Status
Available
Call number
Library's review
England og Afrika, ca 1884
I. Allan Quatermain (kendt fra Kong Salomons Miner) har været hjemme i England i et par år og keder sig. Hans gamle venner og rejsekammerater kaptajn John Good og sir Henry Curtis banker på og foreslår at de tager på ekspedition sammen. Allan er 63, lille og vågen.
II. Ti dage senere ved Charra forlader deres bærere dem efter en strid. De hugger også det meste af udrustningen og truer endda med at pudse masai'erne på dem. De drager videre og får handlet sig frem til to store kanoer og sætter igang op ad Mana-floden. De slår lejr ude i floden, men selv der er de ikke sikre. En massai svømmer ud og kapper fortøjningen på en af bådene og hugger en kort sværd i en af tjenerne. Til gengæld vågner Allan ved det og hakker massaiens ene hånd af.
III. De når frem til skotten Mackenzies missionsstation, hvor han og hans hustru og deres datter Flossie byder dem velkomne. De har en franskmand, Alphonse, boende. Han er flygtet fra fransk soldatertjeneste og desuden er han eftersøgt for drab, for han har slået sin kone Annette's elsker ihjel. Der er god plads i missionsstationen for næsten alle Mackenzies mænd er draget til kysten med varer, så han har ikke mere end 20 mand tilbage til at forsvare stationen. Mackenzie bekræfter historien om at der måske findes en stamme af hvide inde i junglen, for han tog imod en mand, der kom vaklende ud fra junglen. Desværre nåede manden ikke at fortælle så meget, før han døde. Men han efterlod et forunderligt sværd af et meget specielt design.
IV. Umslopogaas gør deres våben i stand, mens Quatermain snakker med Flossie og spørger til en pragtfuld lilje, kaldet Goya-liljen.
V. Næste dag er Flossie væk. Hun har taget et æsel og er sammen med sin amme Mary og et par mænd taget ud for at finde en Goya-lilje til Quatermain. Han bliver straks bange for om masaierne skulle finde på at gøre hende noget og hen under aften dukker et friskafhugget hoved op på verandaen. Kort efter dukker den ene af Flossies ledsagere op. Han er ret panikslagen og fortæller at den anden mand er dræbt af masaierne og Flossie og Mary er taget til fange. Ca 250 masaier dukker op og de sender en mand ind for at snakke med Mackenzie. Deres krav er rimelige. De har en høne at plukke med de tre hvide mænd, Quatermain, Curtis og Good. De er villige til at tilbagelevere Flossie og Mary mod en af de hvide. De vil under alle omstændigheder også tage 250 stykker kvæg, men to af de hvide kan altså redde livet. Mackenzie og hans gæster beder om betænkningstid, hvilket bliver dem givet, men det understreges også at det nok ikke skal trække længe ud. Masai-sendebudet og Umslopogaas diskuterer lidt, men man hugger jo ikke sendebude til pindebrænde, så parterne skilles uden blodsudgydelse.
VI. Umslopogaas foreslår en slagplan, så Mackenzies 20 mand og Quatermains lille flok måske har en chance. Alternativet er heller ikke rart, så den bliver vedtaget. Quatermain, kaldet Macumazahn af Umslopogaas, har taget ringbrynjer med til sig selv, Curtis og Good, foruden et par ekstra, og de bliver nu fundet frem.
VII. Umslopogaas kvæler en af vagtposterne og så går det ellers løs. Masaierne har holdt fest på noget af kvæget og er lidt søvndrukne i starten, så der er lidt skydetelt over kampen i starten. Der er dog mange masaier og kampen kan gå begge veje. Heldigt nok forsøger en af masaierne at stikke Umslopogaas med et spyd og bliver helt konfus, da det preller af på en skjult ringbrynje. I stedet får Umslopogaas mulighed for at tage et rask opgør med sendebudet fra dagen før og det ender selvfølgelig med at denne får skilt hovedet fra kroppen af et rask snit af Umslopogaas skarptslebne krigsøkse, en Ikosi-kaas. Ellers plejer han at bruge bagenden af øksen, der har en lang spids hul knop som på en lokhammer.
VIII. Quatermains flok på tilsammen 30 mand er blevet halveret, men de vandt slaget. Af de femten overlevende er to dødeligt såret og yderligere tre er lettere sårede. Mackenzie beslutter sig for at det er bedst at tage tilbage til England med familien. Han har sparet en betydelig formue op, så hverken han eller familien vil lide nogen nød. Alphonse har vist sig at være modig som en hare og er helt uskadt.
IX. Alphonse vil meget gerne med på Quatermains fortsatte færd, for alternativet er at følges med Mackenzie til civiliserede egne, hvor han stærkt frygter at guillotinen venter på ham. Curtis, Good, Quatermain, Alphonse og den tilbageværende wakwafi-neger begiver sig afsted. Deres æsler dør af tsetse fluernes stik og de fortsætter i kano uden ret meget af deres oppakning tilbage. De kommer til en sø, hvor Curtis skyder et par svaner. Da wakwafi-tjeneren hopper i vandet for at bjerge fuglene, bliver han grebet af en stærk strøm og trukket væk fra båden. For sent opdager de faren og båden bliver også trukket med. Strømmen fører til en hule, som rummer et afløb fra søen.
X. Båden bliver ført ned i en underjordisk hule, hvor de i timevis lader sig føre af strømmen. De er ved at blive svitset af en stor flamme, der står op fra midten af en underjordisk sø, men slipper med at blive slemt forbrændt. Til sidst strømmer floden ud gennem en stor kløft og de er igen ude i det fri.
XI. De møder liget af deres tjener igen, men heldigvis synker det langsomt til bunds. De kommer snart til en stor sø, hvor de møder en anden båd med to hvide mennesker i. En gammel mand og en ung kvinde. Ex Africa semper aliquid novi. De får kontakt, men kan ikke forstå en lyd af de andres sprog. Den anden båd vender om og sejler mod bredden. Good finder sin paradeuniform frem og de andre smukkeserer sig også så godt det nu lader sig gøre. Båden vender tilbage i følgeskab med mange andre både og Good finder på at det vil være en god ide at plaffe et par flodheste for at imponere. Det går grueligt galt og flodhestene angriber kvindens båd. Det lykkes for Quatermain og de andre at bjerge hende op på deres båd og ingen kommer til skade (udover de dræbte flodheste). Quatermain og hans venner bliver taget med til et pragtfuldt palads.
XII. De bliver beværtet på passende vis. Landet Zu-vendis regeres af to søstre, der begge er dronninger. Nyleptha og Sorais. De er ca 25 år gamle, Nyleptha er blond, Sorais mørk. Begge bliver forelskede i Curtis. Præsterne er vrede, for flodheste er hellige dyr i Zu-vendi og de dræbte dyr var tamme. Ypperstepræsten Agon foreslår at man brænder bespotterne. Nylepta vetoer forslaget. En vasalfyrste Nasta ser Curtis som rival og ser ham gerne død. Nylepta og Quatermains selskab kommunikerer vha tegninger og aftaler at mødes igen dagen efter.
XIII. Quatermain benytter de andres søvn til at gøre notater. Guld er ret almindeligt forekommende i Zu-vendi. Der bor tolv til femten millioner i landet, der er omgivet af store områder med tornebuske. Landet ligger på en højslette, så klimaet er køligt og jorden frugtbar. Folket er ret stridslystne, så borgerkrige holder indbyggerantallet nede. Styreformen er for tiden monarki med to dronninger, men borgerkrigen er ikke langt væk og hofintrigerne trives. Statsreligionen er Solen og præsterne regerer de fakto landet, men uden at gå til yderligheder.
XIV. Agon forsøger igen at få brændt fredsforstyrrende af, men Quatermain forsvarer sig og det bliver i stedet en præst, der ryger i offerbålet. Dronningerne holder hånden over Quatermain og hans flok indtil de selv kan tale sproget og forklare sig. Agon går modstræbende med til det.
XV. I flere måneder bliver Quatermain og hans flok (minus Umslopogaas der ikke vil lære kaudervælsk) undervist i sproget.
XVI. Curtis mødes i hemmelighed med Nylepta og både Nasta og Solais er vældig misfornøjede. Nasta frier til Nylepta, men får et henholdende svar, der gør ham rasende og han trækker sig skumlende tilbage til sin provins, hvor han har 30000 krigere under våben.
XVII. Sorais har også kastet sin kærlighed på Curtis og tilbyder ham at blive hendes ægtemand og dermed hovedrig og med en smuk kone. Han takker nej, hvilket hun ikke tager nådigt op. Quatermain frygter reaktionen "Helvede ejer ingen Furie saa grum som en forsmaaet Kvinde". Han får foretræde hos Nylepta og advarer hende om at Sorais og Nasta nu er allierede og lægger planer. Hun reagerer hurtigt og træffer modforholdsregler. Umslopogaas kan fortælle at Sorais har været inde hos den sovende Curtis, men at Good forstyrrede hende og fik et stik i brynjen som tak. Umslopogaas har samlet en stump af knivsbladet op, som knækkede af.
XVIII. Sorais og Nylepta har en ophedet diskussion, der ender med at Sorais erklærer krig og drager af. En fra Nyleptas livvagt vil følge efter, men Umslopogaas stopper ham med sin økse. Det var krigens første offer.
XIX. Ypperstepræsten Agon slipper ikke ud, før portene lukkes bag Sorais. De tør ikke fængsle ham, men han kan jo passende vie Nylepta og Curtis først. Han skal dog trues til det, men gør det dog. Quatermain fremsiger så det engelske vielsesritual og Nylepta og Curtis er nu gift på lovformelig vis. Krigsforberedelserne går for alvor i gang og Sorais har også udtænkt en list, for hun indfanger Alphonse. Nylepta, Curtis, Good og Quatermain har valget mellem at lade sig belejre i byen eller drage i feltet for at slås der. De vælger det sidste og Nylepta har et godt forslag til hvor slaget skal stå.
XX. Kun et tusind ukampdygtige mænd bliver tilbage i byen sammen med Nylepta og en lille livgarde. Hun sender sin hest Lysstraalen til Curtis, så han har den rappeste og sejeste hest i hele landet. Det kommer som ventet til et stort og frygteligt slag. Quatermain bliver hårdt såret, men frelser til gengæld Good. I tumulten efter at Sorais' hær er slået tilbage, dukker Alphonse op. Han har overhørt en plan om at snigmyrde Nylepta. Livvagten vil ikke myrde Nylepta, men godt lade en vej stå åben for præsterne, så disse kan gøre arbejdet. Der er ni timer til daggry og Quatermain og Umslopogaas rider omgående afsted til Milosis.
XXI. Der er fortvivlende langt og Quatermain er såret, men de presser hestene til det yderste. Quatermains hest ender med at styrte, men Umslopogaas sætter Quatermain op på sin egen hest Lysstraale og løber ved siden af. De kommer frem til paladset, men måske for sent? Kun en enkelt soldat finder de, for hele livvagten og alle tjenerne er væk. Nylepta og hendes kammerpiger er der dog, men de aner ikke uråd før Quatermain kommer og fortæller dem at de er i livsfare. Nylepta sender nogle af de trofaste piger ud for at få hidkaldt trofaste støtter blandt borgerne. Det er fint nok, men paladsets porte er løftet af hængslerne og smidt væk!
XXII. Quatermain får startet på at barrikadere indgangen til paladset. Umslopogaas og en trofast soldat Kara holder imens fjenderne borte, selv om de ved at det er en selvmordsmission. Kara falder og lidt efter angriber Agon Umslopogaas, for ingen andre har lyst at gå alene mod ham. Agon får såret Umslopogaas, men bliver selv fældet af dennes økse og imens er en forsvarsmur blevet bygget imellem kampen og Nyleptas kvarterer. Nyleptas støtter kommer nu til og spærrer tilbagevejen for angriberne. Nasta indser nederlaget og angriber Umslopogaas med bersærkerkræfter og sårer ham alvorligt. Umslopogaas giver ham til gengæld et stort knus og kaster ham over trappegelænderet til et fald på to hundrede fod. Det knuser den sidste modstand og selv om Umslopogaas er dødeligt såret svinger han øksen en sidste gang og banker den ned i templets Hellige Sten, så denne går i stykker. Umslopogaas dør med stil, men Lysstraale viser sig at kunne reddes. Quatermain er mere slidt og når lige at få lidt nyheder om tilbagetog for Sorais, før han mister bevidstheden og først vågner fjorten dage senere.
XXIII. Quatermain får det bedre, men det lakker mod enden for ham og det er han selv klar over. Sorais er blevet taget til fange. Good tilbyder hende ægteskab og Curtis har bedt om nåde for hende overfor Nylepta. Sorais er dog ikke til sinds at følge nogen middelvej og begår selvmord. Curtis bliver medregent og over det næste halve år går det stadigt tilbage for Quatermain, der dør efter at have nedskrevet beretningen om dette sidste togt. "Jeg har talt", slutter han med.
XXIV. Quatermain bliver brændt og Henry Curtis får sendt brev hjem og beordrer så indgangen til Zu-vendi spærret for tid og evighed.
Denne oversættelse mangler kapiteloverskrifter og indledningen er næsten helt skrottet, så der dvæles ikke ved at Allan Quatermains søn, Harry, er død af kopper for kun lidt over en uge siden. Harry var Allans eneste barn og netop uddannet som læge. Til gengæld står hele handlingen beskrevet på bagsiden af bogen.
I. Allan Quatermain (kendt fra Kong Salomons Miner) har været hjemme i England i et par år og keder sig. Hans gamle venner og rejsekammerater kaptajn John Good og sir Henry Curtis banker på og foreslår at de tager på ekspedition sammen. Allan er 63, lille og vågen.
Show More
Kaptajn Good er stor og rund. Curtis er godsejer og keder sig. Allan har planen klar. Først til Mount Kenia, så til Mount Lekakisera og målet er at undersøge rygter om en hvid stamme to måneders rejse derfra. Som sagt, så gjort og fjorten uger senere er de i Lamu og hyrer nogle Wakwafi bærere. De støder også på en stor zulu-kriger Umslopogaas, som også er kendt som "Slagteren" eller "Træpikkeren". Hans stridsøkse har 107 hakker i skaftet, for han har ikke talt dem med som andre havde såret først.II. Ti dage senere ved Charra forlader deres bærere dem efter en strid. De hugger også det meste af udrustningen og truer endda med at pudse masai'erne på dem. De drager videre og får handlet sig frem til to store kanoer og sætter igang op ad Mana-floden. De slår lejr ude i floden, men selv der er de ikke sikre. En massai svømmer ud og kapper fortøjningen på en af bådene og hugger en kort sværd i en af tjenerne. Til gengæld vågner Allan ved det og hakker massaiens ene hånd af.
III. De når frem til skotten Mackenzies missionsstation, hvor han og hans hustru og deres datter Flossie byder dem velkomne. De har en franskmand, Alphonse, boende. Han er flygtet fra fransk soldatertjeneste og desuden er han eftersøgt for drab, for han har slået sin kone Annette's elsker ihjel. Der er god plads i missionsstationen for næsten alle Mackenzies mænd er draget til kysten med varer, så han har ikke mere end 20 mand tilbage til at forsvare stationen. Mackenzie bekræfter historien om at der måske findes en stamme af hvide inde i junglen, for han tog imod en mand, der kom vaklende ud fra junglen. Desværre nåede manden ikke at fortælle så meget, før han døde. Men han efterlod et forunderligt sværd af et meget specielt design.
IV. Umslopogaas gør deres våben i stand, mens Quatermain snakker med Flossie og spørger til en pragtfuld lilje, kaldet Goya-liljen.
V. Næste dag er Flossie væk. Hun har taget et æsel og er sammen med sin amme Mary og et par mænd taget ud for at finde en Goya-lilje til Quatermain. Han bliver straks bange for om masaierne skulle finde på at gøre hende noget og hen under aften dukker et friskafhugget hoved op på verandaen. Kort efter dukker den ene af Flossies ledsagere op. Han er ret panikslagen og fortæller at den anden mand er dræbt af masaierne og Flossie og Mary er taget til fange. Ca 250 masaier dukker op og de sender en mand ind for at snakke med Mackenzie. Deres krav er rimelige. De har en høne at plukke med de tre hvide mænd, Quatermain, Curtis og Good. De er villige til at tilbagelevere Flossie og Mary mod en af de hvide. De vil under alle omstændigheder også tage 250 stykker kvæg, men to af de hvide kan altså redde livet. Mackenzie og hans gæster beder om betænkningstid, hvilket bliver dem givet, men det understreges også at det nok ikke skal trække længe ud. Masai-sendebudet og Umslopogaas diskuterer lidt, men man hugger jo ikke sendebude til pindebrænde, så parterne skilles uden blodsudgydelse.
VI. Umslopogaas foreslår en slagplan, så Mackenzies 20 mand og Quatermains lille flok måske har en chance. Alternativet er heller ikke rart, så den bliver vedtaget. Quatermain, kaldet Macumazahn af Umslopogaas, har taget ringbrynjer med til sig selv, Curtis og Good, foruden et par ekstra, og de bliver nu fundet frem.
VII. Umslopogaas kvæler en af vagtposterne og så går det ellers løs. Masaierne har holdt fest på noget af kvæget og er lidt søvndrukne i starten, så der er lidt skydetelt over kampen i starten. Der er dog mange masaier og kampen kan gå begge veje. Heldigt nok forsøger en af masaierne at stikke Umslopogaas med et spyd og bliver helt konfus, da det preller af på en skjult ringbrynje. I stedet får Umslopogaas mulighed for at tage et rask opgør med sendebudet fra dagen før og det ender selvfølgelig med at denne får skilt hovedet fra kroppen af et rask snit af Umslopogaas skarptslebne krigsøkse, en Ikosi-kaas. Ellers plejer han at bruge bagenden af øksen, der har en lang spids hul knop som på en lokhammer.
VIII. Quatermains flok på tilsammen 30 mand er blevet halveret, men de vandt slaget. Af de femten overlevende er to dødeligt såret og yderligere tre er lettere sårede. Mackenzie beslutter sig for at det er bedst at tage tilbage til England med familien. Han har sparet en betydelig formue op, så hverken han eller familien vil lide nogen nød. Alphonse har vist sig at være modig som en hare og er helt uskadt.
IX. Alphonse vil meget gerne med på Quatermains fortsatte færd, for alternativet er at følges med Mackenzie til civiliserede egne, hvor han stærkt frygter at guillotinen venter på ham. Curtis, Good, Quatermain, Alphonse og den tilbageværende wakwafi-neger begiver sig afsted. Deres æsler dør af tsetse fluernes stik og de fortsætter i kano uden ret meget af deres oppakning tilbage. De kommer til en sø, hvor Curtis skyder et par svaner. Da wakwafi-tjeneren hopper i vandet for at bjerge fuglene, bliver han grebet af en stærk strøm og trukket væk fra båden. For sent opdager de faren og båden bliver også trukket med. Strømmen fører til en hule, som rummer et afløb fra søen.
X. Båden bliver ført ned i en underjordisk hule, hvor de i timevis lader sig føre af strømmen. De er ved at blive svitset af en stor flamme, der står op fra midten af en underjordisk sø, men slipper med at blive slemt forbrændt. Til sidst strømmer floden ud gennem en stor kløft og de er igen ude i det fri.
XI. De møder liget af deres tjener igen, men heldigvis synker det langsomt til bunds. De kommer snart til en stor sø, hvor de møder en anden båd med to hvide mennesker i. En gammel mand og en ung kvinde. Ex Africa semper aliquid novi. De får kontakt, men kan ikke forstå en lyd af de andres sprog. Den anden båd vender om og sejler mod bredden. Good finder sin paradeuniform frem og de andre smukkeserer sig også så godt det nu lader sig gøre. Båden vender tilbage i følgeskab med mange andre både og Good finder på at det vil være en god ide at plaffe et par flodheste for at imponere. Det går grueligt galt og flodhestene angriber kvindens båd. Det lykkes for Quatermain og de andre at bjerge hende op på deres båd og ingen kommer til skade (udover de dræbte flodheste). Quatermain og hans venner bliver taget med til et pragtfuldt palads.
XII. De bliver beværtet på passende vis. Landet Zu-vendis regeres af to søstre, der begge er dronninger. Nyleptha og Sorais. De er ca 25 år gamle, Nyleptha er blond, Sorais mørk. Begge bliver forelskede i Curtis. Præsterne er vrede, for flodheste er hellige dyr i Zu-vendi og de dræbte dyr var tamme. Ypperstepræsten Agon foreslår at man brænder bespotterne. Nylepta vetoer forslaget. En vasalfyrste Nasta ser Curtis som rival og ser ham gerne død. Nylepta og Quatermains selskab kommunikerer vha tegninger og aftaler at mødes igen dagen efter.
XIII. Quatermain benytter de andres søvn til at gøre notater. Guld er ret almindeligt forekommende i Zu-vendi. Der bor tolv til femten millioner i landet, der er omgivet af store områder med tornebuske. Landet ligger på en højslette, så klimaet er køligt og jorden frugtbar. Folket er ret stridslystne, så borgerkrige holder indbyggerantallet nede. Styreformen er for tiden monarki med to dronninger, men borgerkrigen er ikke langt væk og hofintrigerne trives. Statsreligionen er Solen og præsterne regerer de fakto landet, men uden at gå til yderligheder.
XIV. Agon forsøger igen at få brændt fredsforstyrrende af, men Quatermain forsvarer sig og det bliver i stedet en præst, der ryger i offerbålet. Dronningerne holder hånden over Quatermain og hans flok indtil de selv kan tale sproget og forklare sig. Agon går modstræbende med til det.
XV. I flere måneder bliver Quatermain og hans flok (minus Umslopogaas der ikke vil lære kaudervælsk) undervist i sproget.
XVI. Curtis mødes i hemmelighed med Nylepta og både Nasta og Solais er vældig misfornøjede. Nasta frier til Nylepta, men får et henholdende svar, der gør ham rasende og han trækker sig skumlende tilbage til sin provins, hvor han har 30000 krigere under våben.
XVII. Sorais har også kastet sin kærlighed på Curtis og tilbyder ham at blive hendes ægtemand og dermed hovedrig og med en smuk kone. Han takker nej, hvilket hun ikke tager nådigt op. Quatermain frygter reaktionen "Helvede ejer ingen Furie saa grum som en forsmaaet Kvinde". Han får foretræde hos Nylepta og advarer hende om at Sorais og Nasta nu er allierede og lægger planer. Hun reagerer hurtigt og træffer modforholdsregler. Umslopogaas kan fortælle at Sorais har været inde hos den sovende Curtis, men at Good forstyrrede hende og fik et stik i brynjen som tak. Umslopogaas har samlet en stump af knivsbladet op, som knækkede af.
XVIII. Sorais og Nylepta har en ophedet diskussion, der ender med at Sorais erklærer krig og drager af. En fra Nyleptas livvagt vil følge efter, men Umslopogaas stopper ham med sin økse. Det var krigens første offer.
XIX. Ypperstepræsten Agon slipper ikke ud, før portene lukkes bag Sorais. De tør ikke fængsle ham, men han kan jo passende vie Nylepta og Curtis først. Han skal dog trues til det, men gør det dog. Quatermain fremsiger så det engelske vielsesritual og Nylepta og Curtis er nu gift på lovformelig vis. Krigsforberedelserne går for alvor i gang og Sorais har også udtænkt en list, for hun indfanger Alphonse. Nylepta, Curtis, Good og Quatermain har valget mellem at lade sig belejre i byen eller drage i feltet for at slås der. De vælger det sidste og Nylepta har et godt forslag til hvor slaget skal stå.
XX. Kun et tusind ukampdygtige mænd bliver tilbage i byen sammen med Nylepta og en lille livgarde. Hun sender sin hest Lysstraalen til Curtis, så han har den rappeste og sejeste hest i hele landet. Det kommer som ventet til et stort og frygteligt slag. Quatermain bliver hårdt såret, men frelser til gengæld Good. I tumulten efter at Sorais' hær er slået tilbage, dukker Alphonse op. Han har overhørt en plan om at snigmyrde Nylepta. Livvagten vil ikke myrde Nylepta, men godt lade en vej stå åben for præsterne, så disse kan gøre arbejdet. Der er ni timer til daggry og Quatermain og Umslopogaas rider omgående afsted til Milosis.
XXI. Der er fortvivlende langt og Quatermain er såret, men de presser hestene til det yderste. Quatermains hest ender med at styrte, men Umslopogaas sætter Quatermain op på sin egen hest Lysstraale og løber ved siden af. De kommer frem til paladset, men måske for sent? Kun en enkelt soldat finder de, for hele livvagten og alle tjenerne er væk. Nylepta og hendes kammerpiger er der dog, men de aner ikke uråd før Quatermain kommer og fortæller dem at de er i livsfare. Nylepta sender nogle af de trofaste piger ud for at få hidkaldt trofaste støtter blandt borgerne. Det er fint nok, men paladsets porte er løftet af hængslerne og smidt væk!
XXII. Quatermain får startet på at barrikadere indgangen til paladset. Umslopogaas og en trofast soldat Kara holder imens fjenderne borte, selv om de ved at det er en selvmordsmission. Kara falder og lidt efter angriber Agon Umslopogaas, for ingen andre har lyst at gå alene mod ham. Agon får såret Umslopogaas, men bliver selv fældet af dennes økse og imens er en forsvarsmur blevet bygget imellem kampen og Nyleptas kvarterer. Nyleptas støtter kommer nu til og spærrer tilbagevejen for angriberne. Nasta indser nederlaget og angriber Umslopogaas med bersærkerkræfter og sårer ham alvorligt. Umslopogaas giver ham til gengæld et stort knus og kaster ham over trappegelænderet til et fald på to hundrede fod. Det knuser den sidste modstand og selv om Umslopogaas er dødeligt såret svinger han øksen en sidste gang og banker den ned i templets Hellige Sten, så denne går i stykker. Umslopogaas dør med stil, men Lysstraale viser sig at kunne reddes. Quatermain er mere slidt og når lige at få lidt nyheder om tilbagetog for Sorais, før han mister bevidstheden og først vågner fjorten dage senere.
XXIII. Quatermain får det bedre, men det lakker mod enden for ham og det er han selv klar over. Sorais er blevet taget til fange. Good tilbyder hende ægteskab og Curtis har bedt om nåde for hende overfor Nylepta. Sorais er dog ikke til sinds at følge nogen middelvej og begår selvmord. Curtis bliver medregent og over det næste halve år går det stadigt tilbage for Quatermain, der dør efter at have nedskrevet beretningen om dette sidste togt. "Jeg har talt", slutter han med.
XXIV. Quatermain bliver brændt og Henry Curtis får sendt brev hjem og beordrer så indgangen til Zu-vendi spærret for tid og evighed.
Denne oversættelse mangler kapiteloverskrifter og indledningen er næsten helt skrottet, så der dvæles ikke ved at Allan Quatermains søn, Harry, er død af kopper for kun lidt over en uge siden. Harry var Allans eneste barn og netop uddannet som læge. Til gengæld står hele handlingen beskrevet på bagsiden af bogen.
Show Less
Publication
Martin, 1944.
Description
Classic Literature. Fantasy. Fiction. HTML: The character Allan Quatermain is the hero of H. Rider Haggard's 1885 novel King Solomon's Mines. In this adventure novel named after him, Quatermain longs for a return to the wilderness after losing his son. He talks a number of companions into joining him and they journey inland from Africa's east coast, where they are attacked by Masai warriors..
User reviews
LibraryThing member reading_fox
The sequel to the much more famous King Solomon's Mines. Very much in the same vein.
Alan Quatermain - the 'hero' from KSM, is bored. He's been back in civilised and genteel england for a few years. Unfortunetly his son much loved son dies in the intervening period - from smallpox - And he concieves
Hence various adventures occur and a chance meeting with an old friend the Zulu Umslopogaas provides the necessary background to help ensure that the White men and the natives are suitably contrasted - very much a product of the era it was written in. There are the usual diversions with pretty women, scheming priests and just about everything you would expect from an adventure story, including of course graphically bloody massacres, and heoric deeds. Many of the trials they undergo seem to be quite realistic - porters deserting a group was a common hazard for example. The river through the mountain wasn't actually too unbelivable, although the gas jet was just bizarre.
In today's world it is of course horrendously stereotypical and often racist, but at the time it was written, it must have been close to how Africa was percieved, a mysterious continent far away, full of savages and strange possabilities. Only Alan Quatermain himself gets drawn into the story, even his closest aquaintances remain very much 2D shadows to accompany him, but we do get quit a bit of insight into Alan's view of events and the people around him, which is often dryly amusing. The pacing is excellant, and the story rushes along from one place to the next with suitable pauses for the characters and the reader to refresh themselves. There is some trully obvious foreshadowing, but the account is supposed to have been diary entries from AQ written after his travels, so in some respects this is excuseable.
Overal, enjoyable, not as thrilling as KSMs, but another quick fun read highlighting the social differences between the 1880s and today.
..............................................
Alan Quatermain - the 'hero' from KSM, is bored. He's been back in civilised and genteel england for a few years. Unfortunetly his son much loved son dies in the intervening period - from smallpox - And he concieves
Show More
a yearning to return to the wilderness of Africa and the udulation of the natives. Fortunetly his old friends the irrepresible Cook and Curtis also feel similarly inclined. Quartermain remembers an old tale told to him of a tribe of "white" natives who live far out in central africa, and this seems like a suitable target for them to aim for. Hence various adventures occur and a chance meeting with an old friend the Zulu Umslopogaas provides the necessary background to help ensure that the White men and the natives are suitably contrasted - very much a product of the era it was written in. There are the usual diversions with pretty women, scheming priests and just about everything you would expect from an adventure story, including of course graphically bloody massacres, and heoric deeds. Many of the trials they undergo seem to be quite realistic - porters deserting a group was a common hazard for example. The river through the mountain wasn't actually too unbelivable, although the gas jet was just bizarre.
In today's world it is of course horrendously stereotypical and often racist, but at the time it was written, it must have been close to how Africa was percieved, a mysterious continent far away, full of savages and strange possabilities. Only Alan Quatermain himself gets drawn into the story, even his closest aquaintances remain very much 2D shadows to accompany him, but we do get quit a bit of insight into Alan's view of events and the people around him, which is often dryly amusing. The pacing is excellant, and the story rushes along from one place to the next with suitable pauses for the characters and the reader to refresh themselves. There is some trully obvious foreshadowing, but the account is supposed to have been diary entries from AQ written after his travels, so in some respects this is excuseable.
Overal, enjoyable, not as thrilling as KSMs, but another quick fun read highlighting the social differences between the 1880s and today.
..............................................
Show Less
LibraryThing member barpurple
I've read and re-read this book and I love it everytime. There is something about that stiff upper lip, reserved, oh so British attitude that shouldn't work in an adventure story, but works magnificently here.
LibraryThing member antiquary
The second Allen Quartermain book, and in some ways even greater than King Solomon's Mines, providing closure for most of the main characters, including Allen himself, who dies at the end of it. All the other stories thereafter are retrospective.
LibraryThing member DinadansFriend
Like Turtledove, Haggard is not a stylist, but this is a good sequel to "King Solomon's Mines". If you like books set just off the edge of the map, then this is a ripping yarn.
LibraryThing member cwflatt
Another recommend required reading for men. I agree
LibraryThing member AliceAnna
A pleasant diversion. I could have done without some of the "Great White Hunter" crap, but otherwise a nice little adventure - sometimes predictable, but still entertaining. The characters were colorful and often had more depth than I expected.
LibraryThing member edwinbcn
I always imagine that the novels of Sir Rider Haggard are a kind of literary precursor of the Indiana Jones films. In fact, with Robert Louis Stevenson, Haggard was part of the literary reaction against domestic realism that has been called a romance revival. While Stevenson listened to the
King Solomon’s Mines (1885), She (1887) and Allan Quatermain (1887) are African adventure stories. It is a bit strange that while King Solomon’s Mines is clearly situated in South Africa, with frequent references to Zulus, the Transvaal and Boers, Allan Quatermain is supposedly set in Kenya, but the description is still mostly like South Africa, and the introduction of the Masai is clearly through literary sources. In fact, at the end of the novel Haggard includes a page of "Authorities" to fend of criticism for plagiarism.
Unlike King Solomon’s Mines and She, which presented a fairly unified story, Allan Quatermain consists of two story elements which are only loosely connected as they happen along their journey. As in later Victorian stories, such as Conan Doyle's The lost world the lost civilization is discovered after travelling through a screening setting.
The reason we still read the novels of Sir Rider Haggard is that they were not as offensive about white supremacy and denigrating about the native Africans as some of his contemporaries. One may wonder how long we can bear them in the literary canon before they are scrubbed as products of the colonial mind and white supremacy. However, in the meantime they are highly entertaining, romantics adventure stories.
Show More
throbbing drums in the South Seas, Haggard painted a romantic picture of valiant Victorian heroes and innocent, blonde maidens threatened by hordes of un-Christian and blood-thirsty Africans.King Solomon’s Mines (1885), She (1887) and Allan Quatermain (1887) are African adventure stories. It is a bit strange that while King Solomon’s Mines is clearly situated in South Africa, with frequent references to Zulus, the Transvaal and Boers, Allan Quatermain is supposedly set in Kenya, but the description is still mostly like South Africa, and the introduction of the Masai is clearly through literary sources. In fact, at the end of the novel Haggard includes a page of "Authorities" to fend of criticism for plagiarism.
Unlike King Solomon’s Mines and She, which presented a fairly unified story, Allan Quatermain consists of two story elements which are only loosely connected as they happen along their journey. As in later Victorian stories, such as Conan Doyle's The lost world the lost civilization is discovered after travelling through a screening setting.
The reason we still read the novels of Sir Rider Haggard is that they were not as offensive about white supremacy and denigrating about the native Africans as some of his contemporaries. One may wonder how long we can bear them in the literary canon before they are scrubbed as products of the colonial mind and white supremacy. However, in the meantime they are highly entertaining, romantics adventure stories.
Show Less
LibraryThing member davisfamily
Well that was unexpected.....
Subjects
Language
Original language
English
Original publication date
1887
Physical description
207 p.; 20 cm
Local notes
Omslag: Ikke angivet
Omslaget viser en båd på vandet med store flammer ganske tæt ved. En mand styrer med en kort åre, mens flere andre i båden ligger ned
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Omslaget bærer signaturen VE, som sikkert er Viggo Eriksen (1901-07-21 - 1972-10-24)
https://www.piaper.dk/postkortkunstnere/Postkortkunstnere/Viggo_Eriksen/Viggo_Er...
Oversat fra engelsk "Allan Quatermain" af P. Jerndorff-Jessen
Gutenberg, bind 711
Side 33: en smitsom Sygdom, sandsynligvis Smaakopperne.
Side 35: en lokhammer
Side 66: Ved hvert Dunk faldt en Fjende med et pænt lille rundt Hul i Panden eller i Hovedskallen, akkurat af samme Form som det, en Ostesøger danner i en Ost.
Side 93: Kvinden havde et yndigt Ansigt, paa én gang livligt og undseligt, med store Øjne og langt krøllet, brunt Haar. Hendes Klædedragt bestod, som vi senere fik Lejlighed til at erfare, først af en linned Underkjole, som naaede til Knæene, og over den, et enkelt langt Stykke Tøj af Uld, henved to Alen bredt og syv Alen langt, der var slynget rundt om Legemet i yndefulde Folder og til sidst kastet over den venstre Skulder, saa dets nederste Rand, der var farvet blaa, purpurrød eller brun efter Bærerskens forskellige Stand, hang ned foran, saaledes at den højre Arm og det højre Bryst var blottede. En mere klædelig Dragt - i Særdeleshed naar, som her, dens Bærerske var ung og smuk - vil man vanskelig kunne forestille sig.
Side 160: Om min Fyrste ønsker det, da er Præsten der, og Alteret der, og jeg er rede til at gøre min Fyrstes Villie. Hør mit Ord, min Fyrste! Om otte Dage i det seneste maa du drage i Krigen, thi du skal føre mine Hære. Men i Krigen kan Mænd falde, og om det skulde hænde dig, da vilde jeg dog saa gerne have ejet dig første, selv om det kun var for Mindets Skyld.
Side 188: Jeg føler mig end en Gang som ung Mand. Min Styrke er vendt tilbag som Flammen i en Lampe, der blusser op for sidste Gang, før den slukkes. Frygt ikke! Jeg skal kæmpe en god Kamp; Vinen og Søvnen har skænket mig et nyt Hjerte.
Omslaget viser en båd på vandet med store flammer ganske tæt ved. En mand styrer med en kort åre, mens flere andre i båden ligger ned
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Omslaget bærer signaturen VE, som sikkert er Viggo Eriksen (1901-07-21 - 1972-10-24)
https://www.piaper.dk/postkortkunstnere/Postkortkunstnere/Viggo_Eriksen/Viggo_Er...
Oversat fra engelsk "Allan Quatermain" af P. Jerndorff-Jessen
Gutenberg, bind 711
Side 33: en smitsom Sygdom, sandsynligvis Smaakopperne.
Side 35: en lokhammer
Side 66: Ved hvert Dunk faldt en Fjende med et pænt lille rundt Hul i Panden eller i Hovedskallen, akkurat af samme Form som det, en Ostesøger danner i en Ost.
Side 93: Kvinden havde et yndigt Ansigt, paa én gang livligt og undseligt, med store Øjne og langt krøllet, brunt Haar. Hendes Klædedragt bestod, som vi senere fik Lejlighed til at erfare, først af en linned Underkjole, som naaede til Knæene, og over den, et enkelt langt Stykke Tøj af Uld, henved to Alen bredt og syv Alen langt, der var slynget rundt om Legemet i yndefulde Folder og til sidst kastet over den venstre Skulder, saa dets nederste Rand, der var farvet blaa, purpurrød eller brun efter Bærerskens forskellige Stand, hang ned foran, saaledes at den højre Arm og det højre Bryst var blottede. En mere klædelig Dragt - i Særdeleshed naar, som her, dens Bærerske var ung og smuk - vil man vanskelig kunne forestille sig.
Side 160: Om min Fyrste ønsker det, da er Præsten der, og Alteret der, og jeg er rede til at gøre min Fyrstes Villie. Hør mit Ord, min Fyrste! Om otte Dage i det seneste maa du drage i Krigen, thi du skal føre mine Hære. Men i Krigen kan Mænd falde, og om det skulde hænde dig, da vilde jeg dog saa gerne have ejet dig første, selv om det kun var for Mindets Skyld.
Side 188: Jeg føler mig end en Gang som ung Mand. Min Styrke er vendt tilbag som Flammen i en Lampe, der blusser op for sidste Gang, før den slukkes. Frygt ikke! Jeg skal kæmpe en god Kamp; Vinen og Søvnen har skænket mig et nyt Hjerte.
Similar in this library
Series
Pages
207
DDC/MDS
| 823.8 |