Livstid : drabssagen der ikke vil dø

Indeholder "Forord", "1. del. Fremmedarbejderen", " 1. Velstanden i nord", " 2. Krise og vrede", " 3. Sigtet", " 4. Bønskrifter", " 5. Fri men desperat", " 6. En ny chance", " 7. Nu bliver alt godt", "2. del. Dobbeltdrabet", " 8. Tragedien", " 9. På sporet af et gammelt indbrud", " 10. Jagten på

Show More

Conevski", " 11. Den rygende pistol mangler", " 12. Egnet til straf", "3. del. Sagen der ikke vil dø", " 13. Danmarks farligste fange", " 14. Dødsgangen i Horsens", " 15. Chok på Sikringen", " 16. Kampen om Conevski", " 17. Sindssyg i gerningsøjeblikket", " 18. Alle er på vagt", " 19. Kurs mod Makedonien", " 20. Maksimal frihed", " 21. Den frygtede underskrift", " 22. En arrig medarbejder", " 23. Sygdom eller ondskab", "Tak!".

Historien om Naum Conevski, der har siddet rekordlænge i et dansk fængsel for et dobbeltdrab på to drenge på et område kaldet Femøren på Amager på Sjælland. Han vokser op i et fattigt hjørne af Jugoslavien. Faderen tager til Australien og sender penge hjem, men han bliver også syg og kommer hjem og dør af kræft. Naum rejser til København, lærer sproget, har en dansk kæreste Hanne et stykke tid og får job som taxachauffør. I 1970 bliver han gift med en jugoslavisk kvinde, han har mødt på en sommerferie hjemme. Hun kommer også til Danmark, lærer dansk og får job. I 1974 mister de begge deres job og Naum tager i 1976 til Jugoslavien og aftjener sin værnepligt, så han kan beholde sit jugoslaviske statsborgerskab. Han kommer tilbage og hans danske er jo ikke blevet bedre undervejs, mens hans kone er blevet ret god til det. Han får job på en lille elektrisk fabrik, men rager uklar med dem allerede efter 2 1/2 måned.
Hen bliver fastansat som taxachauffør og det går godt. Men en nat vender han tilbage til en kvinde, Gurli, han lige har kørt hjem. Han har en mærkelig historie om at hun har tabt sine nøgler i hans bil og at han derfor har været nødt til at køre en ekstra tur og at han vil have penge for det og forresten voldtager han hende også lige. Da han er væk, ringer hun til politiet og det er jo ret nemt at finde ud af hvem taxacentralen har tildelt den tur, så han bliver prompte arresteret.
Han benægter alt muligt, indtil beviser som fingeraftryk, gynækologisk undersøgelse etc får ham til at finde på nye forklaringer. Offeret er psykisk set ret medtaget.
Conevski ender med at blive dømt i maj 1981 til 1 år og seks måneder. Anklageren anker og højesteret hæver straffen til 2 år og seks måneder. Faktisk var der også en tidligere sag om et røverisk overfald mod Else, men den forkludrede politiet, så der aldrig blev rejst tiltale. I fængslet hævder han vedvarende at han er helt uskyldig og sender bønskrifter til Kongehuset og diverse ministre og andre. Han ender med at blive løsladt i maj 1982 efter at have afsonet halvdelen af de 30 måneder. Rigsadvokaten er lodret uenig i Retslægerådets anbefaling om at løslade før tid.
Conevski er altså løsladt, men hævder stadig at være uretfærdigt dømt. Han får foretræde ved daværende justitsminister Erik Ninn Hansen, der ellers er vant til at modtage trusler og hårde ord, men Conevski tager prisen. Ekstra Bladet får kørt en sag op og han får taget sin dom op igen og bliver denne gang frikendt. Han er stadig voldsomt fikseret på sagen og truer stadig alle mulige med alt muligt. En sommerdag i 1984 skyder han to unge drenge, Enrico Per Nielsen og Brian John Petersen, der overnatter på Femøren. Han er også meget tæt på at få ram på en tredje, Dennis Andersen, der dog når at flygte. Det varer lidt inden politiet får samlet spor sammen til at zoome ind på Conevski, men Dennis har gået til skydning og kan beskrive Conevskis revolver detaljeret nok til at en tandlæge kan fortælle at en mage til (en Colt 1917) er blevet stjålet ved ham, efter at han to gange var blevet kontaktet af Conevski som mulig køber. Revolveren havde wadcut ammunition, dvs med fladt hoved, så mærkerne på skydeskiven blev pænt runde. Tandlægen havde skudt med den på en skydebane tidligere og de brugte projektiler lå der stadig (sammen med mange andre). Mærkerne på de projektiler matchede projektilerne brugt til at dræbe Rico og Brian med. Undervejs i efterforskningen var Conevski taget på ferie i hjemlandet og BT havde fået et tip om at politiet havde tænkt sig at anholde Conevski i lufthavnen. BT holdt dog mund, så Conevski ikke anede uråd, men BT var på plettet og fik en kioskbasker.
Politiet fandt gamle fingeraftryk, der viste at Conevski havde været indblandet i en voldtægt/overfaldsforbrydelse, så varetægtsfængslingen kunne holde længe nok til at få beviser i dragssagen. Hele sagen igennem løj og nægtede Conevski indtil beviserne hobede sig op, hvorefter han bare ændrede forklaring. Fx havde han sendt breve fra fængslet til konen om at rydde op på "værelset". Politiet fandt med stort besvær frem til en lejet garage, hvor de fandt mordvåbnet. Det fik så Conevski til at diske op med en historie om en tyrker, der havde haft våbnet i tiden omkring dobbeltdrabet. Dvs Conevski indrømmede at have haft våbnet inden og efter. I retten blev det takseret til en hel række "Skyldig" og en livstidsstraf med en permanent udvisning oveni.
Nu her 30 år efter, er Conevskis forklaringer stadig lige utroværdige og han har ikke indrømmet det mindste mht dobbeltdrabet.
Afsoningen har ikke været let, for den slags drab giver en plads i fangehierarkiet, der kun er et par millimeter over folk, der slår små piger ihjel. Så efter dommen havner han på Herstedvester i frivillig isolation, for hans liv er i fare, hvis han kommer sammen med andre fanger. I Herstedvester laver han lister, sender breve i kode og opfører sig tilpas sært til at de bliver utrygge ved ham og sender ham til Horsens. Her bliver han endnu mere sær og bliver sendt tilbage til Herstedvester efter at være gået amok på to fængselsbetjente. Han bliver erklæret sindssyg og farlig og bliver derfor sendt til Sikringsanstalten ved Nykøbing Sjælland i maj 1988, da han lige er fyldt 39. I Anders Lomholts samtaler med ham i forbindelse med denne bog lykkes det faktisk at få ham til at indrømme at han var farlig. Og at han har skrevet breve, der var truende. Ellers har hans forklaring været den sædvanlige med at det ikke var ham og at det hele er opspind fra de pædofile efterforskere, der har sammensvoret sig med justitsministre og dommere for at få ram på en stakkels hårdtarbejdende taxachauffør, der aldrig har gjort noget ondt.
På Sikringen er han i de to første måneder paranoid, men pæn og from som et lam. Indtil han en dag går helt amok og vil myrde en grønlænder, der ellers ikke er kendt for at være bange for noget. Det tager fire plejere at få ham fikseret. Så følger et års tid, hvor behandling med piller blot fører til at han snyder med pillerne og ender med at gå amok. Behandling med depotmedicin virker, men hvis man ophører med den, bliver han igen til en tikkende bombe. "Denne dosering vil under ingen omstændigheder blive formindsket. Vi har to gange set patienten uden tilstrækkelig antipsykotisk behandling og dette er fuldt tilstrækkeligt. Patienten bliver, når han er underbehandlet, særdeles voldsom og farlig, og ingen behandler eller personalegruppen skal udsættes for denne patient, når han ikke er i behandling". Men som årene går, lykkes det at få farlighedsdekretet ophævet, så Conevski kommer væk fra Sikringen og bliver formelt indsat i Herstedvester, men faktisk anbragt på Sct. Hans. Han benægter stadig at have gjort noget som helst og er udi egen indbildning uskyldigt dømt og helt uretfærdigt anbragt på et psykiatrisk hospital i årevis uden grund. I årevis bliver han holdt på afdeling R1 på Sct. Hans, mens ingen vil være den, der giver tilladelse til at sende ham hjem. Forståeligt nok. I 2015 dør hans gamle mor. Og hans kone har for længst brudt kontakten til ham. Forståeligt nok. Hans advokat Søren Søltoft Madsen er død i 2003 og først længe efter får han Bjørn Elmquist som advokat. Denne mener at de skal forsøge at gå efter at få en dommer til at kigge på om afslag på prøveløsladelse er lovmedholdeligt. Det siger dommeren så at det er og så er de tilbage i catch 22, hvor afslag bliver givet med begrundelse i at Conevski sidder på en lukket afdeling og at man samtidig ikke vil tillade at han kommer på en åben afdeling. De anker til landsretten og denne gang sender justitsministeriet Karsten Hagel-Sørensen i byen.
Så der er stadig afslag på afslag. Nordmakedoniens ambassade fortæller rosenrødt om forholdene der. Men der er ikke så meget forbindelse til de virkelige forhold.
Og til sidst har journalisten fået tilstrækkeligt med tomgangssnak for ikke at tale om trusler mod de pædofile møgsvin til efterforskere, der har ødelagt Conevskis liv. Men også kaffe, kage og juice som Conevski giver sine få besøgende i overmål.

Umiddelbart virker Nuam Conevski bare som en skiderik, der lyver, stjæler, røver, overfalder, voldtager og myrder. Og så hævder at han aldrig har gjort noget. Og så mener at det er myndighederne, der forfølger ham og er skyld i det hele. Og det er også det varige indtryk.

Anders Lomholts far var præst og kom som fængselspræst tæt på Conevski. Sønnen Anders Lomholt blev journalist og besluttede sig for at skrive denne bog.
Det er interessant nok at læse om hvordan medierne kan piske en stemning op, så det bliver en automatreaktion for myndighederne at blive ved at holde på Conevski i stedet for bare at sende ham til Makedonien. I skrivende stund har han siddet inde i 37 år. Han er født den 13 maj 1949, så han er 73 år. Gid han længe leve må. Der er en interessant overvejelse om hvad der var sket, hvis han havde fået en diagnose som sindssyg i den første sag og dermed en bahandlingsdom. Men hvis og hvis.

Show Less