Status
Available
Library's review
Indeholder "Til alle jer der har haft en barndom", "Prolog", "En stor familie", "Ansigter på landevejen", "Djævlebørn", "Udve", "Epilog".
"Til alle jer der har haft en barndom" handler om at bogen handler om Barbara Gress og hendes opvækst som barn af Elsa Gress og at det ikke ville være
"Prolog" handler om Elsa Gress, der dør af cancer. Og at Barbara føler sig forladt, men alligevel ved at moderen har sin helt egen stjerne og er der.
"En stor familie" handler om opvækst i 1960'erne i Åsø gamle skole. Elsa Gress har et alternativt forhold til penge og faderen Clifford Wright har slet ikke noget. "What is that in real money?" er hans omkvæd. De lokale anser dem for galninge og Barbara er tilbøjelig til at give dem ret, da forældrene rejser til Schweiz og putter Barbara og hendes lillebror Jonathan på 5 år i kostskole på Sorø Privatskole. En enkelt lærer lyser op i ørkenen af gipsafstøbninger. Den eneste gode veninde i hoben, Lizy, bliver kørt over af en lastbil og dræbt. Storebroderen David tager en tur til USA med sin far og kommer på Sorø Akademi for at gå i gymnasiet. Det passer ham superfint at slippe væk fra Elsa og Clifford. Og deres menageri af gæster og dyr. I 1965 boede der femten mennesker på matriklen og et par år efter tyve. Det er alle mulige skøre og sjove typer, der kommer, men ikke rigtig nogen med penge. Faderen er biseksuel og der er mange feminine typer blandt de mænd, der kommer i hjemmet.
"Ansigter på landevejen" handler om mobning på skolevejen, Barbaras første ulykkelige kærlighed til Birgit. Biografejerens Jan, der viser tissemanden og uartige blade frem.
"Djævlebørn" handler om krig mellem de indfødte og tilflytterne. Fyrværkeri og nøgendans. Om bedstefar Tobias Gress og om den gamle barneplejerske Mørch.
"Udve" handler om at Barbara nærmer sig puberteten og føler sig underlig og fremmed i hjemmet. Hun baronesse von Vogelstroh får hun en dosis realisme, fx om morfaderen Tobias, der som en Moses med tavlerne var kendt for at stå med travboner og gøre indsatser på sine foretrukne væddeløbsheste. En fysiklærer Max kommer også på besøg med sin kæreste Bitten på tretten. En ferie, hvor hele familien drager til Prag, er lidt af et mareridt med et forfaldent hotel i Prag og deres bil, en Volvo, som får alle fire hjul stjålet på åben gade. Vel hjemme igen fortsætter de økonomiske paniktilstande og den gamle Åsøskole ryger på tvangsauktion. De bliver reddet af greven på Marenborg Gods, der stiller gartnerboligen til rådighed for et symbolsk beløb. Barbaras storebror David drager af sted for at læse på Københavns Universitet.
"Epilog" handler om at Elsa Gress er død og hendes kiste bliver sænket i graven. Hvordan kan nogen, som er så skikket til at leve, dø?
Man får helt ondt af at læse om den opvækst, der har forkrøblet Barbara, så hun ender med at begå selvmord som 44-årig. David Gress er tilsvarende mærkelig. Han har også skrevet en erindringsbog, men den er også mærkelig og bedøvende kedelig. Han brokker sig over ikke at kunne få et fast job, "en intellektuel bums på konstant afbud og venteliste", samtidig med at han rager uklar med alt og alle, fordi han ikke ejer skyggen af pli. Det kan godt være at han er fantastisk genial, men hvis han kalder alle for idioter, skulle han måske starte for sig selv i et stenbrud? Jonathan tror jeg heller ikke har haft godt af at blive sendt på kostskole som 5-årig uden at kunne tale dansk. Davids far var professor R. W. B. Lewis og det har heller ikke været nemt at have Clifford som stedfar og senere adoptivfar. Og forresten kommer Elsa Gress selv fra en familie hvor faderen spillede familieformuen op på galopbanen og moderen døde, da Elsa var 19. Jammer og klage. Jonathan Gress-Wright er arkitekt, ser det ud til.
Tilbage til den her bog. Barbara har et skarpt blik for omgivelserne og skriver godt. Men hendes anden bog "Huset og Slottet" er bedre.
"Til alle jer der har haft en barndom" handler om at bogen handler om Barbara Gress og hendes opvækst som barn af Elsa Gress og at det ikke ville være
Show More
holdbart at pakke det ind i fiktion."Prolog" handler om Elsa Gress, der dør af cancer. Og at Barbara føler sig forladt, men alligevel ved at moderen har sin helt egen stjerne og er der.
"En stor familie" handler om opvækst i 1960'erne i Åsø gamle skole. Elsa Gress har et alternativt forhold til penge og faderen Clifford Wright har slet ikke noget. "What is that in real money?" er hans omkvæd. De lokale anser dem for galninge og Barbara er tilbøjelig til at give dem ret, da forældrene rejser til Schweiz og putter Barbara og hendes lillebror Jonathan på 5 år i kostskole på Sorø Privatskole. En enkelt lærer lyser op i ørkenen af gipsafstøbninger. Den eneste gode veninde i hoben, Lizy, bliver kørt over af en lastbil og dræbt. Storebroderen David tager en tur til USA med sin far og kommer på Sorø Akademi for at gå i gymnasiet. Det passer ham superfint at slippe væk fra Elsa og Clifford. Og deres menageri af gæster og dyr. I 1965 boede der femten mennesker på matriklen og et par år efter tyve. Det er alle mulige skøre og sjove typer, der kommer, men ikke rigtig nogen med penge. Faderen er biseksuel og der er mange feminine typer blandt de mænd, der kommer i hjemmet.
"Ansigter på landevejen" handler om mobning på skolevejen, Barbaras første ulykkelige kærlighed til Birgit. Biografejerens Jan, der viser tissemanden og uartige blade frem.
"Djævlebørn" handler om krig mellem de indfødte og tilflytterne. Fyrværkeri og nøgendans. Om bedstefar Tobias Gress og om den gamle barneplejerske Mørch.
"Udve" handler om at Barbara nærmer sig puberteten og føler sig underlig og fremmed i hjemmet. Hun baronesse von Vogelstroh får hun en dosis realisme, fx om morfaderen Tobias, der som en Moses med tavlerne var kendt for at stå med travboner og gøre indsatser på sine foretrukne væddeløbsheste. En fysiklærer Max kommer også på besøg med sin kæreste Bitten på tretten. En ferie, hvor hele familien drager til Prag, er lidt af et mareridt med et forfaldent hotel i Prag og deres bil, en Volvo, som får alle fire hjul stjålet på åben gade. Vel hjemme igen fortsætter de økonomiske paniktilstande og den gamle Åsøskole ryger på tvangsauktion. De bliver reddet af greven på Marenborg Gods, der stiller gartnerboligen til rådighed for et symbolsk beløb. Barbaras storebror David drager af sted for at læse på Københavns Universitet.
"Epilog" handler om at Elsa Gress er død og hendes kiste bliver sænket i graven. Hvordan kan nogen, som er så skikket til at leve, dø?
Man får helt ondt af at læse om den opvækst, der har forkrøblet Barbara, så hun ender med at begå selvmord som 44-årig. David Gress er tilsvarende mærkelig. Han har også skrevet en erindringsbog, men den er også mærkelig og bedøvende kedelig. Han brokker sig over ikke at kunne få et fast job, "en intellektuel bums på konstant afbud og venteliste", samtidig med at han rager uklar med alt og alle, fordi han ikke ejer skyggen af pli. Det kan godt være at han er fantastisk genial, men hvis han kalder alle for idioter, skulle han måske starte for sig selv i et stenbrud? Jonathan tror jeg heller ikke har haft godt af at blive sendt på kostskole som 5-årig uden at kunne tale dansk. Davids far var professor R. W. B. Lewis og det har heller ikke været nemt at have Clifford som stedfar og senere adoptivfar. Og forresten kommer Elsa Gress selv fra en familie hvor faderen spillede familieformuen op på galopbanen og moderen døde, da Elsa var 19. Jammer og klage. Jonathan Gress-Wright er arkitekt, ser det ud til.
Tilbage til den her bog. Barbara har et skarpt blik for omgivelserne og skriver godt. Men hendes anden bog "Huset og Slottet" er bedre.
Show Less
Publication
[Kbh.] : Lindhardt og Ringhof, 1996.
Description
Erindringsroman om forfatterindens særprægede barndom i et sydsjællandsk kollektiv. Det varme og intellektuelle hjem præges af frisind, eksperimenter og dårlig økonomi, hvorimod verden udenfor er mistroisk og reaktionær og betragter familien som snyltere.
Subjects
Language
Original language
Danish
Physical description
235 p.; 22.5 cm
ISBN
8759506180 / 9788759506189
Local notes
Omslag: Barbara Gress
Omslaget viser en lille pige, der står og kigger midt i et landskab af mørke truende bygninger og svævende ballonskibe formede som fisk
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Filmen side 46 er Carl Th. Dreyer: Gertrud.
Side 7: Pas på når du fejer dæmoner ud, at der ikke ryger et par engle med
Side 15: Vi så dem som et fjernt og stillestående folkeslag med en praktisk og traditionsrig livsform. Samtidig var det alles kamp mod alle. En jungle.
Side 15: Hos os blev umådeholdne udbrud af vanvid ansat for høj åndelig udfoldelse. I landsbyen stemplede man den gamle skoles beboere som sindssyge og umoralske mennesker, som burde spærres inde, hvis der ellers var nok stropper til at holde dem fastspændt.
Side 25: Far, som ikke kunne noget som helst af det andre mænd kunne, kunne til gengæld noget, som ingen andre mænd kunne. Han klæbede guldpapir, der gav et knitrende skær, på samtlige husets lofter. Han udnyttede alle ledige sekunder til at lave marionetdukker, kopiere vores børnetegninger på tavlen ved hjælp af kalkerpapir og udføre collager og friser på døre og vægge. Kinesiske drager, der var lavet af balsatræ og rispapir og malet i stærke farver, og balinesiske skyggedukker spærrede effektivt for nysgerrige bondeblikke i alle vinduer og forsødede vores tilværelse.
Side 25: Min mors musikalske inkompetence overgik ens vildeste fantasier.
Side 26: Jeg tror at musikudøvelse havde en helbredende virkning på hende og gav næring til hendes fantasi. For os andre var det tortur. Musikken var lige så pågående som en fascisthilsen.
Side 27: Når mor talte i telefon, overdøvede han hendes ventiltræge menneskerøst med sit gennemtrængende hysteri.
Side 30: min indre Prior-scene (Prior er et mærke Dukketeater)
Side 31: Jeg blev hurtigt klar over, at hvis man ville ernære sig som musiker, måtte man frem for alt slide som en hest og have knald i låget og bilde sig ind, at man var en Beethoven, selv når man var ved at dø af sult!
Side 41: slapkæbet af forbavselse.
Side 42: Oscar Sigvaldi.
Side 45: filmuseet (typo for filmmuseet)
Side 46: vigørcenter
Side 47: Scenerne var langsomme og dvælende tableauer. Stemmerne var teatralske og unaturlige. Der var hverken handling eller intriger - kun langsomme filosofiske evigheder. Publikum lå sammensunkne i biografsæderne med øjenlåg så tunge, at de måtte læne hovederne bagud for at se.
Carl Th. Dreyer: Gertrud (1964, 111 minutter)
Side 50: andre mere bekymringsfulde typer.
Side 52: For en forfatter er uudgivne manuskripter lallende enetaler på et lokum.
Side 53: Karmaudvekslingstimer
Side 54: smalle skuldre og tabervest
Side 55: Saglighed har aldrig været min stærke side.
Side 56: You can't trust him further than you can throw him.
Side 63: Monsjø de Muckadell
Side 63: Der kom ved den lejlighed så mange 14 karats berømtheder, at jeg var den eneste person, jeg ikke selv kendte.
Side 70: Far og mor var skabt for hinanden, for der fandtes ganske enkelt ikke andre for dem, og det var et lykketræf, at deres veje krydsedes. De bekræftede den græske myte om, at mand og kvinde oprindelig var skabt som et sammenvokset væsen, som slog vejrmøller sidelæns, når det skulle bevæge sig, og sidenhen blev parteret. Delene blev sendt ud i verden for med deres instinkter at finde deres anden halvdel.
Side 70: Pas dine egne sure tæer og skrub ad helvede til!
Side 105: Løgnagtighed og fortielse var kristne dyder hos landsbyens autoriteter.
Side 111: Det var logik for perlehøns. De havde ikke noget at miste og holdt derfor heller ikke fingrene fra fadet.
Side 112: Sigøjnermadammen, der var spåkone, sendte de to yngste piger i skole af én eneste grund: som Fagins udsendinge, en minihær af professionelle lommetyve, der frejdigt tømte alle frakkelommerne og dametaskerne på lærerværelset og på gangene.
Side 165: Tidligt vidste jeg, at jeg for mit eget personlige vedkommende ikke kunne vente noget stort udbytte af livet. Det jeg ikke lov til at håbe på med min baggrund, der var fuld af mennesker med store naturgaver, hvor mine egne beskedne anlæg gik mere i retning af selvbedragets glans.
Side 193: I slutningen af tresserne var jeg nået til den lidet yndefulde alder, hvor man befinder sig i et grænseland mellem barndommen og puberteten. Halvt kalv og halvt flæsk som nogle siger.
Side 230: glopøbel
Omslaget viser en lille pige, der står og kigger midt i et landskab af mørke truende bygninger og svævende ballonskibe formede som fisk
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Filmen side 46 er Carl Th. Dreyer: Gertrud.
Side 7: Pas på når du fejer dæmoner ud, at der ikke ryger et par engle med
Side 15: Vi så dem som et fjernt og stillestående folkeslag med en praktisk og traditionsrig livsform. Samtidig var det alles kamp mod alle. En jungle.
Side 15: Hos os blev umådeholdne udbrud af vanvid ansat for høj åndelig udfoldelse. I landsbyen stemplede man den gamle skoles beboere som sindssyge og umoralske mennesker, som burde spærres inde, hvis der ellers var nok stropper til at holde dem fastspændt.
Side 25: Far, som ikke kunne noget som helst af det andre mænd kunne, kunne til gengæld noget, som ingen andre mænd kunne. Han klæbede guldpapir, der gav et knitrende skær, på samtlige husets lofter. Han udnyttede alle ledige sekunder til at lave marionetdukker, kopiere vores børnetegninger på tavlen ved hjælp af kalkerpapir og udføre collager og friser på døre og vægge. Kinesiske drager, der var lavet af balsatræ og rispapir og malet i stærke farver, og balinesiske skyggedukker spærrede effektivt for nysgerrige bondeblikke i alle vinduer og forsødede vores tilværelse.
Side 25: Min mors musikalske inkompetence overgik ens vildeste fantasier.
Side 26: Jeg tror at musikudøvelse havde en helbredende virkning på hende og gav næring til hendes fantasi. For os andre var det tortur. Musikken var lige så pågående som en fascisthilsen.
Side 27: Når mor talte i telefon, overdøvede han hendes ventiltræge menneskerøst med sit gennemtrængende hysteri.
Side 30: min indre Prior-scene (Prior er et mærke Dukketeater)
Side 31: Jeg blev hurtigt klar over, at hvis man ville ernære sig som musiker, måtte man frem for alt slide som en hest og have knald i låget og bilde sig ind, at man var en Beethoven, selv når man var ved at dø af sult!
Side 41: slapkæbet af forbavselse.
Side 42: Oscar Sigvaldi.
Side 45: filmuseet (typo for filmmuseet)
Side 46: vigørcenter
Side 47: Scenerne var langsomme og dvælende tableauer. Stemmerne var teatralske og unaturlige. Der var hverken handling eller intriger - kun langsomme filosofiske evigheder. Publikum lå sammensunkne i biografsæderne med øjenlåg så tunge, at de måtte læne hovederne bagud for at se.
Carl Th. Dreyer: Gertrud (1964, 111 minutter)
Side 50: andre mere bekymringsfulde typer.
Side 52: For en forfatter er uudgivne manuskripter lallende enetaler på et lokum.
Side 53: Karmaudvekslingstimer
Side 54: smalle skuldre og tabervest
Side 55: Saglighed har aldrig været min stærke side.
Side 56: You can't trust him further than you can throw him.
Side 63: Monsjø de Muckadell
Side 63: Der kom ved den lejlighed så mange 14 karats berømtheder, at jeg var den eneste person, jeg ikke selv kendte.
Side 70: Far og mor var skabt for hinanden, for der fandtes ganske enkelt ikke andre for dem, og det var et lykketræf, at deres veje krydsedes. De bekræftede den græske myte om, at mand og kvinde oprindelig var skabt som et sammenvokset væsen, som slog vejrmøller sidelæns, når det skulle bevæge sig, og sidenhen blev parteret. Delene blev sendt ud i verden for med deres instinkter at finde deres anden halvdel.
Side 70: Pas dine egne sure tæer og skrub ad helvede til!
Side 105: Løgnagtighed og fortielse var kristne dyder hos landsbyens autoriteter.
Side 111: Det var logik for perlehøns. De havde ikke noget at miste og holdt derfor heller ikke fingrene fra fadet.
Side 112: Sigøjnermadammen, der var spåkone, sendte de to yngste piger i skole af én eneste grund: som Fagins udsendinge, en minihær af professionelle lommetyve, der frejdigt tømte alle frakkelommerne og dametaskerne på lærerværelset og på gangene.
Side 165: Tidligt vidste jeg, at jeg for mit eget personlige vedkommende ikke kunne vente noget stort udbytte af livet. Det jeg ikke lov til at håbe på med min baggrund, der var fuld af mennesker med store naturgaver, hvor mine egne beskedne anlæg gik mere i retning af selvbedragets glans.
Side 193: I slutningen af tresserne var jeg nået til den lidet yndefulde alder, hvor man befinder sig i et grænseland mellem barndommen og puberteten. Halvt kalv og halvt flæsk som nogle siger.
Side 230: glopøbel
Pages
235