Fyrsten

Omslag: Torben Skov
Omslaget viser en rytterstatue
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra italiensk "Il Principe" af Evald Longfors, Werner Pawl
Gutenberg, bind 1232

Side 18: Den, som hjælper en anden til magten, ødelægger sig selv. For at hjælpe en anden til magten hører der dygtighed eller styrke, og begge dele gør den, man har hjulpet frem, mistroisk.
Side 22: .. den, der bliver herre over en hidtil fri by og ikke udsletter den, må regne med selv at blive udslettet af den.
Side 26: Her er det værd at huske, at intet er så vanskeligt at gennemføre, eller hvis heldige udfald så usikkert, som nyordninger. Man har her alle til fjende, som en bevarelse af de gamle forhold gavner, og finder kun lunkne forsvarere i dem der venter sig fordele af de nye.
Side 26: Vil man se rigtigt i et sådant tilfælde, må man undersøge, om reformatoren kan stå alene eller må støtte sig på andres hjælp, dvs. om han for at gennemføre sit værk må bede, eller om han kan anvende tvang! I det første tilfælde vil det altid gå galt, men har han kun sig selv at stole på, og kan anvende tvang, så løber han sjældent nogen fare. Det er grunden til, at alle profeter, der havde en hær, sejrede, mens de ubevæbnede blev besejrede.
Side 26: .. mængden, som af naturen er vankelmodig, nemt kan overvises om noget, men vanskeligt holdes fast ved denne overbevisning. Derfor skal man have midler til at tvinge dem til at tro, når de bliver vægelsindede.
Side 28: Således nåede også privatfolk ved bestikkelse af soldaterne at bestige tronen som romerske kejsere. Sådanne fyrsters herredømme beror ene og alene på deres hjælpers vilje og held, to meget vaklende og ubestandige støtter.
Side 41: Man kan lære heraf, at erobreren, så snart han tager staten i besiddelse, må gennemføre alle mulige voldshandlinger og udføre dem på en gang for at undgå at begå nye hver dag, og for at kunne berolige sit folk ved at standse grusomhederne og vinde deres hjerter med velgerninger.
Side 41: Voldshandlinger må alle begåes på en gang, for at de kan føles mindre hårdt og derfor fremkalde mindre had. Velgerninger, der skal virke store, må ydes lidt efter lidt.
Side 41: Frem for alt må fyrsten indrette sin optræden over for sine undersåtter således, at han ikke behøver at ændre den ved held eller uheld; for hvis han ved uheld kommer i en nødsituation, savner han magten til at straffe, og velgerningerne nytter ikke, da de virker aftvungne og derfor ingen tak høster.
Side 43: Folkets krav er mere berettigede end de stores, da disse ønsker at undertrykke, mens folket kun ønsker beskyttelse mod undertrykkelse.
Side 47: Menneskene er skabt således, at de ydede velgerninger forpligter lige så meget som modtagne.
Side 59: Den, der altså ikke på nogen måde ønsker at sejre, kan benytte hjælpetropper, da de er langt farligere end lejetropper. Med hjælpetropper er din undergang en sikker sag, de er enige og vant til lydighed mod en anden; lejetropper derimod behøver, når de har sejret, mere tid og bedre anledning for at blive farlige, da de ikke danner nogen enhed og er hvervede og bliver betalt af fyrsten.
Side 61: Derfor er en fyrste, som ikke ser ondet i dets vorden, ikke virkelig klog; og en sådan forudseenhed er kun givet de få. Undersøger man årsagen til romerrigets forfald, vil man se, at hvervningen af gotherne var begyndelsen til sammenbruddet.
Side 63: At foragte krigskunsten er begyndelsen til rigets forlis; den bedste metode til at vinde et rige er at være mester i denne kunst.
Side 66: Et menneske, der kun vil det gode, må gå under blandt de mange, der ikke er gode. Derfor må en fyrste, der vil bevare sin magt, være i stand til ikke at være god, og at anvende det gode eller det ikke gode, eftersom omstændighederne kræver det.
Side 72: Hertil er der knyttet et stridsspørgsmål: om det er bedre at være elsket end frygtet, eller omvendt. Svaret lyder, at det ville være det bedste både at være frygtet og elsket; men da det er vanskeligt at forene begge dele, er det mere trygt at være frygtet end elsket, når man må give afkald på en af delene.
Side 72: Om mennesker kan i almindelighed siges så meget at de er utaknemmelige, vægelsindede og hykleriske, fulde af angst for enhver fare og begærlige efter gevinst. Så længe de har fordel af dig, er de dine med liv og sjæl. De er parat til at ofre deres liv, deres ejendom, deres blod og deres børn for dig, så længe nøden er langt borte. Nærmer den sig, gør de oprør.
Side 73: Menneskene glemmer hurtigere deres faders død end fortabelsen af fædrenearven.
Side 73: Er fyrsten også hærfører og skal styre en mængde soldater, må han ikke på nogen måde sky at blive kaldt grusom. Uden et sådant ry har aldrig nogen kunnet have en enig og slagkraftig hær.
Side 75: Løven er hjælpeløs mod snarer, ræven kan ikke værge sig mod ulvene. Man må være ræv for at kende snaren og løve for at skræmme ulvene. De, der udelukkende holder sig til løven, forstår ikke tingene.
Side 75: En klog fyrste må derfor ikke stå ved sit ord, hvis det ville skade ham selv, eller hvis de grunde, der bevægede ham til at afgive sit løfte, er bortfaldet. Hvis alle mennesker var gode, ville dette være et dårligt råd, men da de er slette og ikke vil holde deres ord mod dig, behøver du heller ikke at stå ved dit. Endvidere har aldrig nogen fyrste manglet gyldige grunde for at pynte på et ordbrud.
Side 76: Pave Alexander VI gjorde aldrig andet end at bedrage, tænkte aldrig på andet og fandt altid lejlighed til det. Intet andet menneske har bedyret noget eftertrykkeligere, har beediget noget stærkere og har lettere brudt sit ord. Ikke desto mindre lykkedes hans bedrag efter ønske, fordi han forstod sig på tilværelsen i så henseende.
Side 76: Det er derfor ikke nødvendigt at en fyrste ejer alle de nævnte dyder, men det er nødvendigt, at han tilsyneladende ejer dem. Ja, jeg vover endda at påstå, at det er skadeligt at have dem og altid at udøve dem, mens de er nyttige, når man synes at have dem. Således må fyrsten synes at være mild, tro, menneskelig, retskaffen og gudfrygtig; men han må være i stand til om fornødent at slå om i det modsatte.
Side 77: En fyrste må altså passe på aldrig at sige et ord, som ikke er i fuld overensstemmelse med de fem dyder og synes at være et mønster på mildhed, troskab, retskaffenhed og gudsfrygt. Særlig den sidste egenskab er det nødvendigt at give udseende af at eje.
Side 77: En fyrste behøver kun at sejre og bevare sine erobringer for at hans metoder altid vil blive anset for hæderlige og roses af enhver.
Side 80: Jeg slutter af det nævnte, at en fyrste ikke behøver at frygte sammensværgelser, hvis han har folkets tillid. Men står det fjendsk og hadefuldt over for ham, er der ingen og intet, han ikke må frygte.
Side 90: Vore forfædre, og særlig dem, man kaldte for vise, plejede at sige, at man måtte beherske Pistoja ved partier og Pisa ved fæstninger.
Side 93: Den bedste fæstning er et folk, der ikke hader sin fyrste.
Side 93: Med alt dette for øje roser jeg den, der bygger fæstninger, og den, der lader være, men dadler den, der i tillid til sine fæstninger ikke regner folkets had for noget.
Side 103: Heraf kan man slutte, at gode råd, hvor de end kommer fra, har deres oprindelse i fyrstens klogskab, og ikke fyrstens klogskab i de gode råd.
Side 108: Men jeg holder på, at det er bedre at handle djærvt i stedet for forsigtigt, da skæbnen må sammenlignes med en kvinde, der, hvis hun skal betvinges, må have hug og slag.