Tre Aar paa Grønlands Østkyst

Omslag: Indbundet
Omslaget er ensartet rødbrunt
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Tre År på Grønlands Østkyst
Side 52: Unger har blandt andet været paa Moskusjagt -- sammen med Poulsen -- og det endda samme Dag vi rejste, ganske kort efter at de havde sagt farvel til os. De var lige vendt om, da de saa' Oksen staa oppe paa en Bakke. Straks blussede Jægerbegæret op i dem, de kravlede paa Maven efter alle Kunstens Regler, de gemte sig nede i de tørre Elvlejer og nærmede sig langt om længe det intet anende Dyr. Endelig naaede de ind paa Skudhold. Bøssen var hævet, saa -- hvad var dog det, havde Dyret ikke en Hale? -- jo, saa min Santen, nu viftede den med den, udstødte et højt Hyl og kom løbende ned imod de gæve Jægere, der vel sagtens havde haft mest Lyst til at gemme sig i et Musehul, da de saa', at det Dyr, de havde kravlet saa forsigtigt efter, var en af deres egne Hunde. Nu gaar den omkring paa Skibet og lyder Navnet "Moskusoksen". Poulsen og Unger kan ikke rigtig lide, at vi kalder den det -- men navneforandring faar den ikke.
Side 232: Flere gange har vi bemærket, at Hundene ikke kunde taale at spise Indvoldene af deres afdøde Kammerater, og paa Indlandsisen og senere langs Kysten har vi stadig sørget for at gemme dem saaledes, at Hundene ikke kunde faa fat paa dem. Ogsaa denne Gang bliver Indvoldene kasseret og kastet i Tidevandsrevnen, men Leveren ser saa god ud, at vi, omend vi har den mistænkt for at være giftig dog ikke kan bekvemme os til at kaste den bort. Vi tør ikke spise den uden at gøre, hvad vi kan, for at undersøge, om den er giftig, eller ej, og til alt Held kommer jeg i Tanker om en lille Sølvramme, som jeg har med mig. Hvis den kan koges sammen med Leveren uden at blive anløben, er vi sikre, og næste Morgen puttes Lever og det blankpolerede Sølv ned i en Gryde, medens vi ser til i spændt Forventning. Vi har en lille Traad paa Rammen og haler den op en Gang imellem for at se, om den skifter Kulør -- hm, Sølvet taber sin Glans og bliver lidt mørkt, men er det anløbet? Det bliver helt spændende. Vi kan ikke rigtig blive enige om, hvorledes anløbet Sølv ser ud, men til Slut fastslaas det, at en Ting maa være "grøn", for at kunne kaldes "rigtig anløben", og vi haaber, at den matte og mørke Farve, som Sølvet unægtelig har faaet, skyldes Varmen og det helt gullige Vand, som Gryden efterhaanden er blevet fyldt med.
Der gaar tyve Minutter, der gaar tredive, endnu er Sølvet ikke bleven "grønt", og nu mener vi absolut, at Giften, hvis der er Gift, maa have virket. Altsaa bliver Leveren erklæret for prima Kød, Vandet borthældt, og Iversen, der bedre end jeg forstaar sig paa den finere Kogekunst, skærer den pæne Lever i Skiver, kommer dem paa Panden og braser dem -- i Vand. Jeg mener jo rigtignok, at en lille Smule Fedt er nødvendig til Brasning, men Iversen slaar alle mine Indvendinger til Jorden ved at paastaa, at man kommer Vand paa en Steg, og da Spørgsmaalet kun er rejst rent abstrakt -- vi har nemlig ikke et Kvint Fedt af nogen Slags -- spiller det jo egentlig heller ingen Rolle.
Men forsigtige vil vi nu alligevel være. Vi vil ikke spise meget af Leveren, kun lidt, det kan jo aldrig skade, selv om den skulde være giftig, og da Iversen erklærer Leveren for godt stegt -- Gud ved hvordan han bedømmer det? -- deles Stykkerne omhyggeligt, og i nogle Minutter hersker der dyb Tavshed i Teltet. Vi smager forsigtigt -- thi man bør ikke tage for meget, naar der serveres en ny Ret -- men den første lille Bid bliver hurtigt fulgt af en meget større; over vore Ansigter breder der sig et stort, lyksaligt Grin, og Stilheden bliver afbrudt ved, at vi udbryder i Munden paa hinanden: "Men det smager jo storartet!" Frygten for Gift er glemt, og Resten af Leveren forsvinder paa utrolig kort Tid.
Aah, det var da endelig et Maaltid, man kunde mærke -- nu vil vi tage en kort Siesta, og saa begynder vi igen at slæde. Men hvad er dog det, jeg bliver saa søvnig, og Iversen gaber højt i Skjul af sin Sovepose. Det er da sært, vi har jo sovet en hel Dag, men der er god Tid, vi kan jo sove en lille Time, saa er det tidlig nok at begynde paa Arbejdet, og snart sover vi begge trygt og vaagner -- ja, vi vaagner ikke før langt op paa næste Formiddag og det med en dundrende Hovedpine. Skulde det mon alligevel være Leveren, det er galt med? Vi er næsten nødt til at indrømme det og beslutter ikke at spise Grimrians -- men det er Synd, for den sidste smagte saa godt!
Side 234: Desværre maa vi ligge stille igen, for Iversen maa have et Hvil, og da Bjørns Lever jo ikke kunde kaldes meget giftig -- vi døde jo ikke, som Iversen meget rigtig siger -- spiser vi ogsaa Grimrians, og som sidst virker den som et stærkt Sovemiddel. Iversen sover først, og snart falder jeg ogsaa i Søvn, skønt jeg forsøger at holde Øjnene aabne. Jeg er ved at reparere Kamikker, men jeg tager Kamikken og sover snart trygt og drømmer om Mad, om uendelig Mængder af Mad, som jeg ser saa tydeligt, store, dampende Stege, Bjerge af Smørrebrød og Mængder af Salater og Grønt. Men Dyngen flytter sig, jeg kan aldrig faa fat paa noget af det, jeg løber og løber, stadig staar Maden for mig, saa falder jeg og slaar mit Hovede, saa det bløder -- og jeg vaagner med en voldsom Hovedpine og store Sveddraaber paa Panden. Hundelever er ikke sundt -- det er da godt, at vi ikke oftere kan ledes i Fristelse.
Side 243: Her gør jeg imidlertid den ubehagelige Opdagelse, at Huden skaller af over hele Kroppen, rimeligvis en Følge af et let Forgiftningstilfælde foraarsaget ved Nydelsen af Hundeleverne -- og selv om det ikke gør nogen Skade, er det dog overmaade ubehageligt at gaa omkring med Huden hængende i Laser.