Status
Available
Library's review
Indeholder "I. 'Monsteret er dødt'", "I. Min søsters historier", "I. Indlagt på Risskov", "I. Bisættelsen", "II. En anden mor", "II. Veninden", "II. Min fars kærlighed", "II. Guldbjergvej", "II. Den nye mor", "II. Nabokvinderne", "II. Væk fra mor", "III. Mine depressioner", "III. Bønnen",
"I. 'Monsteret er dødt'" handler om at Ellen Knudsen, Peter Øvigs mor, dør 2 november 2016. I tiden op til hendes død har han været på besøg på plejehjemmet, men ikke ret tit. Hans kæreste Janne og hans to børn Ea og Aske er lidt mere tolerante, for de har ikke set hende, når hun blev overtaget af den indre dæmon. Janne har dog hørt hende på telefonsvareren og det er nok til at få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet. Peter går glad rund og synger Monsteret er dødt! Janne lukker døren ind til naboværelset hvor Aske er. Ellen blev 80 år og var tiltagende dement, da hun døde. Peter får nogle gode snakke med en af de erfarne sygeplejersker på plejehjemmet Madsbjerg i Holme. Peters søster Mette har været hjemme i Danmark et stykke tid inden. Hun bor i Cambodja, men har prioriteret at kunne give moderen en lille pakke kærlighed, som hun kalder det.
"I. Min søsters historier" handler om at moderen overskred grænser, som fx at læse i Mettes dagbog, ikke rigtigt at være der for hende og fx sige at hun hellere ville være død. Allerede i 1966, da Peter var fem og Mette tre år, blev Ellen indlagt på Risskov. Peter søger aktindsigt i journalen. Ellens sortsyn, manglende selvaccept og selvværd har sat sig dybe spor i Mette.
"I. Indlagt på Risskov" handler om samtale om aktindsigt. Den første indlæggelse er fra 5 december 1966. Moderens opvækst var præget af faderens sygdom og død. Han døde af hjertesygdom, da Ellen var 14 og storesøsteren Inge 18 år. De måtte flytte til en mindre lejlighed i Langelandsgade og Inge sov i stuen, mens Ellen og moderen sov i et lille værelse mod gården. Næsten hver nat kunne Ellen høre at moderen lå og græd, når hun troede at Ellen sov. Peter får aktindsigt, men som i sommeren 2017 han læser sig ind i journalerne, driver han selv langsomt ind i en depression.
"I. Bisættelsen" handler om Holme Kirke og et sidste farvel til Ellen. Faderen Erik Knudsen døde i 2003 og ved hans bisættelse holdt Peter tale, men det er han ikke i stand til at gøre ved moderens. Ellens veninde Inge er ikke tilfreds og siger det til Janne. Senere er der sammenkomst på Thors Mølle. Peter ryger en joint og deler den med Benjamin på 22, som er barnebarn af Kirsten, der var gift med Peters farbror. Peter får den gode ide at opsøge Marianne som er mor til Benjamin og Frederik. En anden frugtbar ide er at afgrænse bogen til de personer, der er tilstede ved bisættelsen.
"II. En anden mor" handler om Peters kusine Marianne, hendes bror Mogens og deres mor Kirsten. Marianne anede ingenting om Ellens depressioner før hun læste om dem i en af Peters artikler. Og hendes mor Kirsten gik i hundene på grund af en uheldig forelskelse i en læge, som til gengæld for sex forsynede hende med piller i bunkevis. De to havde en lejlighed sammen men moderen kom hjem til familien hver aften. Det eskalerede i en grad, så moderen sejlede rundt og fx ikke kunne køre bil. Hun døde lige efter sin 50 års fødselsdag. Faderen Henning gjorde ikke rigtigt noget for at stoppe hverken misbrug eller forhold.
"II. Veninden" handler om Ellens veninde Tove. Hun husker at Erik og Ellen mødte hinanden i Tivoli Friheden, da Ellen var 17 og Erik 16. Ved nærmere eftertanke kan Tove godt se at Peter og Mette ikke har haft det let.
"II. Min fars kærlighed" handler om faderen og en enkelt aften, hvor Peter og han drak sig fulde sammen og lavede sjov. med at hænge billederne skævt, mens moderen var gået i seng. Næste dag var Ellen møgsur, men havde ryddet helt op i stuen. Faderen var i sine helt unge år ramt af tuberkulose, men blev helbredt efter en operation og lang sygeperiode. Moderen var trofast til at bakke op og besøge ham hver dag. Hans elevplads på Amtssygehuset ventede på ham til han blev rask og han endte som direktør for foretagenet. Hans sekretær kan fortælle at han sjældent fortalte noget om sit privatliv og aldrig sagde noget negativt om sin kone.
"II. Guldbjergvej" handler om det nybyggede hus på Guldbjergvej 13 og deres nabo, Oluf. Peter kommer i Rundhøjskolen og begynder sammen med en anden elev Kim at skrive et blad, Holmebladet, som de trykker på spritduplikator og sælger foran Brugsen. Kim lever et vildere liv end Peter og de driver fra hinanden. Peter kan dog bruges som alibi for Kim overfor hans forældre. En lokal mand driver smugkro, hælervirksomhed og sælger stoffer til nogle af ungerne. De ender ret hurtigt som kriminelle, narkomaner, alkoholikere og nogle af dem dør unge. Drengen i huset overfor Kims familie, Søren på 12, hænger sig i pæretræet. Ikke mange har talt om det siden, men Peter tager mod til sig og spørger Sørens mor Bente (der nu er gift med den pensionerede skoleinspektør PP). Hun har ikke rigtigt noget at tilføje.
"II. Den nye mor" handler om at fotografen Poul efterlyser konkrete eksempler på Dæmonen udover Peters fortællinger. Peters ekskone Jette, som han var sammen med i ti år fra 1997 og har Ea og Aske med, kan bruges. Ovenpå nogle flaske rødvin i familiens skød begyndte Ellen på at bebrejde verden at Erik havde klaret sig bedre end hende, selv om han havde dårligere karakterer i skolen. At Peter voksede op og flyttede hjemmefra var også galt. Det var ikke bare alkohol. Af og til kom det uden at der overhovedet var alkohol i nærheden. Da Erik døde, reddede han faktisk Aske ved samme lejlighed, for ovenpå en skanning på Gentofte mente en læge at Jettes foster var dødt og skulle fjernes. Pgra Eriks død måtte det aflyses og på Skejby syntes de at barnet så sprællevende ud. Jette kan klart bekræfte at Ellen havde en evne til at såre dybt og brugte den mod både Peter og Mette.
"II. Nabokvinderne" handler om Kims mor, Inge. Hun og en anden veninde blev efter Eriks død brugt af Ellen i voldsom grad. Flere gange om dagen kunne hun ringe grædende og plage om hjælp. De måtte til sidst gå til deres læge og få nervepiller, fordi det i den grad gik dem på. Hun fik også deres hjælp til at blive indlagt på Risskov, men så udskrev hun sig selv nogle få dage senere.
"II. Væk fra mor" handler om sommeren 1980, hvor Peter efter afsluttet studentereksamen flytter hjemmefra. Han nyder at kunne rode vildt, ikke lægge tøj sammen og være sammen med piger. Han melder sig også ind i et militant kommunistparti. Først bagefter kommer han i tanke om hvordan Mette havde det med at være ladt alene tilbage. Kort efter flyttede hun også. Sikkert uden at være klar til at flytte hjemmefra, men alternativet var værre. I september 1981 bliver Ellen indlagt med depression, men der er ikke nogen af behandlingerne, der hjælper. Peter kommer ind på journalisthøjskolen og efter endt uddannelse skriver han for Press blandt andet om psykiatri og samarbejder med Galebevægelse. Den traditionelle behandling bliver skammet ud, men Jes Gerlach og Tom G. Bolwig står helt ved deres synspunkter og forsvarer brug af medicin og elektrochok.
"III. Mine depressioner" handler om at Peter har prøvet depressioner før. Typisk som en "kreativ krise" mellem to bogprojekter. Her i sensommeren 2017 er en ny på vej. Den er anderledes. Han prøver alt muligt for at bekæmpe den, men det hjælper ikke i længden. Cipramil virker ikke rigtigt. Han opsøger Jes Gerlach og får Citalopram og Zyban ordineret. Det virker heller ikke rigtigt.
"III. Bønnen" handler om en healer, Dortebet, og budskaber fra ånderne. Det hjælper lidt for en kort stund. En kognitiv psykolog Torben hjælper også. Måske er meningen med depressionen at Peter skal forstå hvordan hans mor havde det?
"III. Min mors behandlere" handler om Kim Brockelman og Bente Hjorth Madsen, som begge har mødt Ellen Knudsen i deres professionelle liv. De hjælper med en forståelse af hendes liv, men samtidigt trækker depressionen Peter ned i et dybere og dybere hul.
"III. Levende begravet" handler om oktober 2017 og frem. De professionelle begynder at foreslå indlæggelse og tungere skyts. Peter kæmper imod og han kan se at det begynder at gå børnene på. Aftaler og arrangementer må aflyses eller laves om. Når han husker tilbage på sin egen barndom kan han ikke huske en fødselsdag uden fest og fødselsdagskage og det begynder at dæmre at moderen må have brugt en masse energi på at holde facaden. Jes Gerlach trapper medicinen op og skifter til Marplan, men uden den store effekt. Peter begynder at være handlingslammet og paranoid og vennen Mos foreslår indlæggelse. Senere indlægger Mos og Janne ham, hvilket han bestemt ikke synes om.
"III. Indlagt på Riget" handler om at de får ham indlagt på Rigshospitalet i stedet for på Ballerup ved at trække i nogle tråde. Han affinder sig med det i første omgang, selv om han er overbevist om at Janne har fundet en anden og vil putte alle hans penge i lommen og lade ham i stikken. Han forstår det fuldt ud, for han opfatter sig selv som "egoistisk, selvoptaget og nærig". Behandlerne foreslår ECT, dvs elektrochokterapi og han ser Jack Nicholson for sig, dvs et lallende vrag. Han har vrangforestillinger og tror at en nytilkommen patient er en farlig bandeleder. Hospitalet sætter en FADL vagt på Peter og det giver ro. De giver ham også 7 x elektrochok og det driver depressionen væk. Et par måneder efter indlæggelsen bliver han udskrevet og er helt ude af depressionen. De minder ham om at han "har været meget meget syg" og at han har brug for tid til at komme sig.
Hele kapitlet er en glimrende beskrivelse af hvordan det er at komme gennem en alvorlig depression.
"III. En tale" er et forsøg på den tale, han aldrig fik holdt til bisættelsen. Ovenpå selv at have prøvet en depression af værste skuffe, er hans vrede forduftet. Måske har han endda en gnist af forståelse for moderen.
"Tak" handler om tak til familie og venner, der har hjulpet undervejs.
"Efterskrift: Vejret i hovedet" handler om vennen Mos, alias Niels Mosumgaard, der har kendt Peter Øvig siden barnsben. De lavede engang en pagt om at de ALDRIG ville få hinanden tvangsindlagt, så det har ikke været gratis for Mos at medvirke til at få Peter tvangsindlagt i januar 2018, men han gjorde det. Respekt!
Jeg kender udmærket Holme og Guldbjergvej, hvor Peter Øvig er vokset op, Ditto med Rundhøjskolen, men jeg er ikke vokset op tæt på en maniodepressiv. Det har jeg det fint med. Også inden jeg læste denne bog, men pyha! Peter Øvig er også inde på de etiske problemer med journalindsigt på en afdød. Han har børnene Ea og Aske med Jette, som han er skilt fra. Og han bor nu samme med kæresten Janne. Faderen Erik bliver ikke nævnt ved navn ret mange steder i bogen, men bogen handler jo heller ikke om ham.
Show More
"III. Min mors behandlere", "III. Levende begravet", "III. Indlagt på Riget", "III. En tale", "Tak", "Efterskrift: Vejret i hovedet"."I. 'Monsteret er dødt'" handler om at Ellen Knudsen, Peter Øvigs mor, dør 2 november 2016. I tiden op til hendes død har han været på besøg på plejehjemmet, men ikke ret tit. Hans kæreste Janne og hans to børn Ea og Aske er lidt mere tolerante, for de har ikke set hende, når hun blev overtaget af den indre dæmon. Janne har dog hørt hende på telefonsvareren og det er nok til at få hårene til at rejse sig på hovedet af en skaldet. Peter går glad rund og synger Monsteret er dødt! Janne lukker døren ind til naboværelset hvor Aske er. Ellen blev 80 år og var tiltagende dement, da hun døde. Peter får nogle gode snakke med en af de erfarne sygeplejersker på plejehjemmet Madsbjerg i Holme. Peters søster Mette har været hjemme i Danmark et stykke tid inden. Hun bor i Cambodja, men har prioriteret at kunne give moderen en lille pakke kærlighed, som hun kalder det.
"I. Min søsters historier" handler om at moderen overskred grænser, som fx at læse i Mettes dagbog, ikke rigtigt at være der for hende og fx sige at hun hellere ville være død. Allerede i 1966, da Peter var fem og Mette tre år, blev Ellen indlagt på Risskov. Peter søger aktindsigt i journalen. Ellens sortsyn, manglende selvaccept og selvværd har sat sig dybe spor i Mette.
"I. Indlagt på Risskov" handler om samtale om aktindsigt. Den første indlæggelse er fra 5 december 1966. Moderens opvækst var præget af faderens sygdom og død. Han døde af hjertesygdom, da Ellen var 14 og storesøsteren Inge 18 år. De måtte flytte til en mindre lejlighed i Langelandsgade og Inge sov i stuen, mens Ellen og moderen sov i et lille værelse mod gården. Næsten hver nat kunne Ellen høre at moderen lå og græd, når hun troede at Ellen sov. Peter får aktindsigt, men som i sommeren 2017 han læser sig ind i journalerne, driver han selv langsomt ind i en depression.
"I. Bisættelsen" handler om Holme Kirke og et sidste farvel til Ellen. Faderen Erik Knudsen døde i 2003 og ved hans bisættelse holdt Peter tale, men det er han ikke i stand til at gøre ved moderens. Ellens veninde Inge er ikke tilfreds og siger det til Janne. Senere er der sammenkomst på Thors Mølle. Peter ryger en joint og deler den med Benjamin på 22, som er barnebarn af Kirsten, der var gift med Peters farbror. Peter får den gode ide at opsøge Marianne som er mor til Benjamin og Frederik. En anden frugtbar ide er at afgrænse bogen til de personer, der er tilstede ved bisættelsen.
"II. En anden mor" handler om Peters kusine Marianne, hendes bror Mogens og deres mor Kirsten. Marianne anede ingenting om Ellens depressioner før hun læste om dem i en af Peters artikler. Og hendes mor Kirsten gik i hundene på grund af en uheldig forelskelse i en læge, som til gengæld for sex forsynede hende med piller i bunkevis. De to havde en lejlighed sammen men moderen kom hjem til familien hver aften. Det eskalerede i en grad, så moderen sejlede rundt og fx ikke kunne køre bil. Hun døde lige efter sin 50 års fødselsdag. Faderen Henning gjorde ikke rigtigt noget for at stoppe hverken misbrug eller forhold.
"II. Veninden" handler om Ellens veninde Tove. Hun husker at Erik og Ellen mødte hinanden i Tivoli Friheden, da Ellen var 17 og Erik 16. Ved nærmere eftertanke kan Tove godt se at Peter og Mette ikke har haft det let.
"II. Min fars kærlighed" handler om faderen og en enkelt aften, hvor Peter og han drak sig fulde sammen og lavede sjov. med at hænge billederne skævt, mens moderen var gået i seng. Næste dag var Ellen møgsur, men havde ryddet helt op i stuen. Faderen var i sine helt unge år ramt af tuberkulose, men blev helbredt efter en operation og lang sygeperiode. Moderen var trofast til at bakke op og besøge ham hver dag. Hans elevplads på Amtssygehuset ventede på ham til han blev rask og han endte som direktør for foretagenet. Hans sekretær kan fortælle at han sjældent fortalte noget om sit privatliv og aldrig sagde noget negativt om sin kone.
"II. Guldbjergvej" handler om det nybyggede hus på Guldbjergvej 13 og deres nabo, Oluf. Peter kommer i Rundhøjskolen og begynder sammen med en anden elev Kim at skrive et blad, Holmebladet, som de trykker på spritduplikator og sælger foran Brugsen. Kim lever et vildere liv end Peter og de driver fra hinanden. Peter kan dog bruges som alibi for Kim overfor hans forældre. En lokal mand driver smugkro, hælervirksomhed og sælger stoffer til nogle af ungerne. De ender ret hurtigt som kriminelle, narkomaner, alkoholikere og nogle af dem dør unge. Drengen i huset overfor Kims familie, Søren på 12, hænger sig i pæretræet. Ikke mange har talt om det siden, men Peter tager mod til sig og spørger Sørens mor Bente (der nu er gift med den pensionerede skoleinspektør PP). Hun har ikke rigtigt noget at tilføje.
"II. Den nye mor" handler om at fotografen Poul efterlyser konkrete eksempler på Dæmonen udover Peters fortællinger. Peters ekskone Jette, som han var sammen med i ti år fra 1997 og har Ea og Aske med, kan bruges. Ovenpå nogle flaske rødvin i familiens skød begyndte Ellen på at bebrejde verden at Erik havde klaret sig bedre end hende, selv om han havde dårligere karakterer i skolen. At Peter voksede op og flyttede hjemmefra var også galt. Det var ikke bare alkohol. Af og til kom det uden at der overhovedet var alkohol i nærheden. Da Erik døde, reddede han faktisk Aske ved samme lejlighed, for ovenpå en skanning på Gentofte mente en læge at Jettes foster var dødt og skulle fjernes. Pgra Eriks død måtte det aflyses og på Skejby syntes de at barnet så sprællevende ud. Jette kan klart bekræfte at Ellen havde en evne til at såre dybt og brugte den mod både Peter og Mette.
"II. Nabokvinderne" handler om Kims mor, Inge. Hun og en anden veninde blev efter Eriks død brugt af Ellen i voldsom grad. Flere gange om dagen kunne hun ringe grædende og plage om hjælp. De måtte til sidst gå til deres læge og få nervepiller, fordi det i den grad gik dem på. Hun fik også deres hjælp til at blive indlagt på Risskov, men så udskrev hun sig selv nogle få dage senere.
"II. Væk fra mor" handler om sommeren 1980, hvor Peter efter afsluttet studentereksamen flytter hjemmefra. Han nyder at kunne rode vildt, ikke lægge tøj sammen og være sammen med piger. Han melder sig også ind i et militant kommunistparti. Først bagefter kommer han i tanke om hvordan Mette havde det med at være ladt alene tilbage. Kort efter flyttede hun også. Sikkert uden at være klar til at flytte hjemmefra, men alternativet var værre. I september 1981 bliver Ellen indlagt med depression, men der er ikke nogen af behandlingerne, der hjælper. Peter kommer ind på journalisthøjskolen og efter endt uddannelse skriver han for Press blandt andet om psykiatri og samarbejder med Galebevægelse. Den traditionelle behandling bliver skammet ud, men Jes Gerlach og Tom G. Bolwig står helt ved deres synspunkter og forsvarer brug af medicin og elektrochok.
"III. Mine depressioner" handler om at Peter har prøvet depressioner før. Typisk som en "kreativ krise" mellem to bogprojekter. Her i sensommeren 2017 er en ny på vej. Den er anderledes. Han prøver alt muligt for at bekæmpe den, men det hjælper ikke i længden. Cipramil virker ikke rigtigt. Han opsøger Jes Gerlach og får Citalopram og Zyban ordineret. Det virker heller ikke rigtigt.
"III. Bønnen" handler om en healer, Dortebet, og budskaber fra ånderne. Det hjælper lidt for en kort stund. En kognitiv psykolog Torben hjælper også. Måske er meningen med depressionen at Peter skal forstå hvordan hans mor havde det?
"III. Min mors behandlere" handler om Kim Brockelman og Bente Hjorth Madsen, som begge har mødt Ellen Knudsen i deres professionelle liv. De hjælper med en forståelse af hendes liv, men samtidigt trækker depressionen Peter ned i et dybere og dybere hul.
"III. Levende begravet" handler om oktober 2017 og frem. De professionelle begynder at foreslå indlæggelse og tungere skyts. Peter kæmper imod og han kan se at det begynder at gå børnene på. Aftaler og arrangementer må aflyses eller laves om. Når han husker tilbage på sin egen barndom kan han ikke huske en fødselsdag uden fest og fødselsdagskage og det begynder at dæmre at moderen må have brugt en masse energi på at holde facaden. Jes Gerlach trapper medicinen op og skifter til Marplan, men uden den store effekt. Peter begynder at være handlingslammet og paranoid og vennen Mos foreslår indlæggelse. Senere indlægger Mos og Janne ham, hvilket han bestemt ikke synes om.
"III. Indlagt på Riget" handler om at de får ham indlagt på Rigshospitalet i stedet for på Ballerup ved at trække i nogle tråde. Han affinder sig med det i første omgang, selv om han er overbevist om at Janne har fundet en anden og vil putte alle hans penge i lommen og lade ham i stikken. Han forstår det fuldt ud, for han opfatter sig selv som "egoistisk, selvoptaget og nærig". Behandlerne foreslår ECT, dvs elektrochokterapi og han ser Jack Nicholson for sig, dvs et lallende vrag. Han har vrangforestillinger og tror at en nytilkommen patient er en farlig bandeleder. Hospitalet sætter en FADL vagt på Peter og det giver ro. De giver ham også 7 x elektrochok og det driver depressionen væk. Et par måneder efter indlæggelsen bliver han udskrevet og er helt ude af depressionen. De minder ham om at han "har været meget meget syg" og at han har brug for tid til at komme sig.
Hele kapitlet er en glimrende beskrivelse af hvordan det er at komme gennem en alvorlig depression.
"III. En tale" er et forsøg på den tale, han aldrig fik holdt til bisættelsen. Ovenpå selv at have prøvet en depression af værste skuffe, er hans vrede forduftet. Måske har han endda en gnist af forståelse for moderen.
"Tak" handler om tak til familie og venner, der har hjulpet undervejs.
"Efterskrift: Vejret i hovedet" handler om vennen Mos, alias Niels Mosumgaard, der har kendt Peter Øvig siden barnsben. De lavede engang en pagt om at de ALDRIG ville få hinanden tvangsindlagt, så det har ikke været gratis for Mos at medvirke til at få Peter tvangsindlagt i januar 2018, men han gjorde det. Respekt!
Jeg kender udmærket Holme og Guldbjergvej, hvor Peter Øvig er vokset op, Ditto med Rundhøjskolen, men jeg er ikke vokset op tæt på en maniodepressiv. Det har jeg det fint med. Også inden jeg læste denne bog, men pyha! Peter Øvig er også inde på de etiske problemer med journalindsigt på en afdød. Han har børnene Ea og Aske med Jette, som han er skilt fra. Og han bor nu samme med kæresten Janne. Faderen Erik bliver ikke nævnt ved navn ret mange steder i bogen, men bogen handler jo heller ikke om ham.
Show Less
Genres
Publication
[Kbh.] : Gyldendal, 2019.
Description
Forfatteren Peter Øvig Knudsen (f. 1961) fortæller om at være barn af en psykisk syg mor og vokse op i et miljø, hvor de borgerlige normer er vigtigere end børnenes trivsel, samt om at skifte syn på psykisk sygdom og psykiatri, på sin mor og sig selv.
Subjects
Language
Original language
Danish
Physical description
316 p.; 22 cm
ISBN
9788702281453
Local notes
Omslag: Christian Ramsø / WAP
Omslaget viser en ung kvinde i en liggestol i en have
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Efterskrift af Niels 'Mos' Mosumgaard
Efterskrift: Niels 'Mos' Mosumgaard
Portrætfotos ved Poul Rasmussen
Side 5: Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. Det er så svært at være mor til jer to. I giver mig stene for brød.
Side 35: Det er ligegyldigt, om du er der eller ej, for jeg vil gerne bare dø. Det med dig kommer i anden række.
Side 36: Det er den afgørende betydning, som min mors sygdom har haft for mig: At jeg på et meget tidligt tidspunkt af al magt har bestræbt mig på at holde op med at være et barn.
Side 44: Din eksistens skyldes et hul i et kondom.
Side 45: Vejen ud af det mørke bagland er klar og enkel: Det gælder om at bringe alt det frem, som ligger skjult i sindet. Ikke kun det negative og hæmmende, også alle mulighederne, de kreative ansatser i sindets dybder. Hvis disse potentielt positive kræfter og sider ikke fremdrages, så vil de stagnere og langsomt blive til destruktiv tyngde i personligheden.
Side 45: Det ulevede liv ender med at ødelægge det levede liv.
Side 159: Kim og et par af de andre drenge lagde sig i græsset bag højen, trak bukserne ned og nulrede deres tissemænd stive. Pigerne fnes og måtte gerne kigge.
Side 165: Depression er noget af det værste, folk kan fejle, for man kan ikke gøre noget ved det. Så hellere brække ti arme og ben!
Side 179: Begge ægtefæller er noget problemfornægtende.
Side 182: Det er din mors valg, hvis hun vil begå selvmord. Det er hendes ansvar. Du kan intet gøre for at hindre det.
Side 224: I virkeligheden er de piller simpelthen komprimeret tørsprit. De virker ligesom alkohol, de bedøver og beroliger på samme måde som alkohol, og du bliver afhængig og skal afgiftes på samme måde som med alkohol. Som læge kan man ikke udskrive en kasse Guld Tuborg til en patient, men man kan udskrive tredive Oxapax som alkohol i pilleform.
Side 224: Når man har været tredive år på de stoffer, bliver man følelsesmæssigt affladet og ugidelig.
Side 317: Depression er en dødelig sygdom, og en dag kan det være os selv, der bliver syge eller skal hjælpes.
Side 189: Nogle psykiske sygdomme indebærer så voldsomme lidelser for patienten, at man slet ikke fatter det, før man har oplevet sygdommene slå igennem hos en af sine nærmeste eller hos sig selv.
Omslaget viser en ung kvinde i en liggestol i en have
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Efterskrift af Niels 'Mos' Mosumgaard
Efterskrift: Niels 'Mos' Mosumgaard
Portrætfotos ved Poul Rasmussen
Side 5: Alting er gået helt anderledes, end jeg havde forventet. Det er så svært at være mor til jer to. I giver mig stene for brød.
Side 35: Det er ligegyldigt, om du er der eller ej, for jeg vil gerne bare dø. Det med dig kommer i anden række.
Side 36: Det er den afgørende betydning, som min mors sygdom har haft for mig: At jeg på et meget tidligt tidspunkt af al magt har bestræbt mig på at holde op med at være et barn.
Side 44: Din eksistens skyldes et hul i et kondom.
Side 45: Vejen ud af det mørke bagland er klar og enkel: Det gælder om at bringe alt det frem, som ligger skjult i sindet. Ikke kun det negative og hæmmende, også alle mulighederne, de kreative ansatser i sindets dybder. Hvis disse potentielt positive kræfter og sider ikke fremdrages, så vil de stagnere og langsomt blive til destruktiv tyngde i personligheden.
Side 45: Det ulevede liv ender med at ødelægge det levede liv.
Side 159: Kim og et par af de andre drenge lagde sig i græsset bag højen, trak bukserne ned og nulrede deres tissemænd stive. Pigerne fnes og måtte gerne kigge.
Side 165: Depression er noget af det værste, folk kan fejle, for man kan ikke gøre noget ved det. Så hellere brække ti arme og ben!
Side 179: Begge ægtefæller er noget problemfornægtende.
Side 182: Det er din mors valg, hvis hun vil begå selvmord. Det er hendes ansvar. Du kan intet gøre for at hindre det.
Side 224: I virkeligheden er de piller simpelthen komprimeret tørsprit. De virker ligesom alkohol, de bedøver og beroliger på samme måde som alkohol, og du bliver afhængig og skal afgiftes på samme måde som med alkohol. Som læge kan man ikke udskrive en kasse Guld Tuborg til en patient, men man kan udskrive tredive Oxapax som alkohol i pilleform.
Side 224: Når man har været tredive år på de stoffer, bliver man følelsesmæssigt affladet og ugidelig.
Side 317: Depression er en dødelig sygdom, og en dag kan det være os selv, der bliver syge eller skal hjælpes.
Side 189: Nogle psykiske sygdomme indebærer så voldsomme lidelser for patienten, at man slet ikke fatter det, før man har oplevet sygdommene slå igennem hos en af sine nærmeste eller hos sig selv.
Pages
316