Status
Available
Library's review
Danmark, 1943 og 1978
Jakob Hansen var leder af en modstandsgruppe i 1943, men nu 35 år senere er han bare gammel, slidt og sur over at de yngre har det lettere. Sådan var det nu ikke i hans tid. Han er fast inventar hos Thomas nede på værtshuset og kommer hver aften og får et par øl. Indtil
Næste dag ringer advokat Ole Prien til professor Ernst Iversen og spekulerer over det samme. Jakob var gruppeleder for deres modstandsgruppe for over 30 år siden. Ernst og Ole er begge ca 53. Ole er ret velhavende, interesseret i kunst og gift med skuespillerinden Eva Eg. Ole og Ernst mødes og diskuterer sagen over en flaske god sherry. Ernst mener ikke at der er nogen grund til at rode mere i den sag. Men om natten ligger han søvnløs og gennemløber sine yngre år. Han kom med i modstandsarbejde og var sammen med Lisbet på 29, som var Hans' kæreste. Jakob gav ham en gang bank for det, men kort efter blev han taget af Gestapo og de var meget bedre til at banke ham. Gestapo fandt sprængstof på Ernst' værelse og han regnede med at være sikker på at blive henrettet, men efter et stykke tid blev han sendt til Frøslev og senere til Neugamme. Hvad han oplevede der, har han siden fortrængt helt og aldrig fortalt nogen om.
Ernst får fornøjelse af en mineret garageport, men overlever med en svær hjernerystelse som værste kvæstelse. I postkassen hænger en ny seddel med "Hilsen fra Hans".
Tyge Svendsen har opsporet Lisbet, der nu hedder Lisbet Fuur. Hun var gift med Hans Nielsen, men han blev likvideret som stikker af gruppen i sin tid. De andre i gruppen var Johs (Johannes), Niels (Niller), Ebbe, Evan Thomsen og Lars Dam. Lisbet fortæller det som det er. Hans stak Ernst af jalousi og så blev han altså skudt som stikker. Lisbet fortæller også Tyge at hun og Hans havde to børn, der nu er voksne. Hugo Nielsen og Ellen Va. Tyge opsøger Hugo, der er ret bitter at høre på.
Ole Prien henvender sig til politiet og han og Ernst bestemmer sig til at advare de andre i gruppen om at der måske er nogen ude efter dem. Ole får også fat i en pistol til sig selv og en til Ernst, så de evt selv kan forsvare sig. Ole får også glimt af fortiden, når han lige lukker øjnene. Han og Niller og Ernst og Johs og Ebbe flyttede fra illegale blade over til jernbanesabotage på samme tid. Tyge opsøger Ellen, der har en modebutik. Han synes hun virker lidt nervøs over at snakke med kriminalpolitiet. Han beder også om at snakke med hendes søn, Kristian Vas på nitten. Han er ikke dum, men politisk set tæt på nynazist. Tyge kommer i dårligt humør.
Dagene går og Ernst bliver udskrevet. Ole henter ham og kører ham til et sikkert sted, et rekreationshjem. Han fortæller også at han har opsporet Ebbe, Johs og Niller (Niels Nielsø). Evan Thomsen døde i en koncentrationslejr og Lars Dam tog vist til USA.
Ole Prien opsøger Niller, der arbejder hårdt på at drikke sig i graven. Men hans malerier er gode. Niels kalder sig selv for Judas og de andre for mordere. Og sover så ellers sin brandert ud. Ebbe Kierke er heller ikke begejstret for at få besøg. Han er gift med Lillian og med i den konservative vælgerforening. Johs og hans kone Laura og deres datter Karen kunne også godt undvære at få besøg af Ernst Iversen. Johs var den, der likviderede Hans, men Ole blev næstkommanderende under Jakob. Fair nok og Ole udførte også de to andre likvideringer, der senere blev nødvendige.
Erik trives på rekreationshjemmet, der drives af Hjalmar og Jutta Buch. Han ringer til Eva Eg og hun kigger forbi. De går i seng sammen og hun bliver stærkt tiltrukket af ham. Han siger noget om at de jo kunne gifte sig, hvilket chokerer hende. Hun kører hjem og tænker og i dagene efter forsøger hun at få fat i ham, men uden held. Hendes mand Ole Prien er i London og kigger på teaterstykker. Politiet er gået lidt ned i gear i efterforskningen. Tyge Svendsen har haft sin kone Gerda på hospitalet med en virusbetinget lungebetændelse. Hun bliver udskrevet og har været hjemme i nogle få dage, da sagen pludselig eksploderer. Læreren Johs bliver skudt og dræbt og senere bliver Erik Iversen også skudt og dræbt.
Politiet får nu pludselig opringninger fra blandt andet Ebbe Kierke om at Johs var med i gruppen i sin tid. De finder frem til maleren Niels og hans vanvid springer ud i lys lue, så de tager ham med og han tilstår i uklare vendinger drabene.
Alt er afklaret, men en dag opdager Eva at Ole har et stempel i sit pas, der viser at han lige var i Danmark på dagen, hvor Erik og Johs blev skudt. Eva konfronterer Ole, der siger at ja, det er netop helt rigtigt. Og han lader det være op til hende om hun vil lade sagen ligge og leve videre i et fredeligt og lidt kedeligt, men bekvemt ægteskab med ham. Eller om hun vil ringe til politiet. Hun tænker over det og rejser sig langsomt fra lænestolen.
Bogen her var Erik Amdrups debut som kriminalforfatter. Det er ganske godt gået. Oles motiv er lidt søgt, men ellers ville der jo heller ikke have været en historie.
Jakob Hansen var leder af en modstandsgruppe i 1943, men nu 35 år senere er han bare gammel, slidt og sur over at de yngre har det lettere. Sådan var det nu ikke i hans tid. Han er fast inventar hos Thomas nede på værtshuset og kommer hver aften og får et par øl. Indtil
Show More
han en dag bliver slået ned bagfra og dræbt, da han lukker sig ind i sin opgang. Kriminalassistent Niels Brandt bliver tilkaldt, da viceværten finder Jakobs lig kort tid efter. Jakobs tegnebog er intakt, men kraniet er helt knust. Hvem var sur på ham? Brandt diskuterer det med chefen kriminalkommissær Tyge Svendsen. Jakob var gift med Vita, var blevet enkemand for to år siden og der var ingen børn. En seddel i døren lød "Hilsen fra Hans"?Næste dag ringer advokat Ole Prien til professor Ernst Iversen og spekulerer over det samme. Jakob var gruppeleder for deres modstandsgruppe for over 30 år siden. Ernst og Ole er begge ca 53. Ole er ret velhavende, interesseret i kunst og gift med skuespillerinden Eva Eg. Ole og Ernst mødes og diskuterer sagen over en flaske god sherry. Ernst mener ikke at der er nogen grund til at rode mere i den sag. Men om natten ligger han søvnløs og gennemløber sine yngre år. Han kom med i modstandsarbejde og var sammen med Lisbet på 29, som var Hans' kæreste. Jakob gav ham en gang bank for det, men kort efter blev han taget af Gestapo og de var meget bedre til at banke ham. Gestapo fandt sprængstof på Ernst' værelse og han regnede med at være sikker på at blive henrettet, men efter et stykke tid blev han sendt til Frøslev og senere til Neugamme. Hvad han oplevede der, har han siden fortrængt helt og aldrig fortalt nogen om.
Ernst får fornøjelse af en mineret garageport, men overlever med en svær hjernerystelse som værste kvæstelse. I postkassen hænger en ny seddel med "Hilsen fra Hans".
Tyge Svendsen har opsporet Lisbet, der nu hedder Lisbet Fuur. Hun var gift med Hans Nielsen, men han blev likvideret som stikker af gruppen i sin tid. De andre i gruppen var Johs (Johannes), Niels (Niller), Ebbe, Evan Thomsen og Lars Dam. Lisbet fortæller det som det er. Hans stak Ernst af jalousi og så blev han altså skudt som stikker. Lisbet fortæller også Tyge at hun og Hans havde to børn, der nu er voksne. Hugo Nielsen og Ellen Va. Tyge opsøger Hugo, der er ret bitter at høre på.
Ole Prien henvender sig til politiet og han og Ernst bestemmer sig til at advare de andre i gruppen om at der måske er nogen ude efter dem. Ole får også fat i en pistol til sig selv og en til Ernst, så de evt selv kan forsvare sig. Ole får også glimt af fortiden, når han lige lukker øjnene. Han og Niller og Ernst og Johs og Ebbe flyttede fra illegale blade over til jernbanesabotage på samme tid. Tyge opsøger Ellen, der har en modebutik. Han synes hun virker lidt nervøs over at snakke med kriminalpolitiet. Han beder også om at snakke med hendes søn, Kristian Vas på nitten. Han er ikke dum, men politisk set tæt på nynazist. Tyge kommer i dårligt humør.
Dagene går og Ernst bliver udskrevet. Ole henter ham og kører ham til et sikkert sted, et rekreationshjem. Han fortæller også at han har opsporet Ebbe, Johs og Niller (Niels Nielsø). Evan Thomsen døde i en koncentrationslejr og Lars Dam tog vist til USA.
Ole Prien opsøger Niller, der arbejder hårdt på at drikke sig i graven. Men hans malerier er gode. Niels kalder sig selv for Judas og de andre for mordere. Og sover så ellers sin brandert ud. Ebbe Kierke er heller ikke begejstret for at få besøg. Han er gift med Lillian og med i den konservative vælgerforening. Johs og hans kone Laura og deres datter Karen kunne også godt undvære at få besøg af Ernst Iversen. Johs var den, der likviderede Hans, men Ole blev næstkommanderende under Jakob. Fair nok og Ole udførte også de to andre likvideringer, der senere blev nødvendige.
Erik trives på rekreationshjemmet, der drives af Hjalmar og Jutta Buch. Han ringer til Eva Eg og hun kigger forbi. De går i seng sammen og hun bliver stærkt tiltrukket af ham. Han siger noget om at de jo kunne gifte sig, hvilket chokerer hende. Hun kører hjem og tænker og i dagene efter forsøger hun at få fat i ham, men uden held. Hendes mand Ole Prien er i London og kigger på teaterstykker. Politiet er gået lidt ned i gear i efterforskningen. Tyge Svendsen har haft sin kone Gerda på hospitalet med en virusbetinget lungebetændelse. Hun bliver udskrevet og har været hjemme i nogle få dage, da sagen pludselig eksploderer. Læreren Johs bliver skudt og dræbt og senere bliver Erik Iversen også skudt og dræbt.
Politiet får nu pludselig opringninger fra blandt andet Ebbe Kierke om at Johs var med i gruppen i sin tid. De finder frem til maleren Niels og hans vanvid springer ud i lys lue, så de tager ham med og han tilstår i uklare vendinger drabene.
Alt er afklaret, men en dag opdager Eva at Ole har et stempel i sit pas, der viser at han lige var i Danmark på dagen, hvor Erik og Johs blev skudt. Eva konfronterer Ole, der siger at ja, det er netop helt rigtigt. Og han lader det være op til hende om hun vil lade sagen ligge og leve videre i et fredeligt og lidt kedeligt, men bekvemt ægteskab med ham. Eller om hun vil ringe til politiet. Hun tænker over det og rejser sig langsomt fra lænestolen.
Bogen her var Erik Amdrups debut som kriminalforfatter. Det er ganske godt gået. Oles motiv er lidt søgt, men ellers ville der jo heller ikke have været en historie.
Show Less
Genres
Publication
[Kbh.] : "Spændende Bøger", 1979.
Description
En konflikt, grundlagt i en modstandsgruppe under krigen, giver sig, 35 år senere, morderiske udslag.
Language
Original language
Danish
Physical description
212 p.; 19.9 cm
ISBN
8755306594 / 9788755306592
Local notes
Omslag: Susanne Korsager
Omslaget viser en seddel med teksten "Hilsen fra Hans" stukket ind i en brevsprække
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 126: Helvede - jeg maler altid helvede. Hva fanden sku man ellers male?
Side 141: Det sagde de andre jo osse bagefter. De var osse nødt til at parere ordre, hele bundtet, SS, Gestapo, dem i destruktionsanstalterne. Men de blev ligegodt hængt, du, ja - indtil de blev trætte af så mange de var, ikke? Er du måske ikke levende, svinepels? Og jeg? Og de andre mordere?
Side 175: Had er slidstærkt. Det dør ikke så let. De varme følelser, de har svært ved at holde temperaturen. Men de kolde, du, de blir bare mere og mere kolde.
Side 212: Viden, kendsgerninger - var det ikke noget relativt, noget hvis sandhed kun bestod i en begrænset tid? Regler, love, hvad var de værd? Havde de samme gyldighed i alle tilfælde?
Omslaget viser en seddel med teksten "Hilsen fra Hans" stukket ind i en brevsprække
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Side 126: Helvede - jeg maler altid helvede. Hva fanden sku man ellers male?
Side 141: Det sagde de andre jo osse bagefter. De var osse nødt til at parere ordre, hele bundtet, SS, Gestapo, dem i destruktionsanstalterne. Men de blev ligegodt hængt, du, ja - indtil de blev trætte af så mange de var, ikke? Er du måske ikke levende, svinepels? Og jeg? Og de andre mordere?
Side 175: Had er slidstærkt. Det dør ikke så let. De varme følelser, de har svært ved at holde temperaturen. Men de kolde, du, de blir bare mere og mere kolde.
Side 212: Viden, kendsgerninger - var det ikke noget relativt, noget hvis sandhed kun bestod i en begrænset tid? Regler, love, hvad var de værd? Havde de samme gyldighed i alle tilfælde?
Pages
212