Konen fra Bath

Fortællingen om "Konen fra Bath" er en af de firetyve fortællinger i "Canterbury Tales". Prologen til fortællingen er også på vers og meget længere end selve fortællingen. Hun beretter i prologen om sine fem mænd, tre gode og to dårlige. Den seneste er klerken Jankyn, som brokker sig over

Show More

hende dagen lang og læser op fra sine bøger om svigefulde hustruer. Til sidst river hun tre sider ud af bogen, mens han sidder med den i hånden. Hun slår ham også på kinden og får til gengæld en på øret, så hun bliver døv på det sidenhed. Men han lærer lektien og giver hende frie tøjler og de lever lykkeligt efterdags.
I Fortællingen om "Konen fra Bath" hører vi om en ung adelsmand, der voldtager en uskyldig ung kvinde og med rette bliver dødsdømt for det. Dronningen går dog i forbøn for ham ved kongen og får lov at bestemme straffen. Hun giver adelsmanden en frist på et år og en dag til at komme tilbage og fortælle hvad kvinder ønsker sig mest. Kan han ikke det, er hans liv forspildt. Han er ikke begejstret for opgaven, men går dog til sagen. Alle giver ham forskelligt svar. Rigdom, ære eller fest? "En holdt på tøj og en på Spas i Seng. At blive Enke tit og Brud i flæng." Til sidst giver han sig på vej hjemad igen i trist humør, for året er snart gået. Da lokkes han af elverpiger hen i en lysning, hvor der sidder en gammel heks. Hun tilbyder ham sikker hjælp mod at han opfylder hendes første ønske uanset hvad det er. Han er jo i alvorlig klemme og siger ja, hvorefter hun hvisker ham svaret i øret. Stedet for Dronningen giver han svaret "Min Naadigfrue, helst af alt en Kvinde vil Herredømmet over Manden vinde". Dronningen og alle kvinder til stedet giver ham ret og hans liv er således reddet. Heksen tager nu ordet og har kun et ønske, nemlig at få adelsmanden til ægte. Han kan ikke slippe udenom, så således bliver det, selv om det er højst ugerne at han tager sin viv til ægtesengs, for hun er gammel og fæl. Hun giver ham så valget mellem en ung smuk men sikkert utro udgave af sig selv og så den gamle fæle slags, der til gengæld vil være tro og ydmyg: "Nu kan Du vælge et af to, min Mage: // At faa mig grim og gammel alle Dage, // Men altid som en tro og ydmyg Viv, // Der ej gør Dig imod sit ganske Liv; // Hvad heller vil Du se mig ung og smuk // Og risikere mange bitre Suk, // Som jeg vil blive Skyld i, at Du faar // Naar Du er hjemme, og hvert Sted Du gaar?" Han tænker dybt over sagen og lægger det til sidst i hendes hænder at vælge det, som mest vil være til held og hæder for dem begge to. Det var et vist valg, for hun vælger både-og, dvs både ung og smuk og trofast og villig. "Saa leved de til deres Dages Ende // I fuldendt Fryd; gid Jesus Krist maa sende // Os milde Ægtemager, unge, gejle // Og naadigst skærme dem, der til os bejle; // Men maatte Krist forkorte deres Liv, // Som ikke vil regeres af en Viv; // Og gamle vrisne Gniere forresten, // Maa Gud saa gerne snarlig sende Pesten!"

Glimrende fortælling, som rummer mange sandheder! Og vittige vers: "Han glemte ej den Pine og Elende, Som Sokrates holdt ud med Koner tvende; // Xantippe ham i Hovedet Tisset gød, // Den arme Mand sad stille som en død, // Han tørred sig og svarede blot hende, // 'Der kommer Regn, naar Torden holder inde.'"
Eller på originalsproget: "No thyng forgat he the penaunce and wo // That Socrates hadde with hise wyves two, // How Xantippa caste pisse upon his heed. // This sely man sat stille as he were deed; // He wiped his heed, namoore dorste he seyn // But, Er that thonder stynte, comth a reyn."

Tilsvarende med slutningen: "And thus they lyve unto hir lyves ende // In parfit joye;-and Jesu Crist us sende // Housbondes meeke, yonge, fressh abedde, // And grace t'overbyde hem that we wedde; // And eek I praye Jesu shorte hir lyves // That nat wol be governed by hir wyves; // And olde and angry nygardes of dispence, // God sende hem soone verray pestilence!"

Show Less