Thi kendes for Ret. En Hverdagshistorie

Omslag: Indbundet
Omslaget viser et par betjente og en ulykkelig kvinde, et sted hvor der er tremmer for vinduerne
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Bennybog

Her er Prologen:
Prolog

I Fængslet sidder mange, der burde være ude, og ude er mange,
som burde være inde. En synker i, hvor en anden gaar tørskoet over.
Den strafskyldige gaar tidt fri, medens den forholdsvis uskyldige
dømmes og straffes. Men baade de dømte og Dommerne er svage
Mennesker. Mange af dem, der sidder i Fængslerne, burde være i
Sindssygehospitalerne. Og vi tugter, hvor vi burde retlede. Men det
er for sent at lukke Brønden, naar Barnet er druknet.
Vi maa forebygge Faldet.
Med den gamle forhærdede Synder er lidet at gøre, Forbrydelserne
har mærket ham for alle Dage til Døden, men for den unge er det et
levende Haab, thi kroget Gren kan nok liges. Ingen fødes ond, om
end nok med ondt Arvegods.
Nogle Mennesker synes at være under vis majors Skæbne. Uheld
møder dem efter Uheld. Og ingen bestemmer, i hvilken Familie han
vil fødes. Forhold og slette Venner kan føre én ind i Labyrinter,
hvorfra det er vanskeligt at finde Vejen ud.
Og Fattigdom er en daarlig Broder.
Og Lidenskab er en slet Ledsager.
Og for hver en, der kan holde Ligevægten, gaar der ni og halvfems
til Grunde i Mudder og Afgrunde langs Vejen, vi gaar. Og ve den
tørstige! Den, som tørster efter Guld, og den, der tørster efter
Alkohol. Thi i disse gyldne Floder er mangen brav Mand og fager
Kvinde druknet.
Tungt er det at sukke efter det daglige Brød.
Dagens Helt maa ikke sulte, men det maa den menige i Hæren
heller ikke. Den, som hungrer, fristes haardt, og ham skal meget
tilgives. Livet er ikke for alle et smukt Æventyr; nogle Mennesker
lever som et Grænsefolk paa Kanten af Straffeloven. Og i den Egn er
mange Afgrunde ...
Men i det Samfund, hvor der er megen Mad, hvor der tidlig gives
Manden en Hustru, et Hus og et Barn, kan Forbrydelser ikke trives.
Det er ikke godt for Mennesket at være ene, derfor: Hus ved Hus og
Hjem ved Hjem! Der er Jord nok at dele. Og over det hele Samfund
Oplysningens varmende Sol, der spreder Taagen og klarer
Begreberne, saa Menneskene kan skelne mellem Ret og Uret, sort og
hvidt og ondt og godt.
Loven fremtvinges af Nødvendighed.
Var der ingen Ret til at have Ejendom, og hvis denne Ret ikke var
beskyttet af Loven, vilde der hver Dag være Røvere paa Vejen for at
fratage den enkelte, hvad han havde erhvervet sig.
Havde Mændene Lov til at tage tvende Hustruer, tog de en Snes.
Var Pigernes Ungdom ikke beskyttet af Lovens Haand, vilde de
føde Børn, før de blev konfirmeret.
Havde Staten ikke tiltvunget sig Ret til at mønte Penge, vilde alle
præge Kroner, og Mønten vilde blive slettere og siettere, som Dagene
gik, thi Menneskenes Børn vilde spare paa de ædle Metaller.
Satte Samfundet ikke Markskel, vilde Naboer hver Dag kriges,
fordi den stærkere vilde røve en Plovfure Jord og atter en Plovfure
Jord fra den svagere, lige til han havde erobret Jord saa langt, han
kunde se.
Og forbød Loven ikke at dræbe Børn, vilde de letsindige
omkomme dem, som man drukner Kattekillinger.
Og saadan paa alle Omraader.
Mange vil dog det gode. Ingen bliver Slyngel paa én Dag. Men
Kampen for at komme hæderligt gennem Livet kan være haard, og
ikke enhver sænkes uplettet i Graven.
Mange omkommer under Vejs, thi Livets onde Magter har stærke
Kræfter og besejrer tidt den gode Vilje og det redelige, men svage
Forsæt. Men den, der dømmer her, har dømt sig selv! Dommeren
maa kende Mennesket, han skal dømme, Slægten, det er fostret i,
Forholdene, hvorunder det har levet, thi hvorledes skulde man ellers
kunne dømme retfærdigt.
Og det var just Retfærdigheden, der skulde have Ordet nu og alle
Dage.
Men hvad formaar vi da at se med de halvblinde Øjne, vi har?
Hvad mægter vi at høre med vore svage Øren?
Og hvad forstaar vi med den træge Tankekraft, vi i Vuggegave fik
af en karrig Natur.
Vi kan mene, at vi er klart seende, grant hørende og alt
forstaaende, men hvad kan vi i Grunden se, høre og forstaa! Og
bliver der Tale om Følelser, er det som at lodde i et bundløst Hav
eller spejde mellem Stjernerne og finde den, der er os fjernest. Den,
der søger at analysere Stemninger og Følelser, er paa gyngende
Grund. Og naar de store Følelser river Mennesket med sig, da træffer
vi det nøgent. Enhver Pjalt, som Kulturen har hængt om Nøgenheden
for at dække det uskønne, er borte. Og Mennesket er uden Forbehold
et egennyttigt, nydelsessygt, ubarmhjertigt Rovdyr, ganske i Slægt
med de brutale Kræfter i Naturen, Træet, der tager Sol og Plads fra
sin Nabo, Kragen, der piller Indvoldene ud af Frøerne og lader disse i
timevis ligge i Dødskamp; og dersom der ikke stadig var oplysende,
vejledende, løftende Kræfter til Stede og i Arbejde, vilde
Menneskeheden i faa Slægtled synke tilbage i sin oprindelige
primære Tilstand, og den højeste Magt vilde være at finde i den
stærkestes Spydstage.
Og saa ve de overvundne, de smaa og de svage! Loven
fremtvinges af Nødvendighed.
Den er de svages Værn og de smaas Skjold, og i Læ af den er helt
fra Buddhas og Moses Dage Samfundet formet og bygget, ændret og
forbedret under de vekslende Moralloves Døgnliv, og saadan vil det
vedblive at være, helt til den yderste Dag.
Men lykkelig er den, der fik Ævnen til at selvbeherske sig, til at
lade Fornuften raade, naar Naturens brutale Kræfter fik Blodet til at
koge og førte det store, det larmende Ord, der befalede Mennesket at
bryde sig fejl om de Hegn, som kloge Lovgivere satte, for at ogsaa de
smaa og svage kunde leve, elske og leve i Læ af de Bud, der maatte
være stærke for at kunne som Diger skærme for den mægtige
Stormflod, der utæmmet hersker i mange Menneskers Sind og gør
dem til de Barbarer, de nu og da, trods alle Kulturanstrengelser, viser
sig at være.