Status
Available
Call number
Library's review
Ukraine, Kiev, 1941 og frem
Indeholder afsnittene "Jevgenij Jevtusjenko: Babi Jar (digt)", "En nødvendig forklaring", "Tyskerne er kommet", "Man må forstå sig på at plyndre", "Så har vi altså begyndt det 'ny liv'", "Fra forfatteren", "Spørgsmålet om et paradis på jorden", "Kresjatik",
Skrigende uhyggelig beretning fra en af nazisternes askehobe af aflivede og brændte jøder. Kiev blev indtaget i 1941 og hurtigt blev slugten Babi Jar brugt som henrettelsessted for de lokale jøder. Det stoppede ikke der. En ung kvinde og mor, Dina, følger sine forældre hen til stedet, for jøderne skal samles der og videre med tog, men nej, de skal ikke videre og ikke med tog. I stedet bliver de slået, klædt nøgne og ført lidt ind i slugten og skudt ned med et maskingevær. Dina spiller død, bliver levende begravet og undslipper flere gange den visse død. Efter krigen bliver hun genforenet med sine børn og hun vidner i retsagerne mod de tyske ansvarlige. Bogen er dokumentarisk på den måde at forfatteren meget omhyggeligt kun skildrer begivenheder, der er sket. Der er intet tildigtet. Anatolij (18 august 1929 - 13 juni 1979) var en ung knægt i 1941, da nazisterne indtog Kiev. Hele den indre by, Krestjatik, var mineret af partisanerne og det fik tyskerne at føle nogle dage efter deres indtog i triumf. Allerede inden er sigøjnere, jøder og folk, der bare er uheldige blevet ført ud til Babi Jar, hvor der døgnet rundt høres maskingeværsalver.
Madrationerne bliver skåret ned til tæt på ingenting og folk sulter stille ihjel. Anatolij bliver sendt på landet til opfedning, fordi han har tegn på begyndende tuberkulose og han har ingen planer om at dø, så han benytter enhver lejlighed til at gøre handler eller tigge sig til mad.
Han remser på et tidspunkt op at han mindst tyve gange var i fare for at blive skudt eller sendt til Tyskland.
I 1943 er krigslykken vendt og tyskerne laver frontforkortelser og succesfulde tilbagetrækninger. Da de kan se at Babi Jar også snart kommer tilbage på russiske hænder, begynder de på at rydde op. Mange tusinde lig bliver gravet op igen, stablet i høje ligbål og brændt til aske, der så bliver knust og igen begravet. Arbejdet ledes af en Topaide, der også stod for nogle af de første massakre i Babi Jar. Nu får han lov at rydde op. Et stort antal fanger deles op i Graverne, Krogfolkene, Guldsøgerne, Bygningsfolkene, Fyrbøderne, Knuserne og Havemændene. Mens dette sker, er Anatolij i lære som pølsemager hos Degtjarjov, der forstår kunsten at forvandle gamle udslidte heste til pølser og dermed til guld.
Til sidst kommer russerne og angriber med gruopvækkende overmagt og skræmmer de tyskere væk, som ikke allerede er flygtet eller slået ihjel.
Tyskerne har forsøgt at bortføre alle indbyggere fra Kiev for at bruge dem som arbejdskraft i Tyskland, men de fleste flygter undervejs. Hvordan man lige gør regnskabet op, er svært at se, men før krigen var der 900.000 indbyggere i Kiev og ved afslutningen af den tyske besættelse ca 180.000. Nok ca halvdelen af de oprindelige 900.000 gik til grunde i krigen på den ene eller anden måde. Nærmest ingen blev nogensinde stillet til ansvar for Babi Jar.
Gribende historie.
Indeholder afsnittene "Jevgenij Jevtusjenko: Babi Jar (digt)", "En nødvendig forklaring", "Tyskerne er kommet", "Man må forstå sig på at plyndre", "Så har vi altså begyndt det 'ny liv'", "Fra forfatteren", "Spørgsmålet om et paradis på jorden", "Kresjatik",
Show More
"Befaling", "Babi Jar", "Et kapitel erindringer", " 1. Hvis der bliver krig i morgen", " 2. Et flyveblad", " 3. Bolik er kommet", "Fra forfatteren", "Autentiske dokumenter", "Efter tysk tid", "Bøgerne brændte", "Sult", "Jeg gør forretninger", "Bolik er kommet hjem", "Harkov taget", "Darnitsa", "Du skønne store elskede jord", "Nat", "'Mennesket spiser for at leve og lever for at spise'", "'Fjender'", "De sårede på trappen", "Det bliver farligt at lave forretninger", "Døden", "Hitlers fødselsdag", "Til Tyskland", "Fra forfatteren", "Der er ikke noget velsignet land", "De altfor dygtige er fjender", "Kartoflerne blomstrer", "Dynamo's fodboldspillere - myte og fakta", "Fra forfatteren", "Babi Jar, Systemet", "Bedstefar som antifascist", "At dræbe en fisk", "Et kapitel af originaldokumenter", "Midt i en razzia", "Hvordan man laver pølser af en hest", "Jeg havde stort held med mig i tilværelsen - men hvem jeg kan takke for det, ved jeg ikke", "Flugten fra tavsheden", "Jorden i flammer", "Fra forfatteren", "Babi Jar. Finale", "'Der skal ikke længere være nogen by'. Når kanontorden kan være skøn", "Byer forlades uden hindringer fra fjendens side", "Degtjarjevs storhed", "Går jeg til grunde eller går jeg ikke til grunde?", "En frygtelig nat", "Masser af mennesker vandrede", "'Klodernes kamp'", "Jeg læser Pusjkin", "Hvor mange gange skulle jeg have været skudt?", "Fem nætter og dages dødskamp", "Et kapitel fra fremtiden", " 1. Savnede uden efterretning", " 2. Historiens uomgængelige kæde", " 3. Babarik sidder", "La commedia é finita", "Sidste og nutidige kapitel".Skrigende uhyggelig beretning fra en af nazisternes askehobe af aflivede og brændte jøder. Kiev blev indtaget i 1941 og hurtigt blev slugten Babi Jar brugt som henrettelsessted for de lokale jøder. Det stoppede ikke der. En ung kvinde og mor, Dina, følger sine forældre hen til stedet, for jøderne skal samles der og videre med tog, men nej, de skal ikke videre og ikke med tog. I stedet bliver de slået, klædt nøgne og ført lidt ind i slugten og skudt ned med et maskingevær. Dina spiller død, bliver levende begravet og undslipper flere gange den visse død. Efter krigen bliver hun genforenet med sine børn og hun vidner i retsagerne mod de tyske ansvarlige. Bogen er dokumentarisk på den måde at forfatteren meget omhyggeligt kun skildrer begivenheder, der er sket. Der er intet tildigtet. Anatolij (18 august 1929 - 13 juni 1979) var en ung knægt i 1941, da nazisterne indtog Kiev. Hele den indre by, Krestjatik, var mineret af partisanerne og det fik tyskerne at føle nogle dage efter deres indtog i triumf. Allerede inden er sigøjnere, jøder og folk, der bare er uheldige blevet ført ud til Babi Jar, hvor der døgnet rundt høres maskingeværsalver.
Madrationerne bliver skåret ned til tæt på ingenting og folk sulter stille ihjel. Anatolij bliver sendt på landet til opfedning, fordi han har tegn på begyndende tuberkulose og han har ingen planer om at dø, så han benytter enhver lejlighed til at gøre handler eller tigge sig til mad.
Han remser på et tidspunkt op at han mindst tyve gange var i fare for at blive skudt eller sendt til Tyskland.
I 1943 er krigslykken vendt og tyskerne laver frontforkortelser og succesfulde tilbagetrækninger. Da de kan se at Babi Jar også snart kommer tilbage på russiske hænder, begynder de på at rydde op. Mange tusinde lig bliver gravet op igen, stablet i høje ligbål og brændt til aske, der så bliver knust og igen begravet. Arbejdet ledes af en Topaide, der også stod for nogle af de første massakre i Babi Jar. Nu får han lov at rydde op. Et stort antal fanger deles op i Graverne, Krogfolkene, Guldsøgerne, Bygningsfolkene, Fyrbøderne, Knuserne og Havemændene. Mens dette sker, er Anatolij i lære som pølsemager hos Degtjarjov, der forstår kunsten at forvandle gamle udslidte heste til pølser og dermed til guld.
Til sidst kommer russerne og angriber med gruopvækkende overmagt og skræmmer de tyskere væk, som ikke allerede er flygtet eller slået ihjel.
Tyskerne har forsøgt at bortføre alle indbyggere fra Kiev for at bruge dem som arbejdskraft i Tyskland, men de fleste flygter undervejs. Hvordan man lige gør regnskabet op, er svært at se, men før krigen var der 900.000 indbyggere i Kiev og ved afslutningen af den tyske besættelse ca 180.000. Nok ca halvdelen af de oprindelige 900.000 gik til grunde i krigen på den ene eller anden måde. Nærmest ingen blev nogensinde stillet til ansvar for Babi Jar.
Gribende historie.
Show Less
Genres
Publication
Grafisk Forlag, 1967. Danske bogsamleres klub.
Description
At the age of twelve, Anatoly Kuznetsov experienced the Nazi invasion of Ukraine, and soon began keeping a diary of the brutal occupation of Kiev that followed. Years later, he combined those notebooks with other survivors' memories to create a classic work of documentary witness in the form of a novel. When Babi Yar was first published in a Soviet magazine in 1966, it became a literary sensation, not least for its powerful and unprecedented narratives of the Nazi massacre of the city's Jews, and later Roma, prisoners of war, and other victims, at the Babi Yar ravine--one of the largest mass killings of the Holocaust. After Kuznetsov defected to Great Britain in 1969, he republished the book in a new edition that included extensive passages censored by the Soviets, along with his later reflections.… (more)
User reviews
LibraryThing member meggyweg
This book is brilliant -- by far a top-tier Holocaust book and World War II book in general. The author was a boy of twelve when the Nazi occupation of Kiev began, and began recording his experiences then; these jottings were part of the basis for this book, which is both a memoir and a documentary
Although the story centers around the September 1941 mass murder of some 33,000 Jews at Babi Yar, a ravine outside Kiev, that's not all this story is. Kuznetsov's writing encompasses far more than that, and you really get a feel of what life must be like in a war-ravaged city. His description of the destruction of the Kreshchatik (the oldest and most beautiful section of Kiev) made me think of how New York City must have been like after 9-11 -- except the Kreshchatik bombings were a lot worse. In his list of "the number of times I should have been shot," Kuznetsov shows that all the inhabitants of Kiev (not just the Jews or soldiers or political activists or partisans, but EVERYONE) had to risk their lives every day, and how many lost their lives simply by being there. He includes printings of actual primary source documents such as memos, reports, handbills etc., from this time period as well as his own writings.
Most intriguingly: Babi Yar was initially published in Russia during the 1960s. I'm surprised it was published at all, as it was very critical of the Soviet regime. In any case the Soviet censors redacted large parts of it. When Kuznetsov defected to England, he took the original manuscript with him on microfilm, and added parts to it before publishing it in full in the West. The original Soviet text is in regular type, the parts the Soviet censors cut out are in boldface, and the parts Kuznetsov added after his arrival in England are in brackets. It's interesting to see what was taken out and what was allowed -- they made some surprising choices.
I really cannot recommend this book highly enough, for Holocaust scholars and World War II scholars alike.
Show More
nonfiction.Although the story centers around the September 1941 mass murder of some 33,000 Jews at Babi Yar, a ravine outside Kiev, that's not all this story is. Kuznetsov's writing encompasses far more than that, and you really get a feel of what life must be like in a war-ravaged city. His description of the destruction of the Kreshchatik (the oldest and most beautiful section of Kiev) made me think of how New York City must have been like after 9-11 -- except the Kreshchatik bombings were a lot worse. In his list of "the number of times I should have been shot," Kuznetsov shows that all the inhabitants of Kiev (not just the Jews or soldiers or political activists or partisans, but EVERYONE) had to risk their lives every day, and how many lost their lives simply by being there. He includes printings of actual primary source documents such as memos, reports, handbills etc., from this time period as well as his own writings.
Most intriguingly: Babi Yar was initially published in Russia during the 1960s. I'm surprised it was published at all, as it was very critical of the Soviet regime. In any case the Soviet censors redacted large parts of it. When Kuznetsov defected to England, he took the original manuscript with him on microfilm, and added parts to it before publishing it in full in the West. The original Soviet text is in regular type, the parts the Soviet censors cut out are in boldface, and the parts Kuznetsov added after his arrival in England are in brackets. It's interesting to see what was taken out and what was allowed -- they made some surprising choices.
I really cannot recommend this book highly enough, for Holocaust scholars and World War II scholars alike.
Show Less
LibraryThing member sross008
Babi Yar was included on so many Top 100 lists that I was intrigued, and I can't say I was disappointed in the book, but it wasn't the gripping expose I'd expected. The free-flowing structure makes for an easy read, with anecdotal vignettes loosely fitted together, like pages of an autobiography
Show More
scattered about in a war-torn field (and not necessarily put back together in the "proper" order.) It is an idealistic anti-fascist testimony that documents the massacre of Ukrainian Jews and so many others--some arbitrary bystanders--the Nazis found to be "undesirable." Its compelling account of the sheer circumstances of how some live and many do not survive a war is captivating, and I believe I will remember this book for quite some time. I've spent countless hours examining the horrid images on the U.S. Holocaust Museum website, and Babi Yar gives voice to the helplesness and fatalism that must have been pervasive for all of those tragic victims of the war. Show Less
LibraryThing member miketroll
The story of events during the German occupation of Kiev in WW2, when Nazi soldiers slaughtered 200,000 enemies of the Third Reich, mainly Jews, in the ravine at Babi Yar. Comfortable reading it isn’t.
No less memorable is the fact that, for decades after the war, the Soviet regime refused to
No less memorable is the fact that, for decades after the war, the Soviet regime refused to
Show More
permit any local memorial to the slain. Show Less
LibraryThing member s_mcinally
This is one of the most moving books I have ever read. The urgency of the author's message continues to ring in my ears almost 5 years after having read it. If I had to choose the best book about the horror of war then it would have to be this one. If I were in charge for only one day then this
Show More
would be compulsory reading for everyone when they turn 15, it is terrifying. Show Less
LibraryThing member arubabookwoman
Babi Yar is a ravine near the city of Kiev where the Nazis massacred thousands of Jews during World War II, primarily shooting them as they stood naked on the edge of the ravine. The author was a 12 year old boy living in Kiev, and this book describes his experiences surviving under the Nazi
The author did not directly witness the atrocities at Babi Yar, although he and other residents of Kiev heard the constant sound of gunfire, day after day. He does, however, include what he says are close to verbatim accounts by some of those who narrowly escaped death at Babi Yar. The author himself, although not a Jew, frequently had to dodge deportation to Germany to work in the factories, and daily faced starvation.
I had long heard of this book, and expected a lot more from it than I got, perhaps because there have been so many more personal accounts of surviving the Holocaust that were published after Babi Yar. Babi Yar was important at the time it was published, because it was one of the first, if not the first, open admission by the Soviets that these events occurred. This book, along with Yevtushenko's moving poem opened the dialogue in the Soviet Union, and the world on the massacre.
Show More
occupation of Kiev. As he narrates, he frequently reminds the reader that everything he is saying is true.The author did not directly witness the atrocities at Babi Yar, although he and other residents of Kiev heard the constant sound of gunfire, day after day. He does, however, include what he says are close to verbatim accounts by some of those who narrowly escaped death at Babi Yar. The author himself, although not a Jew, frequently had to dodge deportation to Germany to work in the factories, and daily faced starvation.
I had long heard of this book, and expected a lot more from it than I got, perhaps because there have been so many more personal accounts of surviving the Holocaust that were published after Babi Yar. Babi Yar was important at the time it was published, because it was one of the first, if not the first, open admission by the Soviets that these events occurred. This book, along with Yevtushenko's moving poem opened the dialogue in the Soviet Union, and the world on the massacre.
Show Less
Subjects
Awards
Best Fiction for Young Adults (Selection — 1967)
Notable Books List (1967)
Language
Original language
Russian
Original publication date
1966 (censored edition)
1970 (complete edition)
Physical description
299 p.; 20.5 cm
Local notes
Omslag: Ib Jørgensen
Omslaget viser navnet 'Babi Jar' med rødt klemt inde i et stort grimt gråt hagekors
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra russisk "Бабий яр. Роман-документ" af Erik Horskjær, Jørgen Harrit
Bogen er identisk med romanens tekst i tidsskriftet 'Junost' med enkelte rettelser fra forfatterens hånd
I vore dage er Babij Jar en mindepark som kan nås ret let og billigt med tog fra Kiev (Kristeligt Dagblad, 19 januar 2019, Rejser & Kultur, Massegravenes grønne park)
Анатолий Васильевич Кузнецов
Side 55: Ingen anden hovedstad i Europa har givet nazisterne en sådan velkomst, som Kijev. Kijev kunne ikke længere forsvares, byen blev rømmet og, syntes det, lagde sig blot for fjenden. Men den tændte sig i brand for øjnene af fjenderne og tog mange af dem med sig i graven. De holdt deres indtog, som de var vant til det fra de vesteuropæiske hovedstæder, rede til at feste, men de fik i stedet et lammende slag; selv jorden brændte under fødder på dem.
Side 182: Tyskerne nåede ikke på én gang til deres system af lejre som Auswitz, Buchenwald og Dachau, de eksperimenterede. De begyndte med simpelt hen at nedskyde deres fanger, men som de vindskibelige og pedantiske folk de var, begyndte de efterhånden at famle sig frem til en form for disse "dødsfabrikker", hvor de, inden de slog folk ihjel, endnu kunne drage lidt nytte af dem.
Side 182: Kløften med de daglige nedskydninger blev ved med at fungere normalt. Man dræbte de fjender, man kun ville have besvær med i lejren. De ankom, blev jaget ind i kløften ad den smalle sti, blev anbragt under skrænten og skudt ned med maskingeværer. De råbte næsten alle et eller andet, men hvad de råbte kunne man ikke opfatte på grund af afstanden. Så blev skrænten undergravet for at begrave ligene, og således flyttede den sig stadig længere og længere ind i kløften. Man ofrede ikke patroner på de sårede, men slog dem simpelthen ihjel med skovlene.
Side 185: Hver eneste dag var man udsat for uden videre at dø. Man døde hyppigst om aftenen. Efter arbejdet blev alle fangerne samlet på appelpladsen og stillet op i hesteskoform. Nu begyndte det vigtigste: alle dagens overtrædelser af reglementet blev trævlet op. Hvis der var forekommet flugtforsøg, blev hele sjakket skudt.
Side 187: For småovertrædelser blev der forordnet prygl. Der blev opstillet et særligt bord, som var fremstillet i snedkerværkstedet. Det havde en fordybning for kroppen, og dér blev manden lagt, hvorefter man med en planke ovenfra pressede hoved og skuldre ned. To kraftige, tykpandede individer af lejrens spytslikkere bankede samvittighedsfuldt løs med knipler, som de spøgende kaldte "maskinpistoler". At få to hundrede "maskinpistoler" var ensbetydende med den visse død.
Side 187: I et af sjakkene manglede der ved aftenappellen en mand. Han blev hurtigt fundet af en hund på latrinet, hvor han havde skjult sig hængende i armene under en af lægterne. Der ville han have ventet på, at det skulle blive nat, så han kunne flygte. Kapoerne pryglede ham på bordet med knipler til kødet løsnede sig i laser; de bankede løs på den døde, til han var opløst i en dej.
Side 188: Radomsky havde opfundet sin egen, helt originale form for straf. Fangerne blev beordret til at klatre op i et træ og fæstne et reb i toppen. Så blev andre fanger sat til at save træet om. Når der blev trukket i rebet, væltede træet, og de, der sad i kronen, blev dræbt. Dette syn var Radomsky altid ude for at se, og det fortaltes, at han morede sig meget. De, der ikke blev slået ihjel med det samme, gjorde Anton det af med ved hjælp af en spade.
Side 189: Vi bevarer livsdriften, så længe vi ånder. Nogle holdt ud længere, andre døde - nogle af sig selv, andre på pladsen eller i kløften. Maskineriet gik sin vante gang.
Side 193: "Aha, nu var den kloge og snedige fisk alligevel færdig med at lege! Jeg har trods alt taget dig!" Et lykkeligt øjeblik! Den, der blot én gang har fanget en fisk, ved, hvad jeg taler om.
Side 193: Snøren hang den ud af munden, og krogen havde sat sig fast et sted nede i maven. Med den ene hånd holdt jeg fast på den stædigt sprællende fisk, mens jeg manøvrerede med den anden for at få krogen fri af dens mave, men krogen havde åbenbart sat sig fast i et ben. Og jeg hev og trak, trak hårdt, men fisken blev ved med at slå med halen og åbne og lukke munden, mens den så på mig med sine udstående øjne. Jeg tabte tålmodigheden og trak til af alle kræfter. Snøren sprang, og krogen blev i fisken. Netop i dette øjeblik forestillede jeg mig, at det var mig, man prøvede at trække en krog ud af, og den kolde sved trådte frem på panden af mig.
Side 195: Det jeg her fortæller, drejer sig slet ikke om at dræbe dyr. Jeg taler om den fantasi, som, hvis man er i besiddelse af den, gør det meget vanskeligt at dræbe, selv en fisk.
Side 199: De sovjetiske penge var hørt op med at gælde på én dag: der kom simpelt hen en bekendtgørelse om, at sovjetpenge var sat ud af kraft. I stedet kom der "ukrainske", der trykt i Rovno. Man skrev ganske vist, at de sovjetiske penge engang med tiden ville blive ombyttet, men det var blot noget, man skrev, og det var såvidt jeg kunne se en af de enkleste pengereformer i verden: man smed simpelt hen de gamle penge på møddingen, og så var det sket.
Side 207: Du vænner dig nok til det, der er meget her i livet, du endnu ikke har set. Sådan en hest er ikke andet end et pund røg!
Side 208: Er det ikke usundt? - Fande vide det, men folk æder pølserne, og der er ingen, der er død af dem. Jeg selv æder aldrig pølser, og jeg vil også anbefale dig at lade være ... Men nu skal der vand i - to spande kødfars kan opsuge én spand vand, og der har du både vægten og profitten.
Side 209: Du må hellere få en forbinding om, så der ikke kommer mere blod i farsen. - Skal folk spise det? - Det skal du ikke bekymre dig om. De har deres fri vilje. De kan jo lade være med at æde det.
Side 231: Over for Topaide optrådte tyskene med megen ærefrygt, men indbyrdes kaldte de ham halvt i spøg, halvt i alvor 'ingeniøren i henrettelser'. Nu var han blevet udgravningsingeniør. Hele dagen opholdt han sig i slugten, gav anvisninger og ordrer, forklarede. Hans ansigt fortrak sig engang imellem i en ubehagelig grimace, et eller andet nerve-tic, og han virkede i det hele taget som et nervebundt på hysteriets rand. Han kunne ikke være til et minut uden at skrige op, fare rundt og slå. Hans 'ingeniør'-virksomhed var åbenbart ikke gået helt sporløst hen over ham selv.
Side 232: Topaide havde selv efter mange eksperimenter udarbejdet et system for fremdragelsen af ligene, således at de ikke blev splittet ad. For at gøre dette, skulle man stikke krogen ind under hagen på dem og trække dem ved underkæben, så kom de hele op, og man kunne slæbe dem på plads.
Side 233: Fangerne adskilte gravmonumenterne og bar dem ned i slugten. Der blev de lagt i rækker. Over dem blev der, atter under Topaides ledelse bygget en velgennemtænkt og teknisk fuldkommen, halvanden meter høj ovn med skorstene, indviklede trækkanaler og riste. Den blev fyldt med brænde, og på en rist blev ligene lagt med hovederne udefter. Det andet lag blev for sammenhængens skyld lagt på tværs, så fulgte der et lag brænde og så videre, indtil der var rejst en bunke på tre meters højede, seks meter på hver led.
Side 233: I en sådan dynge kunne der være henved totusinde dræbte. For at man kunne anbringe dem, blev der opstillet trapper og stilladser som på en byggeplads; dem bar man ligene op ad. Det færdige bygværk blev overpøset med benzin fra en slange, der ved en særlig konstrueret pumpe stod i forbindelse med en benzintromle.
Side 233: FYRBØDERNE antændte ilden nedefra, men holdt også fakler op til rækkerne af hovederne, der stak udenfor. Håret, der var gennemvædet af benzin, flammede straks stærkt op - det var grunden til, at de var lagt med hovederne udefter. Hele dyngen forvandledes til et gigantisk bål, der udsendte en ulidelig hede. I slugten og vidt omkring hang der en kraftig stank af brændt hår og svedent kød.
Omslaget viser navnet 'Babi Jar' med rødt klemt inde i et stort grimt gråt hagekors
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra russisk "Бабий яр. Роман-документ" af Erik Horskjær, Jørgen Harrit
Bogen er identisk med romanens tekst i tidsskriftet 'Junost' med enkelte rettelser fra forfatterens hånd
I vore dage er Babij Jar en mindepark som kan nås ret let og billigt med tog fra Kiev (Kristeligt Dagblad, 19 januar 2019, Rejser & Kultur, Massegravenes grønne park)
Анатолий Васильевич Кузнецов
Side 55: Ingen anden hovedstad i Europa har givet nazisterne en sådan velkomst, som Kijev. Kijev kunne ikke længere forsvares, byen blev rømmet og, syntes det, lagde sig blot for fjenden. Men den tændte sig i brand for øjnene af fjenderne og tog mange af dem med sig i graven. De holdt deres indtog, som de var vant til det fra de vesteuropæiske hovedstæder, rede til at feste, men de fik i stedet et lammende slag; selv jorden brændte under fødder på dem.
Side 182: Tyskerne nåede ikke på én gang til deres system af lejre som Auswitz, Buchenwald og Dachau, de eksperimenterede. De begyndte med simpelt hen at nedskyde deres fanger, men som de vindskibelige og pedantiske folk de var, begyndte de efterhånden at famle sig frem til en form for disse "dødsfabrikker", hvor de, inden de slog folk ihjel, endnu kunne drage lidt nytte af dem.
Side 182: Kløften med de daglige nedskydninger blev ved med at fungere normalt. Man dræbte de fjender, man kun ville have besvær med i lejren. De ankom, blev jaget ind i kløften ad den smalle sti, blev anbragt under skrænten og skudt ned med maskingeværer. De råbte næsten alle et eller andet, men hvad de råbte kunne man ikke opfatte på grund af afstanden. Så blev skrænten undergravet for at begrave ligene, og således flyttede den sig stadig længere og længere ind i kløften. Man ofrede ikke patroner på de sårede, men slog dem simpelthen ihjel med skovlene.
Side 185: Hver eneste dag var man udsat for uden videre at dø. Man døde hyppigst om aftenen. Efter arbejdet blev alle fangerne samlet på appelpladsen og stillet op i hesteskoform. Nu begyndte det vigtigste: alle dagens overtrædelser af reglementet blev trævlet op. Hvis der var forekommet flugtforsøg, blev hele sjakket skudt.
Side 187: For småovertrædelser blev der forordnet prygl. Der blev opstillet et særligt bord, som var fremstillet i snedkerværkstedet. Det havde en fordybning for kroppen, og dér blev manden lagt, hvorefter man med en planke ovenfra pressede hoved og skuldre ned. To kraftige, tykpandede individer af lejrens spytslikkere bankede samvittighedsfuldt løs med knipler, som de spøgende kaldte "maskinpistoler". At få to hundrede "maskinpistoler" var ensbetydende med den visse død.
Side 187: I et af sjakkene manglede der ved aftenappellen en mand. Han blev hurtigt fundet af en hund på latrinet, hvor han havde skjult sig hængende i armene under en af lægterne. Der ville han have ventet på, at det skulle blive nat, så han kunne flygte. Kapoerne pryglede ham på bordet med knipler til kødet løsnede sig i laser; de bankede løs på den døde, til han var opløst i en dej.
Side 188: Radomsky havde opfundet sin egen, helt originale form for straf. Fangerne blev beordret til at klatre op i et træ og fæstne et reb i toppen. Så blev andre fanger sat til at save træet om. Når der blev trukket i rebet, væltede træet, og de, der sad i kronen, blev dræbt. Dette syn var Radomsky altid ude for at se, og det fortaltes, at han morede sig meget. De, der ikke blev slået ihjel med det samme, gjorde Anton det af med ved hjælp af en spade.
Side 189: Vi bevarer livsdriften, så længe vi ånder. Nogle holdt ud længere, andre døde - nogle af sig selv, andre på pladsen eller i kløften. Maskineriet gik sin vante gang.
Side 193: "Aha, nu var den kloge og snedige fisk alligevel færdig med at lege! Jeg har trods alt taget dig!" Et lykkeligt øjeblik! Den, der blot én gang har fanget en fisk, ved, hvad jeg taler om.
Side 193: Snøren hang den ud af munden, og krogen havde sat sig fast et sted nede i maven. Med den ene hånd holdt jeg fast på den stædigt sprællende fisk, mens jeg manøvrerede med den anden for at få krogen fri af dens mave, men krogen havde åbenbart sat sig fast i et ben. Og jeg hev og trak, trak hårdt, men fisken blev ved med at slå med halen og åbne og lukke munden, mens den så på mig med sine udstående øjne. Jeg tabte tålmodigheden og trak til af alle kræfter. Snøren sprang, og krogen blev i fisken. Netop i dette øjeblik forestillede jeg mig, at det var mig, man prøvede at trække en krog ud af, og den kolde sved trådte frem på panden af mig.
Side 195: Det jeg her fortæller, drejer sig slet ikke om at dræbe dyr. Jeg taler om den fantasi, som, hvis man er i besiddelse af den, gør det meget vanskeligt at dræbe, selv en fisk.
Side 199: De sovjetiske penge var hørt op med at gælde på én dag: der kom simpelt hen en bekendtgørelse om, at sovjetpenge var sat ud af kraft. I stedet kom der "ukrainske", der trykt i Rovno. Man skrev ganske vist, at de sovjetiske penge engang med tiden ville blive ombyttet, men det var blot noget, man skrev, og det var såvidt jeg kunne se en af de enkleste pengereformer i verden: man smed simpelt hen de gamle penge på møddingen, og så var det sket.
Side 207: Du vænner dig nok til det, der er meget her i livet, du endnu ikke har set. Sådan en hest er ikke andet end et pund røg!
Side 208: Er det ikke usundt? - Fande vide det, men folk æder pølserne, og der er ingen, der er død af dem. Jeg selv æder aldrig pølser, og jeg vil også anbefale dig at lade være ... Men nu skal der vand i - to spande kødfars kan opsuge én spand vand, og der har du både vægten og profitten.
Side 209: Du må hellere få en forbinding om, så der ikke kommer mere blod i farsen. - Skal folk spise det? - Det skal du ikke bekymre dig om. De har deres fri vilje. De kan jo lade være med at æde det.
Side 231: Over for Topaide optrådte tyskene med megen ærefrygt, men indbyrdes kaldte de ham halvt i spøg, halvt i alvor 'ingeniøren i henrettelser'. Nu var han blevet udgravningsingeniør. Hele dagen opholdt han sig i slugten, gav anvisninger og ordrer, forklarede. Hans ansigt fortrak sig engang imellem i en ubehagelig grimace, et eller andet nerve-tic, og han virkede i det hele taget som et nervebundt på hysteriets rand. Han kunne ikke være til et minut uden at skrige op, fare rundt og slå. Hans 'ingeniør'-virksomhed var åbenbart ikke gået helt sporløst hen over ham selv.
Side 232: Topaide havde selv efter mange eksperimenter udarbejdet et system for fremdragelsen af ligene, således at de ikke blev splittet ad. For at gøre dette, skulle man stikke krogen ind under hagen på dem og trække dem ved underkæben, så kom de hele op, og man kunne slæbe dem på plads.
Side 233: Fangerne adskilte gravmonumenterne og bar dem ned i slugten. Der blev de lagt i rækker. Over dem blev der, atter under Topaides ledelse bygget en velgennemtænkt og teknisk fuldkommen, halvanden meter høj ovn med skorstene, indviklede trækkanaler og riste. Den blev fyldt med brænde, og på en rist blev ligene lagt med hovederne udefter. Det andet lag blev for sammenhængens skyld lagt på tværs, så fulgte der et lag brænde og så videre, indtil der var rejst en bunke på tre meters højede, seks meter på hver led.
Side 233: I en sådan dynge kunne der være henved totusinde dræbte. For at man kunne anbringe dem, blev der opstillet trapper og stilladser som på en byggeplads; dem bar man ligene op ad. Det færdige bygværk blev overpøset med benzin fra en slange, der ved en særlig konstrueret pumpe stod i forbindelse med en benzintromle.
Side 233: FYRBØDERNE antændte ilden nedefra, men holdt også fakler op til rækkerne af hovederne, der stak udenfor. Håret, der var gennemvædet af benzin, flammede straks stærkt op - det var grunden til, at de var lagt med hovederne udefter. Hele dyngen forvandledes til et gigantisk bål, der udsendte en ulidelig hede. I slugten og vidt omkring hang der en kraftig stank af brændt hår og svedent kød.
Pages
299
DDC/MDS
| 891.7 |