Status
Available
Call number
Library's review
Indeholder "Forord: Mine historier", "Hvis jeg selv skal sige det. Samtalerne (1989-1999)", "Nakkeskuddet. Efter drabet (2001)", "Kvinden i den hede stue. Birkedal (2004)", "Identitet: Idealist. Blekingegadebanden (2007)", "Når kilderne bliver levende. Hippie (2011-2012)", "Efterskrift:
"Forord: Mine historier" handler om at Peter Øvig Knudsen netop er færdig med Hippie bind 2 og har måttet skrinlægge næste projekt, fordi det vil være for farligt at pille i. I stedet får vi historien om den nærliggende Troldmandshøj.
"Hvis jeg selv skal sige det. Samtalerne (1989-1999)" handler om portrætartikler, som Peter Øvig Knudsen efterhånden løber sur i, også selv om det er en slags interviewmaskine, der genererer en fin månedsløn.
"Nakkeskuddet. Efter drabet (2001)" handler om stikkerlikvideringer eller likvideringer eller drab i alt fald under krigen. Ikke alt, der blev tiet ihjel, var lige efter bogen. (Flammen lavede nogle likvideringer, der mest tjente til at redde Vilhelm Leifer). Et fotografi af den likviderede Gunnar Siim, der er skudt i nakken, gav anledning til en retssag, som forlaget og Peter Øvig Knudsen vandt. Der er i afsnittet også et godt eksempel på skønmaleri allerede i den rapport Flammen laver over en hel kikset likvidering, der går ud over en uskyldig mand og hans søn.
"Kvinden i den hede stue. Birkedal (2004)" handler om Ib Birkedal, der var torturbøddel for tyskerne under krigen. Kvinden i stuen var hans elskerinde og lokkedue, Nina Davidsen (nu Nina Flentov), men havde siden konstrueret en erindringshistorie om at være dømt i et justitsmord. Den historie giver anledning til en masse overvejelser om hvad der er sandt og hvad der er fundet på.
"Identitet: Idealist. Blekingegadebanden (2007)" handler om Bo Weimann eller Bo Weymann som han hedder nu. Weimann er ikke glad for at erkende at Blekingegadebanden ikke bare har leveret våben og penge til PFLP, men at begge dele sikkert også er gået videre til PFLPs andre forbindelser, dvs RAF og andre rendyrkede terrororganisationer, som Blekingegadebanden ellers har taget stærkt afstand til. Kapitlet slutter med at Peter Øvig Knudsen tilfældigt støder på en 60-års fødselsdag i kredsen omkring Blekingegadebanden og tørt konstaterer at de er blevet godt resocialiserede.
"Når kilderne bliver levende. Hippie (2011-2012)" handler om overvejelser over hvor meget man kan skrive om Peter Louis Jensen og hans voldelige optræden overfor sin gravide kone. Og en masse om kildernes og Peter Øvig Knudsens egne erindringsforskydelser og erindringskonstruktioner.
"Efterskrift: Hjernemasseprincippet" handler om hvor meget man må genere de efterladte med skildringer af vold, blod og hjernemasse. Man kan ikke skåne alle, hvis man vil skrive de historier og det vil han.
Ret personlig beretning om hvordan bøgerne bliver til. Der skal bruges lidt pot og det er heller ikke uden personlige omkostninger. Mon ikke alle forfattere har lidt manisk og lidt depressivt i sig?
Glimrende bog, selv om den bliver lidt navlepillende hist og pist.
Show More
Hjernemasseprincippet"."Forord: Mine historier" handler om at Peter Øvig Knudsen netop er færdig med Hippie bind 2 og har måttet skrinlægge næste projekt, fordi det vil være for farligt at pille i. I stedet får vi historien om den nærliggende Troldmandshøj.
"Hvis jeg selv skal sige det. Samtalerne (1989-1999)" handler om portrætartikler, som Peter Øvig Knudsen efterhånden løber sur i, også selv om det er en slags interviewmaskine, der genererer en fin månedsløn.
"Nakkeskuddet. Efter drabet (2001)" handler om stikkerlikvideringer eller likvideringer eller drab i alt fald under krigen. Ikke alt, der blev tiet ihjel, var lige efter bogen. (Flammen lavede nogle likvideringer, der mest tjente til at redde Vilhelm Leifer). Et fotografi af den likviderede Gunnar Siim, der er skudt i nakken, gav anledning til en retssag, som forlaget og Peter Øvig Knudsen vandt. Der er i afsnittet også et godt eksempel på skønmaleri allerede i den rapport Flammen laver over en hel kikset likvidering, der går ud over en uskyldig mand og hans søn.
"Kvinden i den hede stue. Birkedal (2004)" handler om Ib Birkedal, der var torturbøddel for tyskerne under krigen. Kvinden i stuen var hans elskerinde og lokkedue, Nina Davidsen (nu Nina Flentov), men havde siden konstrueret en erindringshistorie om at være dømt i et justitsmord. Den historie giver anledning til en masse overvejelser om hvad der er sandt og hvad der er fundet på.
"Identitet: Idealist. Blekingegadebanden (2007)" handler om Bo Weimann eller Bo Weymann som han hedder nu. Weimann er ikke glad for at erkende at Blekingegadebanden ikke bare har leveret våben og penge til PFLP, men at begge dele sikkert også er gået videre til PFLPs andre forbindelser, dvs RAF og andre rendyrkede terrororganisationer, som Blekingegadebanden ellers har taget stærkt afstand til. Kapitlet slutter med at Peter Øvig Knudsen tilfældigt støder på en 60-års fødselsdag i kredsen omkring Blekingegadebanden og tørt konstaterer at de er blevet godt resocialiserede.
"Når kilderne bliver levende. Hippie (2011-2012)" handler om overvejelser over hvor meget man kan skrive om Peter Louis Jensen og hans voldelige optræden overfor sin gravide kone. Og en masse om kildernes og Peter Øvig Knudsens egne erindringsforskydelser og erindringskonstruktioner.
"Efterskrift: Hjernemasseprincippet" handler om hvor meget man må genere de efterladte med skildringer af vold, blod og hjernemasse. Man kan ikke skåne alle, hvis man vil skrive de historier og det vil han.
Ret personlig beretning om hvordan bøgerne bliver til. Der skal bruges lidt pot og det er heller ikke uden personlige omkostninger. Mon ikke alle forfattere har lidt manisk og lidt depressivt i sig?
Glimrende bog, selv om den bliver lidt navlepillende hist og pist.
Show Less
Genres
Publication
[Kbh.] : Gyldendal, 2014.
Description
Journalist og forfatter Peter Øvig Knudsen (f. 1961) beskriver og reflekterer over de mest komplicerede og anfægtende konflikter, han har oplevet gennem sine tyve år som dokumentarisk forfatter. Konflikter der bl.a. har involveret rasende kilder, sårede familiemedlemmer, trusler, retssager og politianmeldelser.
Language
Original language
Danish
Physical description
218 p.; 20.1 cm
ISBN
9788702158205
Local notes
Omslag: Christian Ramsø
Omslag: WAP
Omslaget viser en 13-fliget stjerneskruetrækker set fra spidsen
Omslagsfoto: Poul Rasmussen
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Efterskrift: Peter Øvig Knudsen
Side 76: Det blev første gang, jeg oplevede, at pressevante personer kan finde på at kritisere en bog, de ikke har læst, og det på en så overbevisende måde, at man ikke engang får nogen mistanke.
Side 152: Eftertanken fik ham til at drage den modsatte konklusion. Intet nok så funklende flot formål kan retfærdiggøre en handling, der ikke i sig selv kan forsvares etisk. Eller formuleret på en anden måde: Enhver handling, man foretager sig, skal kunne forsvares etisk uden henvisning til dens formål.
Side 152: Det lyder enkelt og besnærende, men er en yderst radikal etisk fordring. Det vil for eksempel hindre en stat i at anvende tortur og andre inhumane metoder i bekæmpelsen af terrorisme. Det vil gøre brug af vold umuligt for frihedskæmpere i et besat land. Og det vil langt ind i det enkelte menneskes liv stille betydelige og måske simpelthen umulige krav til vores handlinger.
Side 152: For eksempel vil fordringen gøre det umuligt for en dokumentarisk forfatter at forsvare, at han med sin tekst krænker nogle af de involverede ved at henvise til det gode, oplysende formål med bøgerne.
Side 184: De meldte sig ud af samfundet, hed det. Men allerede i begyndelsen af halvfjerdserne, og hurtigere end de fleste havde anet, begyndte samfundets porte at smække i bag dem. Mange nåede ikke at komme ind bag portene igen, de opdagede måske knap, at noget lukkede sig, og endte uden uddannelse og job på stoffer og alkohol.
Side 212: 'Hjernemasseprincippet' kan forsøgsvis formuleres sådan: I en dokumentarisk tekst er det for at afføde nye erkendelser hos læseren nødvendigt at bringe beskrivelser, der samtidig risikerer at krænke nogle af de beskrevne personer og deres pårørende.
Omslag: WAP
Omslaget viser en 13-fliget stjerneskruetrækker set fra spidsen
Omslagsfoto: Poul Rasmussen
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Efterskrift: Peter Øvig Knudsen
Side 76: Det blev første gang, jeg oplevede, at pressevante personer kan finde på at kritisere en bog, de ikke har læst, og det på en så overbevisende måde, at man ikke engang får nogen mistanke.
Side 152: Eftertanken fik ham til at drage den modsatte konklusion. Intet nok så funklende flot formål kan retfærdiggøre en handling, der ikke i sig selv kan forsvares etisk. Eller formuleret på en anden måde: Enhver handling, man foretager sig, skal kunne forsvares etisk uden henvisning til dens formål.
Side 152: Det lyder enkelt og besnærende, men er en yderst radikal etisk fordring. Det vil for eksempel hindre en stat i at anvende tortur og andre inhumane metoder i bekæmpelsen af terrorisme. Det vil gøre brug af vold umuligt for frihedskæmpere i et besat land. Og det vil langt ind i det enkelte menneskes liv stille betydelige og måske simpelthen umulige krav til vores handlinger.
Side 152: For eksempel vil fordringen gøre det umuligt for en dokumentarisk forfatter at forsvare, at han med sin tekst krænker nogle af de involverede ved at henvise til det gode, oplysende formål med bøgerne.
Side 184: De meldte sig ud af samfundet, hed det. Men allerede i begyndelsen af halvfjerdserne, og hurtigere end de fleste havde anet, begyndte samfundets porte at smække i bag dem. Mange nåede ikke at komme ind bag portene igen, de opdagede måske knap, at noget lukkede sig, og endte uden uddannelse og job på stoffer og alkohol.
Side 212: 'Hjernemasseprincippet' kan forsøgsvis formuleres sådan: I en dokumentarisk tekst er det for at afføde nye erkendelser hos læseren nødvendigt at bringe beskrivelser, der samtidig risikerer at krænke nogle af de beskrevne personer og deres pårørende.
Pages
218
DDC/MDS
| 070.4 |