Status
Available
Call number
Library's review
Indeholder "Soloklatreren på toppen - I stedet for en indledning", "Hvad denne bog er - og ikke er - Og så alligevel en indledning", "1. Hvorfor Claas Relotius aldrig var reporter - Reportagen", "2. To journalister og en historie - Sådan begyndte det hele", "3. Teksten der forandrede alt -
Stjernejournalisten Claas Relotius har været fuld af løgn og opdigtet sine historier mere eller mindre. Han bliver afsløret af Juan Moreno, hvilket viser sig meget svært, for folk vil hellere tro på Relotius. Den 3 december 2018 har Relotius fået en mail, der spørger hvordan han kan skrive en artikel uden selv at indsamle fakta? Den kommer fra en Jan Fields, som Relotius har skrevet et interview med! Men Relotius går ikke i panik, men er helt sig selv på videoer taget på dagen. Om aftenen får han Deutscher Reporterpreis for fjerde gang på fem år.
Jan Fields er rasende, for hun er fra AZBR, en tomandsgruppe der gerne stiller op til interview og fotosessions, når nogen mangler stof om dem, men de tager sig betalt og Relotius har hverken interviewet dem eller betalt. Han har bare digtet et interview.
Juan Moreno overvejer om han skal forsøge at pille Relotius ned som løgnhals eller om han bare skal lade som ingenting og komme videre med sit liv. Han beslutter at gå efter Relotius også selv om Der Spiegel ikke tror på ham. Men afsløringer eller ej, så er Der Spiegel stadig en vigtig aftager af Morenos artikler. De har ikke støttet ham, men de har heller ikke prøvet at stoppe bogen.
Historien om Relotius er at han startede med at skrive freelance til Der Spiegel og så fik tilbudt et fast job. Ikke en, men to gange. Første gang sagde han nej, fordi han skulle passe sin kræftsyge søster. En rørende historie bortset fra at han ikke har nogen søster. Historien er vigtig, fordi den slår fast at Relotius har været fuld af løgn fra længe før han startede på Der Spiegel. Og Relotius er heller ikke journalist, for han laver slet ikke research. Men han ved hvad der sælger. Historier om De gode Gode, og de onde Onde. Sort/Hvid. Han er en reporter-populist. En historie fra Mexico er en god illustration. Moreno er sendt ud for at skrive den, men får påduttet Relotius, der til gengæld leverer et scoop af en historie om at have infiltreret et borgerværn. Moreno har en artikel om en gruppe flygtninge, specielt kvinden Aleyda Miller og følger dem med en lastbil til Puebla, tre hundrede kilometer nordpå. Og fotografen Scott Dalton tager billeder. Relotius skriver en artikel om Jaegers Grenze og fletter Morenos artikel om Aleyda ind i den. Men han vil have ændret stilen. Flere gange faktisk. Og i Relotius del af artiklen beskriver han også hvordan Chris Jaeger fyrer et skud af uden at vide hvad han skyder på. Der Spiegel har en faktatjekkerafdeling, men mange andre mediehuse har afskaffet det, fordi det er dyrt.
Moreno opdager også at et af billederne fra Relotius, faktisk er taget fra en dokumentarfilm, Cartel Land. Han bliver ved at sige til sig selv, at han må tage fejl, men dyngerne med indicier hober sig op. Han tror ikke at Relotius lyver, blot at han overdriver uhæmmet.
Efter afsløringen og i starten af arbejdet med bogen her forsøger Moreno at få et interview med Relotius, men han har gemt sig bag en advokat, der selvfølgelig ikke synes at det er en god ide. Der Spiegel har undersøgt alt, hvad han har skrevet og man kan finde en minutiøs gennemgang af de 65 artikler. Claas-Hendrik Relotius (15 november 1985 - ). Journalistuddannelse, hvor han også opfandt interviews og blev fanget i det. Men undervejs fik han også set hvordan faktatjekkere arbejder. De studerende ser endda filmen Shattered Glass fra 2003 om Stephen Glass, der gennem flere år forfalsker artikler. Efter uddannelsen skriver Relotius for Financial Times Deutschland, Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung og Weltwoche i Schweiz. Også de artikler er fulde af fejl og opdigtede personer, når man kigger efter. Men historierne passer fint ind i avislæsernes tankegang, fx en historie om at Albanien har så ringe veje, fordi det hæmmer blodfejderne ved at gøre det sværere for hævnere at nærme sig bilerne. (Que?). Relotius skriver det, som han tror redaktørerne gerne vil bringe i deres blad. Næsten alt er løgn. Da skandalen er blevet offentlig og Der Spiegel begynder at faktatjekke, går der et par uger, før de finder den første korrekte tekst af Relotius. Men indtil da ville Der Spiegels faktatjekkere ikke tro på Moreno. Adspurgt hvem han stolede mest på, Moreno eller Relotius sagde faktatjekkeren: Jeg vil sætte hele min opsparing på Claas.
Moreno forklarer om sin baggrund og hvorfor han startede på Der Spiegel. Han vidste ikke hvor højt agtet Relotius var, da han begyndte at lufte sine mistanker til chefen Matthias Geyer.
Det er ret farligt. Juan, det her er en henrettelse, enten din eller Claas, og jeg har ingen grund til at tvivle på min skribent. Av! Det er Morenos karriere, der står på spil. Og han græder efter telefonsamtalen. Hans kone har aldrig set ham sådan før, så hun går ned på gaden og græder. Men han tager sig sammen og får et par dage efter sendt en mail til Geyer og en anden chef Özlem Gezer. Her dokumenterer han, hvad han synes er underligt i artiklen Jaegers Grenze. Relotius bliver konfronteret med beskyldningerne og kommer med et brillant modsvar. Fyldt med kvarte sandheder og modbeskyldninger. Han overbeviser cheferne om at det er ham, der har ret og Moreno, der er ude på at mele sin egen kage.
Moreno er ikke glad for den udvikling. Han giver sig til at læse andre af Relotius' artikler og støder overalt på mærkværdigheder. Hvis man ikke sluger historien råt, så hænger den ikke sammen. Men det er svært at bevise at noget ikke findes. Fx historien Königskinder, der faktisk lyder som et eventyr. Det er som at sidde med Grimms eventyr og forsøge at faktatjekke med Google. En tur til USA finder noget mere substans. Næsten hele artiklen Jaegers Grenze er fiktiv. Moreno sender et citat fra hovedpersonen i artiklen: Just a fat pile of horseshit, that's what it is. Men Moreno har stadig ikke nogen ide om hvor god Relotius er til at sno sig ud af den slags kattepiner. En helt konstrueret historie bliver fx forklaret som at ja, det var en ufærdig version af historien, han kom til at sende ud. Undskyld. Og så er cheferne klar til at køre videre i samme spor for nu er det jo forklaret. Fx tror Ullrich Fichtner stadig ikke på Moreno, da han har møde med ham den 10 december 2018. En af grundene er en mail fra [email protected] og det beroliger Moreno for han er overbevist om at det er en falsk mailkonto oprettet af Relotius. Han får Mirco Taliercio til at oprette [email protected]. Han sender en mail til Ullrich Fichtner fra den, angiveligt fra Luger og hævder at alt hvad Relotius har fortalt er sandt. Yeah, right! Moreno foreslår helt konkret at de checker en mail, som Relotius har "videresendt", for faktisk har han redigeret den, så der står det modsatte. Moreno tigger og beder Ullrich Fichtner om at tage sagen alvorligt og fortæller endnu engang at der også er amerikanske journalister ved at grave i Relotius og hans artikler. Özlem Gezer konfronterer Relotius og får en delvist tilståelse ud af ham. Det er slemt nok. Hun skriver til sine overordnede: "Det er værre end noget mareridt" Så tager Ullrich Fichtner fat i Relotius. Og ja, den mail Moreno pegede på er forfalsket. Af Relotius, men han indrømmer kun at et par artikler er falske. Matthias Geyer vender bunken igen og siger "Jeg tror, vi begynder forfra." Og så indrømmer Relotius endeligt at der er flere, mange flere forfalskede artikler.
Afsløringen sender chokbølger gennem journaliststanden. Moreno deltager i et 'reporterforum', dvs et årligt branchemøde i Hamburg og beretter at han har været til begravelser, hvor stemningen var bedre. Folk forsøger at få Moreno til at stille op som keynotespeaker, men takker nej til langt de fleste, for han ender med at stå og forsvare Der Spiegel, fordi de bliver angrebet så heftigt. I maj 2019 offentliggjorde Der Spiegel en sytten sider lang redegørelse for sagen. Helt skånselsløs og mange magtfulde stemmer i mediehuset var imod. Andre skandaler i Tyskland er skåret efter en anden læst: Først loves der gennemsigtighed, så går der noget tid, og til sidst får man et tilbageblik i matglas. Der Spiegel leverede i stedet en lup. Moreno er ikke helt enig i alle konklusionerne og gennemgår dem med det største problem først: Når Der Spiegel nu har verdens største afdeling for faktatjek blandt nyhedsmagasiner, hvordan kunne Relotius så lave så mange opdigtede reportager? Og det simple svar er at Relotius startede med at undergrave systemet, for han havde lært under uddannelsen, hvordan det virkede.
Og de overordnede, Matthias Geyer og Ullrich Fichtner har ikke gjort deres job ordentligt.
Bogen slutter som den startede. Relotius er efter sigende gået i behandling på en klinik i det sydlige Tyskland og det hjælper så småt. Blot har en sekretær fra Der Spiegel lige set ham på cykel i Hamburg. Så løgn fra ende til anden. Og med udsigt til mere løgn. Der er lighedspunkter mellem Relotius og hans løgne og så de tekster vi i denne tid får fra chatGPT. Der er også ligheder til andre sager, fx Stein Bagger og IT-Factory.
Show More
'Jaegers grænse'", "4. Showtime - Grænsen mellem sandhed og løgn", "5. 'I første omgang tror vi slet ikke på noget' - Om at håndtere kendsgerninger", "6. Redelige Claas - Sådan opstod Relotius' system", "7. Hvorfor mig? - Om journalisten Juan Moreno", "8. Kontrontationen - Hvad er sandt?", "9. Det forholdt sig helt anderledes - Relotius' brillante modsvar", "10. Undersøgelsen - Hvorfor skulle man ikke tro på Relotius?", "11. Det hele burde være afsløret langt tidligere - Relotius' system under pres", "12. Endgame - Relotius' system bryder sammen", "13. Journalistikken har ændret sig - Relotius og konsekvenserne", "15. Dopamin - Hvad betyder det for reportagen?", "16. Relotius og os - Hvorfor 'redelige Claas' så ud til at være den perfekte løsning på journalistikkens krise", "Taksigelser og gengivelsesrettigher", "Henvisninger og links".Stjernejournalisten Claas Relotius har været fuld af løgn og opdigtet sine historier mere eller mindre. Han bliver afsløret af Juan Moreno, hvilket viser sig meget svært, for folk vil hellere tro på Relotius. Den 3 december 2018 har Relotius fået en mail, der spørger hvordan han kan skrive en artikel uden selv at indsamle fakta? Den kommer fra en Jan Fields, som Relotius har skrevet et interview med! Men Relotius går ikke i panik, men er helt sig selv på videoer taget på dagen. Om aftenen får han Deutscher Reporterpreis for fjerde gang på fem år.
Jan Fields er rasende, for hun er fra AZBR, en tomandsgruppe der gerne stiller op til interview og fotosessions, når nogen mangler stof om dem, men de tager sig betalt og Relotius har hverken interviewet dem eller betalt. Han har bare digtet et interview.
Juan Moreno overvejer om han skal forsøge at pille Relotius ned som løgnhals eller om han bare skal lade som ingenting og komme videre med sit liv. Han beslutter at gå efter Relotius også selv om Der Spiegel ikke tror på ham. Men afsløringer eller ej, så er Der Spiegel stadig en vigtig aftager af Morenos artikler. De har ikke støttet ham, men de har heller ikke prøvet at stoppe bogen.
Historien om Relotius er at han startede med at skrive freelance til Der Spiegel og så fik tilbudt et fast job. Ikke en, men to gange. Første gang sagde han nej, fordi han skulle passe sin kræftsyge søster. En rørende historie bortset fra at han ikke har nogen søster. Historien er vigtig, fordi den slår fast at Relotius har været fuld af løgn fra længe før han startede på Der Spiegel. Og Relotius er heller ikke journalist, for han laver slet ikke research. Men han ved hvad der sælger. Historier om De gode Gode, og de onde Onde. Sort/Hvid. Han er en reporter-populist. En historie fra Mexico er en god illustration. Moreno er sendt ud for at skrive den, men får påduttet Relotius, der til gengæld leverer et scoop af en historie om at have infiltreret et borgerværn. Moreno har en artikel om en gruppe flygtninge, specielt kvinden Aleyda Miller og følger dem med en lastbil til Puebla, tre hundrede kilometer nordpå. Og fotografen Scott Dalton tager billeder. Relotius skriver en artikel om Jaegers Grenze og fletter Morenos artikel om Aleyda ind i den. Men han vil have ændret stilen. Flere gange faktisk. Og i Relotius del af artiklen beskriver han også hvordan Chris Jaeger fyrer et skud af uden at vide hvad han skyder på. Der Spiegel har en faktatjekkerafdeling, men mange andre mediehuse har afskaffet det, fordi det er dyrt.
Moreno opdager også at et af billederne fra Relotius, faktisk er taget fra en dokumentarfilm, Cartel Land. Han bliver ved at sige til sig selv, at han må tage fejl, men dyngerne med indicier hober sig op. Han tror ikke at Relotius lyver, blot at han overdriver uhæmmet.
Efter afsløringen og i starten af arbejdet med bogen her forsøger Moreno at få et interview med Relotius, men han har gemt sig bag en advokat, der selvfølgelig ikke synes at det er en god ide. Der Spiegel har undersøgt alt, hvad han har skrevet og man kan finde en minutiøs gennemgang af de 65 artikler. Claas-Hendrik Relotius (15 november 1985 - ). Journalistuddannelse, hvor han også opfandt interviews og blev fanget i det. Men undervejs fik han også set hvordan faktatjekkere arbejder. De studerende ser endda filmen Shattered Glass fra 2003 om Stephen Glass, der gennem flere år forfalsker artikler. Efter uddannelsen skriver Relotius for Financial Times Deutschland, Frankfurter Allgemeine Sonntagszeitung og Weltwoche i Schweiz. Også de artikler er fulde af fejl og opdigtede personer, når man kigger efter. Men historierne passer fint ind i avislæsernes tankegang, fx en historie om at Albanien har så ringe veje, fordi det hæmmer blodfejderne ved at gøre det sværere for hævnere at nærme sig bilerne. (Que?). Relotius skriver det, som han tror redaktørerne gerne vil bringe i deres blad. Næsten alt er løgn. Da skandalen er blevet offentlig og Der Spiegel begynder at faktatjekke, går der et par uger, før de finder den første korrekte tekst af Relotius. Men indtil da ville Der Spiegels faktatjekkere ikke tro på Moreno. Adspurgt hvem han stolede mest på, Moreno eller Relotius sagde faktatjekkeren: Jeg vil sætte hele min opsparing på Claas.
Moreno forklarer om sin baggrund og hvorfor han startede på Der Spiegel. Han vidste ikke hvor højt agtet Relotius var, da han begyndte at lufte sine mistanker til chefen Matthias Geyer.
Det er ret farligt. Juan, det her er en henrettelse, enten din eller Claas, og jeg har ingen grund til at tvivle på min skribent. Av! Det er Morenos karriere, der står på spil. Og han græder efter telefonsamtalen. Hans kone har aldrig set ham sådan før, så hun går ned på gaden og græder. Men han tager sig sammen og får et par dage efter sendt en mail til Geyer og en anden chef Özlem Gezer. Her dokumenterer han, hvad han synes er underligt i artiklen Jaegers Grenze. Relotius bliver konfronteret med beskyldningerne og kommer med et brillant modsvar. Fyldt med kvarte sandheder og modbeskyldninger. Han overbeviser cheferne om at det er ham, der har ret og Moreno, der er ude på at mele sin egen kage.
Moreno er ikke glad for den udvikling. Han giver sig til at læse andre af Relotius' artikler og støder overalt på mærkværdigheder. Hvis man ikke sluger historien råt, så hænger den ikke sammen. Men det er svært at bevise at noget ikke findes. Fx historien Königskinder, der faktisk lyder som et eventyr. Det er som at sidde med Grimms eventyr og forsøge at faktatjekke med Google. En tur til USA finder noget mere substans. Næsten hele artiklen Jaegers Grenze er fiktiv. Moreno sender et citat fra hovedpersonen i artiklen: Just a fat pile of horseshit, that's what it is. Men Moreno har stadig ikke nogen ide om hvor god Relotius er til at sno sig ud af den slags kattepiner. En helt konstrueret historie bliver fx forklaret som at ja, det var en ufærdig version af historien, han kom til at sende ud. Undskyld. Og så er cheferne klar til at køre videre i samme spor for nu er det jo forklaret. Fx tror Ullrich Fichtner stadig ikke på Moreno, da han har møde med ham den 10 december 2018. En af grundene er en mail fra [email protected] og det beroliger Moreno for han er overbevist om at det er en falsk mailkonto oprettet af Relotius. Han får Mirco Taliercio til at oprette [email protected]. Han sender en mail til Ullrich Fichtner fra den, angiveligt fra Luger og hævder at alt hvad Relotius har fortalt er sandt. Yeah, right! Moreno foreslår helt konkret at de checker en mail, som Relotius har "videresendt", for faktisk har han redigeret den, så der står det modsatte. Moreno tigger og beder Ullrich Fichtner om at tage sagen alvorligt og fortæller endnu engang at der også er amerikanske journalister ved at grave i Relotius og hans artikler. Özlem Gezer konfronterer Relotius og får en delvist tilståelse ud af ham. Det er slemt nok. Hun skriver til sine overordnede: "Det er værre end noget mareridt" Så tager Ullrich Fichtner fat i Relotius. Og ja, den mail Moreno pegede på er forfalsket. Af Relotius, men han indrømmer kun at et par artikler er falske. Matthias Geyer vender bunken igen og siger "Jeg tror, vi begynder forfra." Og så indrømmer Relotius endeligt at der er flere, mange flere forfalskede artikler.
Afsløringen sender chokbølger gennem journaliststanden. Moreno deltager i et 'reporterforum', dvs et årligt branchemøde i Hamburg og beretter at han har været til begravelser, hvor stemningen var bedre. Folk forsøger at få Moreno til at stille op som keynotespeaker, men takker nej til langt de fleste, for han ender med at stå og forsvare Der Spiegel, fordi de bliver angrebet så heftigt. I maj 2019 offentliggjorde Der Spiegel en sytten sider lang redegørelse for sagen. Helt skånselsløs og mange magtfulde stemmer i mediehuset var imod. Andre skandaler i Tyskland er skåret efter en anden læst: Først loves der gennemsigtighed, så går der noget tid, og til sidst får man et tilbageblik i matglas. Der Spiegel leverede i stedet en lup. Moreno er ikke helt enig i alle konklusionerne og gennemgår dem med det største problem først: Når Der Spiegel nu har verdens største afdeling for faktatjek blandt nyhedsmagasiner, hvordan kunne Relotius så lave så mange opdigtede reportager? Og det simple svar er at Relotius startede med at undergrave systemet, for han havde lært under uddannelsen, hvordan det virkede.
Og de overordnede, Matthias Geyer og Ullrich Fichtner har ikke gjort deres job ordentligt.
Bogen slutter som den startede. Relotius er efter sigende gået i behandling på en klinik i det sydlige Tyskland og det hjælper så småt. Blot har en sekretær fra Der Spiegel lige set ham på cykel i Hamburg. Så løgn fra ende til anden. Og med udsigt til mere løgn. Der er lighedspunkter mellem Relotius og hans løgne og så de tekster vi i denne tid får fra chatGPT. Der er også ligheder til andre sager, fx Stein Bagger og IT-Factory.
Show Less
Genres
Publication
[Haderslev] : Brilleuglen, 2022.
Description
Fortællingen om journalisten og bedrageren Claas Relotius, som står bag en af de største medieskandaler i nyere tid. Fortalt af journalisten der afslørede bedraget og undervejs satte sit gode rygte på spil. For alle, der interesserer sig for medier, skandaler og spektakulære fortællinger.
Subjects
Language
Original language
German
Original publication date
2019
Physical description
252 p.; 22 cm
ISBN
9788794203029
Local notes
Omslag: Barbara Chavarro
Omslaget viser forfatter og titel på en baggrund af revnet puds
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra tysk "Tausend Zeilen Lüge" af Lars Onslev
Side 172: spøjs deling af ordet Samfundsredaktionen som Sam- Newline funds Newline redaktionen.
Side 175: Jeg anså det ikke for en god ide at ringe til en celeber advokat for at fortælle ham, at Tysklands største nyhedsmagasin muligvis havde lavet et fiktivt interview med hans klients forældre.
Side 199: Henvisning til "Catch me, if you can".
Side 210: Henvisning til en bog af Linus Reichlin: Brugsanvisning for falsknere
Omslaget viser forfatter og titel på en baggrund af revnet puds
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra tysk "Tausend Zeilen Lüge" af Lars Onslev
Side 172: spøjs deling af ordet Samfundsredaktionen som Sam- Newline funds Newline redaktionen.
Side 175: Jeg anså det ikke for en god ide at ringe til en celeber advokat for at fortælle ham, at Tysklands største nyhedsmagasin muligvis havde lavet et fiktivt interview med hans klients forældre.
Side 199: Henvisning til "Catch me, if you can".
Side 210: Henvisning til en bog af Linus Reichlin: Brugsanvisning for falsknere
Pages
252
DDC/MDS
| 591 |