Status
Available
Library's review
Indeholder "Forord - Kirsten Hastrup", "Skytsengle - Naja Marie Aidt", "Glimt af Grønland - Julie Berthelsen", "Rød sol og guldbroderede sko - Jessie Kleemann", "Grønland i hjertet - Anne Knudsen", "Jensigne - Henrik Littauer", "En kuldreng - Rasmus Lyberth", "Fem et halvt år - Mai Misfeldt",
"Forord - Kirsten Hastrup" handler om at bogen er Grønland set fra barnets synspunkt. Alle sanser er i brug. Børnehaven og skolen er opdelt i grønlandsk og dansk og det er trælst. Hvad er hjemme? Hvad er ude?
"Skytsengle - Naja Marie Aidt" handler om Naja født i 1963 i Aasiaat. Senere i Danmark møder hun tre grønlandske kvinder, der spontant siger "Så er du jo grønlænder!" men hun ved selv at det er meget overdrevet. Hun var en del af kolonimagten. Hun husker en ferie i Danmark som tre-årig og hvor fremmedartet alting var. Hun husker "chokoladefabrikken" (hvor man tømmer latrinbeholderne) og Spandemanden. Og angst for qivitoq, fjeldgængere.
"Glimt af Grønland - Julie Berthelsen" handler om Julie født i Aarhus 1979 og vokset op i Godhavn og Nuuk. Hun har minder fra Blok 4 og fra et rækkehuskvarter. Eliteskiløber og sanger/musiker. Stedfaderen Per har turneret med Sume og forældrene har klaret sig godt.
"Rød sol og guldbroderede sko - Jessie Kleemann" handler om Jessie født 1959 i Upernavik. Om at føle sig udenfor. Vokset op i starten ved en moster, fordi moren ikke kunne tage sig af hende. Om at være for parrooq, tosset og pyntesyg. Ikke nogen god barndom.
"Grønland i hjertet - Anne Knudsen" handler om en farlig barndom, mæslinger og tuberkulose og ulykker. Og om hvor farligt, ubarmhjertigt og uhyggelige der er i verden. Lige bag ved det smilende dagslys.
"Jensigne - Henrik Littauer" handler om en supergod barnepige og pige i huset hos Henriks familie. Hun er stadig Henriks faste livline til Grønland. En af hendes brødre Alfred Steenholdt nåede at være Grønlands rigeste inden han var uheldig og gik konkurs.
"En kuldreng - Rasmus Lyberth" handler om at hente kul så familien kan holde varmen. Rasmus kan huske meget fra sin barndom.
"Fem et halvt år - Mai Misfeldt" handler om at de fem år i Grønland var en verden, hun blev revet ud af. Et savn, hun ikke kan dele med nogen. Forældrene er i sundhedsvæsenet og gør gode ting, men er der til gengæld ikke helt så meget for deres børn.
"Danskerbarn - Iben Mondrup" handler om at danskerbørnene typisk kun var i Grønland få år, så venskaber var svære at knytte. Og de blev ikke undervist i grønlandsk, så hun kan stadig ikke grønlandsk.
"I en forstad til det rigtige Grønland - Emile Hertling Péronard" handler om at være grønlandsk i Danmark og dansk i Grønland og egentlig synes at det er ok. Men det nager at børnene ikke vokser op på samme måde med nordlys og is.
"Livets udkant - Minik Rosing" handler om at være den evige amatøreskimo.
"Den rette frekvens - Kaare Sørensen" handler om Kaare, født 1979 i Aarhus og fra 1991 til 1996 boet i Nuuk. I Nuuk laver han radio hele tiden for Radio Nuummiunut. Og falder, fordi han kigger på nordlys, mens han går. I Danmark er der ikke nordlys.
"Barn i dønningerne af kolonitiden - Elisabeth Toubro" handler om Elisabeth født 1956 i Nuuk (eller rettere Godthåb, som byen hed dengang). Hun er blandt andet kendt for Vanddragen på Store Torv i Aarhus. Hun kunne bedst lide at gøre drengeting og det hånede de grønlandske piger hende for: Angutaasaralak - Du, som ligner en mand. Naturen er farlig og selvom man leger udenfor, skal man passe på hinanden. Hun er på ferie i Danmark på et tidspunkt og kommer tilbage og starter i den danske skole. Og tænker ikke så meget over at andre går i den grønlandske skole og at kun grønlandske børn med særlige forudsætninger går i den danske del.
Tankevækkende tilbageblik på en barndom som delvist er sket i Grønland. Kolonitiden hænger over næsten alt, hvad der sker. Minik Rosings bidrag har været offentliggjort før og er ikke helt så fokuseret på barndommen som de andre.
Show More
"Danskerbarn - Iben Mondrup", "I en forstad til det rigtige Grønland - Emile Hertling Péronard", "Livets udkant - Minik Rosing", "Den rette frekvens - Kaare Sørensen", "Barn i dønningerne af kolonitiden - Elisabeth Toubro"."Forord - Kirsten Hastrup" handler om at bogen er Grønland set fra barnets synspunkt. Alle sanser er i brug. Børnehaven og skolen er opdelt i grønlandsk og dansk og det er trælst. Hvad er hjemme? Hvad er ude?
"Skytsengle - Naja Marie Aidt" handler om Naja født i 1963 i Aasiaat. Senere i Danmark møder hun tre grønlandske kvinder, der spontant siger "Så er du jo grønlænder!" men hun ved selv at det er meget overdrevet. Hun var en del af kolonimagten. Hun husker en ferie i Danmark som tre-årig og hvor fremmedartet alting var. Hun husker "chokoladefabrikken" (hvor man tømmer latrinbeholderne) og Spandemanden. Og angst for qivitoq, fjeldgængere.
"Glimt af Grønland - Julie Berthelsen" handler om Julie født i Aarhus 1979 og vokset op i Godhavn og Nuuk. Hun har minder fra Blok 4 og fra et rækkehuskvarter. Eliteskiløber og sanger/musiker. Stedfaderen Per har turneret med Sume og forældrene har klaret sig godt.
"Rød sol og guldbroderede sko - Jessie Kleemann" handler om Jessie født 1959 i Upernavik. Om at føle sig udenfor. Vokset op i starten ved en moster, fordi moren ikke kunne tage sig af hende. Om at være for parrooq, tosset og pyntesyg. Ikke nogen god barndom.
"Grønland i hjertet - Anne Knudsen" handler om en farlig barndom, mæslinger og tuberkulose og ulykker. Og om hvor farligt, ubarmhjertigt og uhyggelige der er i verden. Lige bag ved det smilende dagslys.
"Jensigne - Henrik Littauer" handler om en supergod barnepige og pige i huset hos Henriks familie. Hun er stadig Henriks faste livline til Grønland. En af hendes brødre Alfred Steenholdt nåede at være Grønlands rigeste inden han var uheldig og gik konkurs.
"En kuldreng - Rasmus Lyberth" handler om at hente kul så familien kan holde varmen. Rasmus kan huske meget fra sin barndom.
"Fem et halvt år - Mai Misfeldt" handler om at de fem år i Grønland var en verden, hun blev revet ud af. Et savn, hun ikke kan dele med nogen. Forældrene er i sundhedsvæsenet og gør gode ting, men er der til gengæld ikke helt så meget for deres børn.
"Danskerbarn - Iben Mondrup" handler om at danskerbørnene typisk kun var i Grønland få år, så venskaber var svære at knytte. Og de blev ikke undervist i grønlandsk, så hun kan stadig ikke grønlandsk.
"I en forstad til det rigtige Grønland - Emile Hertling Péronard" handler om at være grønlandsk i Danmark og dansk i Grønland og egentlig synes at det er ok. Men det nager at børnene ikke vokser op på samme måde med nordlys og is.
"Livets udkant - Minik Rosing" handler om at være den evige amatøreskimo.
"Den rette frekvens - Kaare Sørensen" handler om Kaare, født 1979 i Aarhus og fra 1991 til 1996 boet i Nuuk. I Nuuk laver han radio hele tiden for Radio Nuummiunut. Og falder, fordi han kigger på nordlys, mens han går. I Danmark er der ikke nordlys.
"Barn i dønningerne af kolonitiden - Elisabeth Toubro" handler om Elisabeth født 1956 i Nuuk (eller rettere Godthåb, som byen hed dengang). Hun er blandt andet kendt for Vanddragen på Store Torv i Aarhus. Hun kunne bedst lide at gøre drengeting og det hånede de grønlandske piger hende for: Angutaasaralak - Du, som ligner en mand. Naturen er farlig og selvom man leger udenfor, skal man passe på hinanden. Hun er på ferie i Danmark på et tidspunkt og kommer tilbage og starter i den danske skole. Og tænker ikke så meget over at andre går i den grønlandske skole og at kun grønlandske børn med særlige forudsætninger går i den danske del.
Tankevækkende tilbageblik på en barndom som delvist er sket i Grønland. Kolonitiden hænger over næsten alt, hvad der sker. Minik Rosings bidrag har været offentliggjort før og er ikke helt så fokuseret på barndommen som de andre.
Show Less
Genres
Publication
Kbh. : Lindhardt og Ringhof, 2016.
Description
Tolv grønlændere og danskere tager os med til deres barndoms Grønland og fortæller om livet som barn forskellige steder i landet. Alle vokser op med splittelsen mellem det grønlandske og det danske, men de vokser også op i et land, hvor natur og frihed fylder meget.
Subjects
Language
Original language
Danish
Physical description
182 p.; 26.6 cm
ISBN
9788711554265
Local notes
Omslag: Lars Ole Nielsen
Omslaget viser en grønlandsk fjord med huse
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 23: Man kan ikke overleve i artktisk klima hvis man er sart. Jeg lærte at være stærk, modstandsdygtig. Og jeg lærte at frygte naturen.
Side 28: Det var et stort og vanskeligt skift for mig at komme til Danmark. Jeg startede i skole og begyndte at lære engelsk fra første klasse. Jeg mistede det grønlandske sprog, det løb simpelthen ud af mig. Jeg kunne mærke helt fysisk, hvordan det forsvandt. De sidste ord jeg huskede, var alle de frække ord og alle forbandelserne. Nogle gange løb jeg ind i slikbutikken på vej hjem fra skole og råbte rasende alle disse sidste ord, som ingen forstod. Uden anden grund end sorgen over at være ved at miste dem.
Side 49: Jeg bad til Gud som ind i Helvede. Altid.
Side 53: Jeg var nok allerede alt for gammel til at være ung.
Side 53: Her i barndommens voksne tilstand kan jeg endelig bestemme over det liv, som jeg ville ønske, at jeg dengang kunne have haft fuld rettighed over, og ret til.
Side 59: Større børn, det vil sige fem-seks årige, var overladt til deres egen dømmekraft, og den tjente dem som regel ganske godt. De faldt ikke nær så meget ned fra fjeldene, som man kunne have troet, de druknede ikke nær så ofte, som man skulle forestille sig, og de skød hverken sig selv eller hinanden i noget nævneværdigt omfang. Vi taler om et land, hvor enhver 12-årig dreng havde prøvet at skyde på levende bytte med gevær.
Side 63: Hvis man har haft en opvækst som min, er det svært at tage diskussionen om ulves uskadelighed alvorligt. Ulve ligner nemlig de grønlandske slædehunde helt utroligt, så hvis ikke ulve er meget mere fredsommelige end slædehunde, er de farlige. Naturligvis! Hvilket selvfølgelig ikke er en grund til, at de ikke må eksistere.
Side 65: Selv har jeg aldrig vænnet mig til at stole på folks hunde, uanset hvor i verden jeg er. De har alle sammen frygtelig mange tænder.
Side 69: Jeg er vokset op med at vide, at tuberkler kan overleve i støvet, længe efter at spyttet er tørret ind. Jeg synes i al hemmelighed, det burde være strafbart at spytte på gaden, ligesom da tuberkulosen hærgede her til lands. Jeg har i det hele taget svært ved at forstå den letsindighed, hvormed europæere omgås smitsomme sygdomme; de tror oprigtigt, at det hele kan helbredes. Jeg ved bedre.
Side 77: Først når han øjnede byttet, stak han patronmagasinet i riflen, så den var klar. Var sælen ude af syne igen, fjernede han det straks.
Side 98: Man skal nemlig ikke begrænse sig selv og sin fantasi, heller ikke selv det kan betyde, at ikke alle forstår ens tanker. Man kan jo alligevel ikke gøre alle glade.
Side 155: Så is er ikke nødvendigvis lige tyk overalt? Nej. Det er den åbenbart ikke. Forbandet. Jeg skriver det på en allerede voksende liste over ting, der bedst kan beskrives som "Kaare er en qallunaatut, en dum dansker, i et land, han endnu ikke kender".
Side 159: Man skal ikke gå ned på udstyr.
Omslaget viser en grønlandsk fjord med huse
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 23: Man kan ikke overleve i artktisk klima hvis man er sart. Jeg lærte at være stærk, modstandsdygtig. Og jeg lærte at frygte naturen.
Side 28: Det var et stort og vanskeligt skift for mig at komme til Danmark. Jeg startede i skole og begyndte at lære engelsk fra første klasse. Jeg mistede det grønlandske sprog, det løb simpelthen ud af mig. Jeg kunne mærke helt fysisk, hvordan det forsvandt. De sidste ord jeg huskede, var alle de frække ord og alle forbandelserne. Nogle gange løb jeg ind i slikbutikken på vej hjem fra skole og råbte rasende alle disse sidste ord, som ingen forstod. Uden anden grund end sorgen over at være ved at miste dem.
Side 49: Jeg bad til Gud som ind i Helvede. Altid.
Side 53: Jeg var nok allerede alt for gammel til at være ung.
Side 53: Her i barndommens voksne tilstand kan jeg endelig bestemme over det liv, som jeg ville ønske, at jeg dengang kunne have haft fuld rettighed over, og ret til.
Side 59: Større børn, det vil sige fem-seks årige, var overladt til deres egen dømmekraft, og den tjente dem som regel ganske godt. De faldt ikke nær så meget ned fra fjeldene, som man kunne have troet, de druknede ikke nær så ofte, som man skulle forestille sig, og de skød hverken sig selv eller hinanden i noget nævneværdigt omfang. Vi taler om et land, hvor enhver 12-årig dreng havde prøvet at skyde på levende bytte med gevær.
Side 63: Hvis man har haft en opvækst som min, er det svært at tage diskussionen om ulves uskadelighed alvorligt. Ulve ligner nemlig de grønlandske slædehunde helt utroligt, så hvis ikke ulve er meget mere fredsommelige end slædehunde, er de farlige. Naturligvis! Hvilket selvfølgelig ikke er en grund til, at de ikke må eksistere.
Side 65: Selv har jeg aldrig vænnet mig til at stole på folks hunde, uanset hvor i verden jeg er. De har alle sammen frygtelig mange tænder.
Side 69: Jeg er vokset op med at vide, at tuberkler kan overleve i støvet, længe efter at spyttet er tørret ind. Jeg synes i al hemmelighed, det burde være strafbart at spytte på gaden, ligesom da tuberkulosen hærgede her til lands. Jeg har i det hele taget svært ved at forstå den letsindighed, hvormed europæere omgås smitsomme sygdomme; de tror oprigtigt, at det hele kan helbredes. Jeg ved bedre.
Side 77: Først når han øjnede byttet, stak han patronmagasinet i riflen, så den var klar. Var sælen ude af syne igen, fjernede han det straks.
Side 98: Man skal nemlig ikke begrænse sig selv og sin fantasi, heller ikke selv det kan betyde, at ikke alle forstår ens tanker. Man kan jo alligevel ikke gøre alle glade.
Side 155: Så is er ikke nødvendigvis lige tyk overalt? Nej. Det er den åbenbart ikke. Forbandet. Jeg skriver det på en allerede voksende liste over ting, der bedst kan beskrives som "Kaare er en qallunaatut, en dum dansker, i et land, han endnu ikke kender".
Side 159: Man skal ikke gå ned på udstyr.
Pages
182