To sole stod op

Europa, 1982
Efter et af de sidste slag i en langvarig atomkrig er oberst Geryt van Groote en af de sidste overlevende på en lokal slagmark i Alma-Ata bjergene. Krigen har været ført med taktiske kernevåben fra mobile raketbaser og strategiske kernevåben ser kun ud til at være brugt som

Show More

nova-bomber, minutlange rumbaserede brintbombeeksplosioner, der trækker ødelæggelsesbælter over tusinder af kilometer. For at forklare hvorfor man kan overleve på en atomar slagmark, har forfatteren opfundet alpha-serum og knoglemarvsekstrakt, så man kan holde strålesygen nede bare ved at spise knoglemarv fra de døde og endda helst fra dem, der har været syge et stykke tid først.
Geryt begiver sig hjemad mod konen Betje, drengen Dirk på 12 år og pigen Margo på 15 år, men han skal først bestemme sig for om han vil have sin dødssyge sergent Blokbor med hjem. Blokbor dør heldigvis af sig selv, så Geryt kan tage knoglemarven og komme videre.
Han får følgeskab af en stor vild hund, som han giver lidt knoglemarv og døber Blokbor. Foruden Geryt har også nogle andre fra kompagniet overlevet og de er foran ham på vejen. De overfalder landsbyer på vejen og Geryt ender med at beslutte sig for at stoppe dem. Det er van Schaerbek, officiant Jossé og te'n Hamme, der er tilbage efter at Wally er blevet dræbt under et af slagsmålene i landsbyerne, de har plyndret.
Efter at have dræbt dem, drager Geryt videre og kommer til Kiev, som han egentlig tror at have frelst fra ødelæggelse ved at bombe floden og ødelægge militærbase med stråling, men nu opdager han til sin rædsel at indbyggerne har hentet forsyninger fra basen uagtet at alt er dødeligt radioaktivt. Han ender med at brænde basen ned for at tvinge beboerne til at evakuere Kiev.
Derefter går han i mange uger, før han bliver samlet op af medarbejdere ved en rigmand, Ragazzi, der har et projekt Plan Ferry, som går ud på at tage til Mars og så vende tilbage senere og overtage styringen, når det meste af strålingen er dampet af. Ragazzi har imidlertid også lig i lasten, for han har holdt indbyggerne i Trieste raske vha knoglemarv fra syge, dødsdømte og fanger, der med vilje er blevet udsat for hård bestråling.
Ragazzi vil tage af sted til Mars og våbenkammeret ombord rummer atombevæbnede luft-til-jord raketter. Han er også en teaterskurk i og med at han vil have lægen Ruth med om bord og endda hendes to drenge. Det kan vores helt, Geryt, jo ikke tillade, så han sprænger Ferryman i luften med alle 1500 ombord.
Så går han hjem til Belgien, hvor han finder sin kone, Betje, indflyttet hos naboen, den solide bonde, Johan. Johan og Betje har fået barn sammen, sønnen Dirk er dødsmærket af radioaktivitet efter at have været rundt på nogle skibe, datteren Margo har giftet sig med Johans søn og har børn, dvs Geryts børnebørn.
Efter en konfrontation hvor hunden, Blokbor, bliver dræbt, forlader han simpelthen fortiden og går tilbage mod Trieste.

Forfatterens præmisser passer dårligt med kendt viden om stråling, så hele handlingen er bygget op på noget ævl.
Fx er krigen åbenbart ført udelukkende med små taktiske a-våben, bortset fra at romanen starter med at Geryt's enhed affyrer deres sidste raket, en 100-kiloton bombe i en snæver dal. Ødelæggelserne efter krigen er ganske velafgrænsede, så de døde er blevet til aske og måske er der nogle snese sårede. Den sibiriske hund kan mærke radioaktivitet bare ved at snuse til fx en radioaktiv jeep. Ødelagt knoglemarv hjælper mod strålesyge. Jo mere ødelagt, jo bedre. Osv, osv. Så kan jo vælge at læse det som en fabel om en mand, der drager i krig og vender hjem, men det bliver også en underlig tynd kop te.

Show Less