havde ikke alverdens muligheder at vælge imellem.
Side 62: Miraklernes tid er ikke, som undertiden hævdet, forbi. De er her endnu, de er bare blevet ældre og tager det lidt roligere.
Side 82: Skelnen mellem de egentlige journalister og så "spinatfuglene", som sætter lidt fløde og kaviar og crème fraiche på retten, men mest er til pynt.
Side 91: Jeg vidste for meget. Jeg vidste ganske vist ingenting, men alligevel vidste jeg for meget. Jeg havde været for tæt på. Jeg burde have vidst bedre.
Side 95: Jeg skældte mig selv ud for at være en gammel kyniker, men undskyldte mig omgående med at jeg faktisk ikke havde noget valg. Det er svært at blive yngre. Tilstrækkelig mange morgener i træk, og så sidder de bare i både éns ben og éns bevidsthed. Intet at gøre ved dét.
Side 100: Ingen kender dagen, før Bladet er på gaden.
Side 108: Begge teorier var lige sandsynlige. Sådan var det så ofte med modstridende teorier.
Side 113: Det er rigtigt alt sammen. Lige så sikkert som at koen siger muh og hønsene lægger æg og Solen står op i Øst og grimme vrikkende fede larver bliver til strålende smukke svævende sommerfugle.
Side 119: Der var ikke mange gæster så tidligt på aftenen, en fem stykker, men lugten i lokalet var den samme som aftenen før, nikotinen drev stadig tæt og tungt igennem rummet. Formentlig luftede man kun ud én gang om året, og sandsynligvis var man netop ved at nærme sig dette årets højdepunkt.
Side 135: Hvad der kan sælges som kunst er kunst. Kender du andre kriterier der holder?
Side 142: Han så ud som om én eller flere ukendte personer i timevis havde slået ham i hovedet med en kulskovl.
Side 146: Selvfølgelig har jeg ret, det er en vane jeg har.
Side 147: Jeg har aldrig venetet andet af det her end min hyre. Jeg har brug for den. Jeg ville ønske jeg ikke havde, men det er stadig ikke lykkedes mig at vænne mig af med at spise, drikke, ryge og sove. Det koster alt sammen.
Side 148: Jeg drev ned i kantinen og købte en kop kaffe. Det slog mig spontant og intuitivt, at en af dagene ville det sikkert være en idé med et såkaldt måltid mad. Jeg mente engang at have læst et sted, at det var noget mange mennesker brugte. Endda fremtrædende læger skulle gå ind for det, og dét i fuld offentlighed.
Side 197: Jeg ville holde fem mod én på at de gennemdrøftede sagen endnu en gang og skruede de sidste søm i kistelåget.
Side 200: Hun så ud som om der var sket noget, hun aldrig havde ventet. Som om skyerne var faldet ned fra Himlen, som om træerne voksede nedad, som om husene var begyndt at gå en tur på indkøb.
Side 202: Det sindssyge schizofrene voldelige kaos, vi alle lever i. Hverdagen, som det hedder.
Omslaget viser en mand i overfrakke og hat, en palet med en dødningeskikkelse og en rocker bevæbnet med et dækjern
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Mordserien, bind 5
Side 15: Verden består af ringbind, indtil de finder på et andet system.
Side 36: Jeg havde det som en teater-tilskuer i pause. Jeg vidste det kun var begyndelsen, vi havde sét. Jeg vidste ganske vist ikke hvor jeg vidste det fra, men det bekymrede mig også mindre.
Side 50: Jeg kan til nød tro på Gud, i hvert fald hvis det kniber tilstrækkeligt meget, men intet skal få mig til at tro på værtshus-garderober.
Side 52: Jeg var den eneste der var udenfor. Jeg var simpelthen jøde for en aften. Jeg havde ikke alverdens muligheder at vælge imellem.
Side 62: Miraklernes tid er ikke, som undertiden hævdet, forbi. De er her endnu, de er bare blevet ældre og tager det lidt roligere.
Side 82: Skelnen mellem de egentlige journalister og så "spinatfuglene", som sætter lidt fløde og kaviar og crème fraiche på retten, men mest er til pynt.
Side 91: Jeg vidste for meget. Jeg vidste ganske vist ingenting, men alligevel vidste jeg for meget. Jeg havde været for tæt på. Jeg burde have vidst bedre.
Side 95: Jeg skældte mig selv ud for at være en gammel kyniker, men undskyldte mig omgående med at jeg faktisk ikke havde noget valg. Det er svært at blive yngre. Tilstrækkelig mange morgener i træk, og så sidder de bare i både éns ben og éns bevidsthed. Intet at gøre ved dét.
Side 100: Ingen kender dagen, før Bladet er på gaden.
Side 108: Begge teorier var lige sandsynlige. Sådan var det så ofte med modstridende teorier.
Side 113: Det er rigtigt alt sammen. Lige så sikkert som at koen siger muh og hønsene lægger æg og Solen står op i Øst og grimme vrikkende fede larver bliver til strålende smukke svævende sommerfugle.
Side 119: Der var ikke mange gæster så tidligt på aftenen, en fem stykker, men lugten i lokalet var den samme som aftenen før, nikotinen drev stadig tæt og tungt igennem rummet. Formentlig luftede man kun ud én gang om året, og sandsynligvis var man netop ved at nærme sig dette årets højdepunkt.
Side 135: Hvad der kan sælges som kunst er kunst. Kender du andre kriterier der holder?
Side 142: Han så ud som om én eller flere ukendte personer i timevis havde slået ham i hovedet med en kulskovl.
Side 146: Selvfølgelig har jeg ret, det er en vane jeg har.
Side 147: Jeg har aldrig venetet andet af det her end min hyre. Jeg har brug for den. Jeg ville ønske jeg ikke havde, men det er stadig ikke lykkedes mig at vænne mig af med at spise, drikke, ryge og sove. Det koster alt sammen.
Side 148: Jeg drev ned i kantinen og købte en kop kaffe. Det slog mig spontant og intuitivt, at en af dagene ville det sikkert være en idé med et såkaldt måltid mad. Jeg mente engang at have læst et sted, at det var noget mange mennesker brugte. Endda fremtrædende læger skulle gå ind for det, og dét i fuld offentlighed.
Side 197: Jeg ville holde fem mod én på at de gennemdrøftede sagen endnu en gang og skruede de sidste søm i kistelåget.
Side 200: Hun så ud som om der var sket noget, hun aldrig havde ventet. Som om skyerne var faldet ned fra Himlen, som om træerne voksede nedad, som om husene var begyndt at gå en tur på indkøb.
Side 202: Det sindssyge schizofrene voldelige kaos, vi alle lever i. Hverdagen, som det hedder.
Similar in this library
Series
Pages
201
DDC/MDS
| 839.813 |