Status
Available
Library's review
Varinka Wichfeld Muus var født Varinka Corina Wichfeld (19 februar 1922 - 18 december 2002) på godset Engestofte og var et fremmeligt og vakkert barn. Faderen Jørgen Adalbert Wichfeld var ikke god til forretninger, men moderen Monica Emily Massy-Beresford var til gengæld ikke tabt bag en vogn
Hun vokser op og krigen er en truende skygge, der bliver alvor. Danmark bliver besat og modstanden begynder så småt. Efter august 1943 kommer dampen for alvor op. Flemming Muus er blevet kastet ned som faldskærmsmand og organiserer på livet løs. Han spørger London om de skal fortsætte sabotagen i samme tempo, for tyskerne vil være nødsaget til at tage meget skrappe midler i brug. London svarer omgående "Fortsæt!". Flåden sænker sine skibe, mens hæren overgiver sig med intakte våben til tyskerne.
Flemming er en tur i London og må stå skoleret for dem, for en tilfangetagen radiotelegrafist i Holland havde i over et år bestilt mange nedkastning af udstyr, som var gået lige til tyskerne. Han klarer frisag og får også spændt ben for en kaptajn John Ray, som ingen kan lide. Det bliver senere en dyr fornøjelse for efter krigen er Ray mand for at få Flemming dømt for bedrageri med betroede midler.
I december 1943 bliver Hvidstengruppen trævlet op pgra en faldskærmsmand Jakob Jensen, der bryder sammen under tortur og røber alt for meget af hvad han ved. Inkies mor og hele familie bliver taget af tyskerne og moren overlever ikke.
Den 19. september 1944 bliver politiet taget og Inkie tænker over at ca 100 af de 2000 betjente døde i Buchenwalde. Måske var deres psykiske modstandskraft svagere end modstandsfolkenes? I oktober 1944 bliver Mogens Fog arresteret og selv om han kender Flemmings adresse, flytter denne ikke: "Han er alt for velbegavet til at afsløre vores adresse, det ved du jo godt ..." London foreslår at Flemming og Inkie (der er blevet gift) tager til England et par måneder for at gøre sporet efter dem koldt i Danmark. Inkie bliver trænet som faldskærmsmand. Og da hun kommer hjem fra et kursus, får hun den meget trælse besked fra Flemming: Din mor er død i Tyskland.
Senere på året overgiver tyskerne sig og Flemming og Inkie kan vende tilbage til Danmark. Efter et kort intermezzo hvor de leder efter gestapochefen, Karl Heinz Hoffmann, kommer de tilbage til lejligheden på Jagtvej i oktober.
Her får Inkie så uden varsel at vide at Flemming er anholdt for bedrageri og at sagføreren har papirerne klar til skilsmisse, så hun ikke skal lide under hans synder. En storm af rygter bryder ud. Og familien bliver splittet af det. Inkies far vil fx ikke se Flemming. Faderen vil heller ikke overlade noget til sin søn Ivan, så han fornyer forpagterens kontrakt for ti år. I det hele taget virker faderen ikke så klog.
Flemming bliver dømt, afsoner nogle måneder og bliver så benådet. Det hele virker fuldstændigt tåbeligt. Heldigvis fik Flemming og Inkie otteogtredive år sammen, så helt galt gik det ikke.
Beretningen fænger ikke helt og slet ikke som hendes mands erindringer. Desværre, for hendes liv har bestemt ikke været kedeligt.
Show More
og gjorde gode og indbringende forretninger foruden at være så god en bridge-spiller at hun både kunne undervise i det og vinde store penge på at spille det. Varinka kaldet Inkie voksede op på godset og var tidligt med på rejser til England, Irland, Skotland og Italien. Hun blev undervist hjemme af huslærere og om vinteren. For at spare penge bliver Engestofte lejet ud og familien bruger sommeren i Italien. Inkie lærer at tale flydende italiensk med de andre feriebørn, dansk med barnepigen, engelsk med moderen og fransk med en huslærerinde. Begge forældre røg som skorstene - tre, fire pakker tyrkiske cigaretter om dagen. Moderen holdt sig indedøre og dyrkede dans som eneste motion. Forældrene var dygtige dansere og lærter også børnene at danse tidligt.Hun vokser op og krigen er en truende skygge, der bliver alvor. Danmark bliver besat og modstanden begynder så småt. Efter august 1943 kommer dampen for alvor op. Flemming Muus er blevet kastet ned som faldskærmsmand og organiserer på livet løs. Han spørger London om de skal fortsætte sabotagen i samme tempo, for tyskerne vil være nødsaget til at tage meget skrappe midler i brug. London svarer omgående "Fortsæt!". Flåden sænker sine skibe, mens hæren overgiver sig med intakte våben til tyskerne.
Flemming er en tur i London og må stå skoleret for dem, for en tilfangetagen radiotelegrafist i Holland havde i over et år bestilt mange nedkastning af udstyr, som var gået lige til tyskerne. Han klarer frisag og får også spændt ben for en kaptajn John Ray, som ingen kan lide. Det bliver senere en dyr fornøjelse for efter krigen er Ray mand for at få Flemming dømt for bedrageri med betroede midler.
I december 1943 bliver Hvidstengruppen trævlet op pgra en faldskærmsmand Jakob Jensen, der bryder sammen under tortur og røber alt for meget af hvad han ved. Inkies mor og hele familie bliver taget af tyskerne og moren overlever ikke.
Den 19. september 1944 bliver politiet taget og Inkie tænker over at ca 100 af de 2000 betjente døde i Buchenwalde. Måske var deres psykiske modstandskraft svagere end modstandsfolkenes? I oktober 1944 bliver Mogens Fog arresteret og selv om han kender Flemmings adresse, flytter denne ikke: "Han er alt for velbegavet til at afsløre vores adresse, det ved du jo godt ..." London foreslår at Flemming og Inkie (der er blevet gift) tager til England et par måneder for at gøre sporet efter dem koldt i Danmark. Inkie bliver trænet som faldskærmsmand. Og da hun kommer hjem fra et kursus, får hun den meget trælse besked fra Flemming: Din mor er død i Tyskland.
Senere på året overgiver tyskerne sig og Flemming og Inkie kan vende tilbage til Danmark. Efter et kort intermezzo hvor de leder efter gestapochefen, Karl Heinz Hoffmann, kommer de tilbage til lejligheden på Jagtvej i oktober.
Her får Inkie så uden varsel at vide at Flemming er anholdt for bedrageri og at sagføreren har papirerne klar til skilsmisse, så hun ikke skal lide under hans synder. En storm af rygter bryder ud. Og familien bliver splittet af det. Inkies far vil fx ikke se Flemming. Faderen vil heller ikke overlade noget til sin søn Ivan, så han fornyer forpagterens kontrakt for ti år. I det hele taget virker faderen ikke så klog.
Flemming bliver dømt, afsoner nogle måneder og bliver så benådet. Det hele virker fuldstændigt tåbeligt. Heldigvis fik Flemming og Inkie otteogtredive år sammen, så helt galt gik det ikke.
Beretningen fænger ikke helt og slet ikke som hendes mands erindringer. Desværre, for hendes liv har bestemt ikke været kedeligt.
Show Less
Publication
[Kbh.] Gyldendal 1995
Description
Forfatterens (f. 1922) erindringer om sin brogede barndom og ungdom rundt om i Europa og om sit liv under besættelsen, hvor hun fungerede som sekretær og radioekspert for sin mand, frihedskæmperen og faldskærmschefen Flemming B. Muus.
Language
Original language
Danish
Physical description
207 p.; 22 cm
ISBN
8700181188 / 9788700181182
Local notes
Omslag: Ikke angivet
Omslaget viser Inkie i engelsk uniform (se side 145)
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 58: Du må se i øjnene, at det kan være, der kommer en dag, da der ikke findes tjenestefolk mere, så du bliver nødt til at lære at klare dig uden.
Side 76: England stod helt alene dengang, omringet af ubåde, der sænkede i tusindvis af skibe med livsvigtige fødevarer. Konvojerne blev decimeret. Senere kom der den systematiske bombning af civile mål, dag og nat. Folk fra slumkvartererne sendte deres børn ud på landet til privat indkvartering med en seddel om halsen. Mødrene blev i bomberegnen og arbejdede i døgndrift på fabrikkerne; de sov i jernsenge i tre etager på perronerne i undergrundsbanen, hvor stanken og støjen var ubeskrivelig - men en kop stærk te var altid ved hånden. Churchill var klar over, at uden te var krigen tabt.
Side 152: Han var meget snakkesalig om morgenen, jeg det modsatte - derfor gav han mig morgenmad på sengen i otteogtredive år mod at få lov til at snakke.
Omslaget viser Inkie i engelsk uniform (se side 145)
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 58: Du må se i øjnene, at det kan være, der kommer en dag, da der ikke findes tjenestefolk mere, så du bliver nødt til at lære at klare dig uden.
Side 76: England stod helt alene dengang, omringet af ubåde, der sænkede i tusindvis af skibe med livsvigtige fødevarer. Konvojerne blev decimeret. Senere kom der den systematiske bombning af civile mål, dag og nat. Folk fra slumkvartererne sendte deres børn ud på landet til privat indkvartering med en seddel om halsen. Mødrene blev i bomberegnen og arbejdede i døgndrift på fabrikkerne; de sov i jernsenge i tre etager på perronerne i undergrundsbanen, hvor stanken og støjen var ubeskrivelig - men en kop stærk te var altid ved hånden. Churchill var klar over, at uden te var krigen tabt.
Side 152: Han var meget snakkesalig om morgenen, jeg det modsatte - derfor gav han mig morgenmad på sengen i otteogtredive år mod at få lov til at snakke.
Pages
207