Status
Available
Call number
Library's review
Indeholder "Illustrationer og kort", "Militære grader", "1. Sejrsfeber", "2. Antwerpen og den tyske grænse", "3. Slaget om Aachen", "4. Ind i krigens vinter", "5. Hürtgenwald", "6. Tyskerne forbereder sig", "7. En efterretningsfiasko", "8. Lørdag den 16 december", "9. Søndag den 17 december",
"Illustrationer og kort" handler om de forskellige kort og fotos spredt rundt i bogen.
"Militære grader" handler om en kort oversigt over militære betegnelser på tværs.
"1. Sejrsfeber" handler om at de allierede efter at være brugt igennem i Normandiet har god fart på, men forsyningslinierne er blevet lange og Montgomery har andre kartofler at hyppe end amerikanerne. Måske også end englænderne.
"2. Antwerpen og den tyske grænse" handler om at Antwerpen bliver erobret vældigt hurtigt, men er nyttesløs som havn før baglandet bliver renset for tyskere og Montgomery giver det meget lav prioritet.
"3. Slaget om Aachen" handler om belejring og erobring af Aachen, som den første større tyske by. Den tyske hær kæmper fra hus til hus, mens Luftwaffe og SS tropper skynder sig væk. Byen ender som en ruinhob og de tyske civile er ilde stedt til vinteren. De allierede har fundet en effektiv taktik til at rydde bygninger med tyskere i, men husene er ikke rigtigt beboelige bagefter. Tungt artilleri på tæt afstand som 155-mm selvkørende "Long-Toms" på ned til 150 meters afstand. Den 21 oktober 1944 overgiver oberst Wilcks sig med sine sidste styrker og Aachen er på de allieredes hænder. I Østpreussen er Den røde Hær rykket ind på tysk territorium for første gang.
"4. Ind i krigens vinter" handler om tysk tilbagegang, plyndringer af egne civile, henrettelser af desertører.
"5. Hürtgenwald" handler om generalløjtnant Courtney H. Hodges, der forårsager utrolige tabstal på begge sider ved at tvinge sine mænd til at rykke frem gennem en fyrreskov. Hemingway kalder det Passchendaele med træeksplosioner. Amerikanerne har 33000 faldne ud af de indsatte 120000 mand. Efter "sejren" bliver 4. infanteridivision sendt til et roligere område. Der så få dage senere ligger lige i frontlinien for tyskernes modoffensiv i Ardennerne.
"6. Tyskerne forbereder sig" handler om Hitlers plan. Den er omgærdet af dyb hemmeligholdelse, så diverse forberedelser er ikke de bedste og træning i terrænet er ikke eksisterende. Endnu værre er dog mangel på kvalificeret mandskab, luftstøtte og navnlig brændstof. Chefen for den forreste panserstyrke Jochen Peiper har kørt en enkelt tur for at gætte på brændstofforbruget, men selv hans kvalificerede gæt er kun det halve af det faktiske forbrug, når vejenes tilstand og de uundgåelige trafikpropper tælles med. Hans kort viser heller ikke alle de allieredes brændstofdepoter og desuden lykkes disse med at flytte lagrene i stort omfang.
"7. En efterretningsfiasko" handler om at der var mange indikationer af at et tysk modangreb var under opsejling, men de blev ignoreret.
"8. Lørdag den 16 december" handler om angrebet, der starter med artilleribombardement. De sigter efter huse, for det er kendt at amerikanerne er mageligt anlagt. Hitler har bestemt at infanteriet skal gå forrest for at spare på de kostbare panserstyrker, men det bliver meget dyrt i tab og forsinker fremrykningen. En enkelt amerikansk løjtnant og hans folk holder et helt regiment stangen med over 400 dræbte og sårede til følge. I starten tror generaløjtnant Courtney H. Hodges at det bare er en afledningsmanøvre for det er svært at se nogle mål i Ardennerne, der skulle give mening. Tyskerne kaster også faldskærmssoldater ned, men piloterne er uerfarne og soldaterne lander langt fra deres mål og kan ikke gøre andet end at søge skjul.
"9. Søndag den 17 december" handler om at 106. division får klø. Tyskerne er meget lidt begejstrede for den langsomme fremdrift. Tilsvarende er amerikanerne fortvivlede over flygtende soldater, som savnes hårdt ved fronten. Ved Baugnez foranstalter tyskerne en massakre (kendt som Malmédy-massakren) på tilfangetagne amerikanske soldater og det får til gengæld amerikanerne til at blive hævngerrige og det er heller ikke alle tyske fanger, der når opsamlingslejrene. Især ikke SS. Så langt tilbage som Paris breder ængstelsen sig.
"10. Mandag den 18 december" handler om kampe om Rocherath-Krinkelt. Amerikanernes 57-mm panserværnskanoner er ikke til megen nytte udover besvær. De stopper 12. SS-Panzer Divisions gennembrud. Bazookaer er meget bedre. Byen brænder. "But I've a rendezvous with death at midnight in some flaming town." -- Alan Seeger. Tyskerne bryder igennem til sidst, men meget senere end de havde planlagt. Elsenbornhøjderne er velbefæstede og volder stort besvær for tyskerne. Vejene er små, så en enkelt ødelagt tank blokerer vejen for de næste. Amerikanerne har tunge firlingemaskingeværer til luftforsvar, men de kan også bruges mod infanteri, så kælenavnet "Kødhakkere" er ikke ufortjent. Peipers styrke er ved at blive omringet, men det ved han ikke. I stedet angriber de Trois-Ponts. Hodges har forladt sit hovedkvarter i Spa. Nogle amerikanske officerer samler efterladte situationskort op og tager med til brigadegeneral Bruce Clarke. (Kortene afspejler at 1. armés hovedkvarter ikke har styr på noget. Clarke er ikke i humør til at skabe flere problemer, så han ødelægger kortene med det samme.) Vejkrydsene på de smalle veje, dvs byer som Heinerscheid, Marnach og Hosingen bliver forsvaret godt, så tyskerne er allerede halvanden dag bagud. General der Panzertruppen von Manteuffel er rasende over at det gik så langsomt med at erobre St. Vith. Oberst Otto Remer og hans Führer Begleit Brigade bliver indsat, men spreder bare kaos fordi han ikke retter sig efter ordre. Han er Førerens favorit og benytter det til at opføre sig på en måde, der ville have fået alle andre for en krigsret.
"11. Skorzeny og Heydte" handler om tyskernes forsøg på at sprede forvirring og skræk i de amerikanske rækker. De lykkes ikke med ret meget, men rygterne spredes og forårsager en vis paranoia helt op i stabshovedkvartererne.
"12. Tirsdag den 19 december" handler om at Peiper angriber Stoumont og erobrer den. Men Peipers fremrykning går i stå her. Han hører også at Stavelot i hans bagland er tilbageerobret af amerikanerne. Længere mod syd kæmper andre tyske styrker og tager mange fanger, men de kommer ikke ret meget længere. Patton mødes med Eisenhower og lover at levere styrker til et modangreb. Briterne gør også klar. Brigadegeneral Roscoe Harvej, chef for 29. panserbrigade får besked på at tage de gamle Sherman tanks han lige havde indleveret og så ellers drage mod Dinant for at forsvare en overgang over Meuse. Eisenhower indvilger i at give Montgomery kommandoen over 9. og 1. arme.
"13. Onsdag den 20 december" handler om at Montgomery tager over og er dybt bekymret for Hodges. Kampene omkring St. Vith når et klimaks, da Model og Manteufel i desperation indleder et totalangreb. Det lykkes ikke. Englænderne aflytter højtstående krigsfanger og hører dem diskutere offensiven og Generalleutnant Otto Elfeldt siger "Hvis de kun er rykket 40 kilometer frem på fem dage, kan jeg kun sige, at det ikke er en offensiv. En langsom offensiv nytter ikke noget, for den gør fjenden i stand til at hente reserver frem alt for hurtigt."
"14. Torsdag den 21 december" handler om at Peipers kampgruppe nu er lukket inde i en lomme uden tilstrækkelige forsyninger. Deres vilkårlige henrettelser af krigsfanger og civile får modstanderne til at nære et intenst had til dem. St. Vith bliver løbet over ende. Hvorefter amerikansk artilleri begynder at beskyde byen. Patton sætter i gang for at nå frem til Bastogne, der er under kraftigt pres.
"15. Fredag den 22 december" handler om at tyskerne igen forsøger at erobre Elsenbornhøjdedraget. De foreslår også Brigadegeneral McAuliffe at overgive Bastogne og får det korte svar "Nuts!". Eisenhower anbefaler en forfremmelse af Bradley til general. Det er åbenbart godt at være gode venner med Eisenhower, når man har dummet sig.
"16. Lørdag den 23 december" handler om godt flyvevejr for en gangs skyld. Baraque de Fraiture er et lille vejkryds, der ligger et vigtigt sted. Major Arthur C. Parker III indser dette og forsvarer det med stor snilde men et større angreb om aftenen løber dem over ende. Imens er Peipers gruppe tæt på sidste chance for at trække sig ud. De mangler brændstof og ammunition. Kokotts folk er også ved at opgive at erobre Bastogne. En bølge af C-47 transportfly når ind over Bastoge og kan kaste forsyninger ned. Jagerflyene sættes ind mod tyske pansertropper for at forhindre dem i at nå frem til flode Meuse. Der er en del "friendly fire" episoder. Briterne har nogle Firefly udgaver af shermantanks og en af dem stopper en major von Böhm i dennes fremrykning. Hitler jubler over fremrykningen samtidigt med at Lüttwitz anbefaler Manteuffel at begynde tilbagetrækning af hele divisionen.
"17. Søndag den 24 december" handler om at Bastogne holder stand. Det er stadigt godt flyvevejr og soldaterne i Bastogne nyder synet af en himmel fyldt med allierede fly. Det fjendtlige artilleri holder inde når der er fly i nærheden og det er en anden god ting. Montgomery styrer stadig hvilket Bradley og Ridgway er rasende over. Men Montgomery gør en masse fornuftigt. Tæt ved Marche, Hotton og Verdenne er der heftige kampe, men tyskerne vinder ikke terræn. I den tyske overkommando advarer Guderian for døve øren om russernes kommende offensiv på østfronten. Himmler, Keitel, Jodl og Hitler mener at den påståede russiske styrkeopbygning er et stort blufnummer. De vil snart blive klogere.
"18. Første juledag" handler om at Luftwaffe for en gangs skyld bomber Bastogne og blandt andet rammer McAuliffes hovedkvarter. Der er ikke noget luftforsvar for firlingegeværerne er i brug som forsvarsvåben. Kokott har planlagt angreb på Bastogne, men 15. Panzergrenadier-Division er langt fra så stærk som han havde håbet. Den er næsten kun Kampfgruppe størrelse. Landsbyen Champs bliver erobret, tabt og generobret. Med store tab. Shermaner, Hellcat-kampvognsdestroyere og bazookaer påfører tyskerne flere store tab. Tyskerne må stoppe angrebet mindre end en kilometer fra udkanten af Bastogne, da de har opbrugt næsten hele deres styrke. Andre steder begynder modangreb fra amerikanerne at tynde ud i tyskerne. Celles bliver generobret. Formationer af 76 B-25 bombere begynder at "lægge byen på gaden" i St. Vith. Dvs omdanne byen til en bunke murbrokker som fjenden ikke kunne køre igennem.
"19. Tirsdag den 26 december" handler om at tyskerne er stoppet. Patton bader i offentlighedens begejstring og man rydder op i de indesluttede tyske lommer. De tyske generaler får fortalt Hitler at han kan glemme Antwerpen. Til gengæld mener Hitler at de skal erobre Bastogne.
"20. Forberedelse af den allierede modoffensiv" handler om at amerikanerne generobrer Villeroux og Sibret, hvilket er en kedelig overraskelse for Manteuffel. Den 29 december bomber Luftwaffe igen Bastogne, men slaget er tabt for dem.
"21. Den dobbelte overraskelse" handler om Unternehme Nordwind, som er tyskernes nytårsoverraskelse til de allierede og Unternehme Bodenplatte, som er Görings ide om at indsætte en hel masse fly på een gang. Han har ikke givet landstyrkerne besked om det, så tyskerne skyder selv en del af flyene ned. Der går mange fly og mange piloter til, blandt andet fordi piloterne bliver hængende så længe at jagere fra baglandsbaserne når frem og piller dem ned. 143 døde eller forsvundne piloter, 70 taget til fange og 21 sårede. Tyskernes angreb ind i Alsace er irriterende, men heller ikke mere end det. Russernes vinteroffensiv går i gang.
"22. Modangreb" handler om modoffensiven, der starter 3 januar 1945. Det går langsomt for der er mange nye folk og det er koldt, så kampvognene står dårligt fast på vejene. De tyske generaler i fangenskab håner amerikanerne for at vinde i kraft af deres materielle overvægt og har helt glemt at de selv vandt sejre i starten på materiel overvægt, men nu er det pludselig usportsligt. Guderian går det som Kassandra. Spådommene er sande, men de bliver ikke hørt. Russerne angriber med stor overvægt og 6,7 millioner mand. Hitler sender Dietrichs 6. Panzer-Armee til Ungarn for at redde oliefelterne der og ikke til østfronten.
"23. Bulen bliver flad" handler om at Hitler sætter de sidste reserver ind (besat af Frederik den Stores maksime: at den, der indsætter sine sidste bataljoner, vinder krigen). 7. januar 1945 angriber 25. Panzer-Grenadier og 21. Panzer-Division, men de bliver standset af 14. panserdivision. 16 januar 1945 angriber 7. Fallschirmjäger-Division og 10. SS-Panzer-Division Frundsberg langs Rhinen. De tvinger amerikanerne til at trække sig lidt tilbage, men den nye linie holder og 25. januar 1945 klinger den tyske offensiv ud og begynder at trække sig tilbage, men stadigt med kampevnen i behold. Colmarlommen bliver først endeligt knust den 9. februar 1945.
"24. Afslutning" handler om at 43 fra angrebsgruppe Peiper blev dødsdømt i Dachau efter krigen. Dommene blev alle mildnet og i 1950'erne var alle løsladt med Peiper som den sidste. Han blev i 1976 dræbt i sit hjem af ukendte gerningsmænd. Kampene fra 16 december 1944 til 29 januar 1945 kostede stort set lige mange tab på begge sider. Ca 80000 døde og sårede på hver side. Nogle af de tilfangetagne amerikanske soldater sat i tyske krigsfangelejre længe. De kom direkte fra High School og blev taget til fange ret hurtigt og mange overlevede ikke.
"Troppeinddeling i Ardenneroffensiven" handler om hvilke tropper under hvis ledelse, der var i spil. Fx 2. panserdivision "Hell on Wheels" under generalmajor Ernest N. Harmon.
"Noter" handler om hvor de forskellige citater og oplysninger i bogen stammer fra.
"Udvalgt bibliografi" handler om ekstra læsning.
"Tak" handler om alle dem, der har hjulpet med bogen, direkte og indirekte.
"Register" er et almindeligt opslagsregister.
Der er ikke så mange fjer tilbage på Monty-fuglen, aka Feltmarskal Sir Bernard Law Montgomery, når man har læst denne bog. Opblæst, uden empati og grænseløst irriterende uden formildende omstændigheder. Oveni er de engelske soldaters udrustning og generelle tilstand en god afspejling af økonomien derhjemme. Amerikanernes udstyr, forplejning og cigaretter er bare bedre.
"Battle of the Bulge" var Hitlers sidste forsøg på at drive invasionen tilbage. For lidt og for sent. De allieredes luftherredømme gjorde det til et mareridt at få forsyninger frem til de tyske enheder og den amerikanske transportdivision fik med stor dygtighed evakueret lagrene inden tyskerne kunne få gavn af dem.
Joachim Peiper overlevede krigen og blev først taget til fange 22 maj 1945 og først identificeret 21 august 1945. Han blev dømt til døden ved hængning, men dødsdommen blev ændret til fængsel på livstid og senere til tidsbestemt straf. Han blev løsladt fra fængslet i 1956 efter 11 1/2 års fængsel. Han fik job ved Porsche, men amerikanerne nægtede ham visa og Porsche solgte færre biler i USA pgra det, så han blev fyret igen i 1960. Natten til den 14 juli 1976 blev han brændt inde i sit hus i Frankrig. Gerningsmændene er aldrig fundet.
Show More
"10. Mandag den 18 december", "11. Skorzeny og Heydte", "12. Tirsdag den 19 december", "13. Onsdag den 20 december", "14. Torsdag den 21 december", "15. Fredag den 22 december", "16. Lørdag den 23 december", "17. Søndag den 24 december", "18. Første juledag", "19. Tirsdag den 26 december", "20. Forberedelse af den allierede modoffensiv", "21. Den dobbelte overraskelse", "22. Modangreb", "23. Bulen bliver flad", "24. Afslutning", "Troppeinddeling i Ardenneroffensiven", "Noter", "Udvalgt bibliografi", "Tak", "Register"."Illustrationer og kort" handler om de forskellige kort og fotos spredt rundt i bogen.
"Militære grader" handler om en kort oversigt over militære betegnelser på tværs.
"1. Sejrsfeber" handler om at de allierede efter at være brugt igennem i Normandiet har god fart på, men forsyningslinierne er blevet lange og Montgomery har andre kartofler at hyppe end amerikanerne. Måske også end englænderne.
"2. Antwerpen og den tyske grænse" handler om at Antwerpen bliver erobret vældigt hurtigt, men er nyttesløs som havn før baglandet bliver renset for tyskere og Montgomery giver det meget lav prioritet.
"3. Slaget om Aachen" handler om belejring og erobring af Aachen, som den første større tyske by. Den tyske hær kæmper fra hus til hus, mens Luftwaffe og SS tropper skynder sig væk. Byen ender som en ruinhob og de tyske civile er ilde stedt til vinteren. De allierede har fundet en effektiv taktik til at rydde bygninger med tyskere i, men husene er ikke rigtigt beboelige bagefter. Tungt artilleri på tæt afstand som 155-mm selvkørende "Long-Toms" på ned til 150 meters afstand. Den 21 oktober 1944 overgiver oberst Wilcks sig med sine sidste styrker og Aachen er på de allieredes hænder. I Østpreussen er Den røde Hær rykket ind på tysk territorium for første gang.
"4. Ind i krigens vinter" handler om tysk tilbagegang, plyndringer af egne civile, henrettelser af desertører.
"5. Hürtgenwald" handler om generalløjtnant Courtney H. Hodges, der forårsager utrolige tabstal på begge sider ved at tvinge sine mænd til at rykke frem gennem en fyrreskov. Hemingway kalder det Passchendaele med træeksplosioner. Amerikanerne har 33000 faldne ud af de indsatte 120000 mand. Efter "sejren" bliver 4. infanteridivision sendt til et roligere område. Der så få dage senere ligger lige i frontlinien for tyskernes modoffensiv i Ardennerne.
"6. Tyskerne forbereder sig" handler om Hitlers plan. Den er omgærdet af dyb hemmeligholdelse, så diverse forberedelser er ikke de bedste og træning i terrænet er ikke eksisterende. Endnu værre er dog mangel på kvalificeret mandskab, luftstøtte og navnlig brændstof. Chefen for den forreste panserstyrke Jochen Peiper har kørt en enkelt tur for at gætte på brændstofforbruget, men selv hans kvalificerede gæt er kun det halve af det faktiske forbrug, når vejenes tilstand og de uundgåelige trafikpropper tælles med. Hans kort viser heller ikke alle de allieredes brændstofdepoter og desuden lykkes disse med at flytte lagrene i stort omfang.
"7. En efterretningsfiasko" handler om at der var mange indikationer af at et tysk modangreb var under opsejling, men de blev ignoreret.
"8. Lørdag den 16 december" handler om angrebet, der starter med artilleribombardement. De sigter efter huse, for det er kendt at amerikanerne er mageligt anlagt. Hitler har bestemt at infanteriet skal gå forrest for at spare på de kostbare panserstyrker, men det bliver meget dyrt i tab og forsinker fremrykningen. En enkelt amerikansk løjtnant og hans folk holder et helt regiment stangen med over 400 dræbte og sårede til følge. I starten tror generaløjtnant Courtney H. Hodges at det bare er en afledningsmanøvre for det er svært at se nogle mål i Ardennerne, der skulle give mening. Tyskerne kaster også faldskærmssoldater ned, men piloterne er uerfarne og soldaterne lander langt fra deres mål og kan ikke gøre andet end at søge skjul.
"9. Søndag den 17 december" handler om at 106. division får klø. Tyskerne er meget lidt begejstrede for den langsomme fremdrift. Tilsvarende er amerikanerne fortvivlede over flygtende soldater, som savnes hårdt ved fronten. Ved Baugnez foranstalter tyskerne en massakre (kendt som Malmédy-massakren) på tilfangetagne amerikanske soldater og det får til gengæld amerikanerne til at blive hævngerrige og det er heller ikke alle tyske fanger, der når opsamlingslejrene. Især ikke SS. Så langt tilbage som Paris breder ængstelsen sig.
"10. Mandag den 18 december" handler om kampe om Rocherath-Krinkelt. Amerikanernes 57-mm panserværnskanoner er ikke til megen nytte udover besvær. De stopper 12. SS-Panzer Divisions gennembrud. Bazookaer er meget bedre. Byen brænder. "But I've a rendezvous with death at midnight in some flaming town." -- Alan Seeger. Tyskerne bryder igennem til sidst, men meget senere end de havde planlagt. Elsenbornhøjderne er velbefæstede og volder stort besvær for tyskerne. Vejene er små, så en enkelt ødelagt tank blokerer vejen for de næste. Amerikanerne har tunge firlingemaskingeværer til luftforsvar, men de kan også bruges mod infanteri, så kælenavnet "Kødhakkere" er ikke ufortjent. Peipers styrke er ved at blive omringet, men det ved han ikke. I stedet angriber de Trois-Ponts. Hodges har forladt sit hovedkvarter i Spa. Nogle amerikanske officerer samler efterladte situationskort op og tager med til brigadegeneral Bruce Clarke. (Kortene afspejler at 1. armés hovedkvarter ikke har styr på noget. Clarke er ikke i humør til at skabe flere problemer, så han ødelægger kortene med det samme.) Vejkrydsene på de smalle veje, dvs byer som Heinerscheid, Marnach og Hosingen bliver forsvaret godt, så tyskerne er allerede halvanden dag bagud. General der Panzertruppen von Manteuffel er rasende over at det gik så langsomt med at erobre St. Vith. Oberst Otto Remer og hans Führer Begleit Brigade bliver indsat, men spreder bare kaos fordi han ikke retter sig efter ordre. Han er Førerens favorit og benytter det til at opføre sig på en måde, der ville have fået alle andre for en krigsret.
"11. Skorzeny og Heydte" handler om tyskernes forsøg på at sprede forvirring og skræk i de amerikanske rækker. De lykkes ikke med ret meget, men rygterne spredes og forårsager en vis paranoia helt op i stabshovedkvartererne.
"12. Tirsdag den 19 december" handler om at Peiper angriber Stoumont og erobrer den. Men Peipers fremrykning går i stå her. Han hører også at Stavelot i hans bagland er tilbageerobret af amerikanerne. Længere mod syd kæmper andre tyske styrker og tager mange fanger, men de kommer ikke ret meget længere. Patton mødes med Eisenhower og lover at levere styrker til et modangreb. Briterne gør også klar. Brigadegeneral Roscoe Harvej, chef for 29. panserbrigade får besked på at tage de gamle Sherman tanks han lige havde indleveret og så ellers drage mod Dinant for at forsvare en overgang over Meuse. Eisenhower indvilger i at give Montgomery kommandoen over 9. og 1. arme.
"13. Onsdag den 20 december" handler om at Montgomery tager over og er dybt bekymret for Hodges. Kampene omkring St. Vith når et klimaks, da Model og Manteufel i desperation indleder et totalangreb. Det lykkes ikke. Englænderne aflytter højtstående krigsfanger og hører dem diskutere offensiven og Generalleutnant Otto Elfeldt siger "Hvis de kun er rykket 40 kilometer frem på fem dage, kan jeg kun sige, at det ikke er en offensiv. En langsom offensiv nytter ikke noget, for den gør fjenden i stand til at hente reserver frem alt for hurtigt."
"14. Torsdag den 21 december" handler om at Peipers kampgruppe nu er lukket inde i en lomme uden tilstrækkelige forsyninger. Deres vilkårlige henrettelser af krigsfanger og civile får modstanderne til at nære et intenst had til dem. St. Vith bliver løbet over ende. Hvorefter amerikansk artilleri begynder at beskyde byen. Patton sætter i gang for at nå frem til Bastogne, der er under kraftigt pres.
"15. Fredag den 22 december" handler om at tyskerne igen forsøger at erobre Elsenbornhøjdedraget. De foreslår også Brigadegeneral McAuliffe at overgive Bastogne og får det korte svar "Nuts!". Eisenhower anbefaler en forfremmelse af Bradley til general. Det er åbenbart godt at være gode venner med Eisenhower, når man har dummet sig.
"16. Lørdag den 23 december" handler om godt flyvevejr for en gangs skyld. Baraque de Fraiture er et lille vejkryds, der ligger et vigtigt sted. Major Arthur C. Parker III indser dette og forsvarer det med stor snilde men et større angreb om aftenen løber dem over ende. Imens er Peipers gruppe tæt på sidste chance for at trække sig ud. De mangler brændstof og ammunition. Kokotts folk er også ved at opgive at erobre Bastogne. En bølge af C-47 transportfly når ind over Bastoge og kan kaste forsyninger ned. Jagerflyene sættes ind mod tyske pansertropper for at forhindre dem i at nå frem til flode Meuse. Der er en del "friendly fire" episoder. Briterne har nogle Firefly udgaver af shermantanks og en af dem stopper en major von Böhm i dennes fremrykning. Hitler jubler over fremrykningen samtidigt med at Lüttwitz anbefaler Manteuffel at begynde tilbagetrækning af hele divisionen.
"17. Søndag den 24 december" handler om at Bastogne holder stand. Det er stadigt godt flyvevejr og soldaterne i Bastogne nyder synet af en himmel fyldt med allierede fly. Det fjendtlige artilleri holder inde når der er fly i nærheden og det er en anden god ting. Montgomery styrer stadig hvilket Bradley og Ridgway er rasende over. Men Montgomery gør en masse fornuftigt. Tæt ved Marche, Hotton og Verdenne er der heftige kampe, men tyskerne vinder ikke terræn. I den tyske overkommando advarer Guderian for døve øren om russernes kommende offensiv på østfronten. Himmler, Keitel, Jodl og Hitler mener at den påståede russiske styrkeopbygning er et stort blufnummer. De vil snart blive klogere.
"18. Første juledag" handler om at Luftwaffe for en gangs skyld bomber Bastogne og blandt andet rammer McAuliffes hovedkvarter. Der er ikke noget luftforsvar for firlingegeværerne er i brug som forsvarsvåben. Kokott har planlagt angreb på Bastogne, men 15. Panzergrenadier-Division er langt fra så stærk som han havde håbet. Den er næsten kun Kampfgruppe størrelse. Landsbyen Champs bliver erobret, tabt og generobret. Med store tab. Shermaner, Hellcat-kampvognsdestroyere og bazookaer påfører tyskerne flere store tab. Tyskerne må stoppe angrebet mindre end en kilometer fra udkanten af Bastogne, da de har opbrugt næsten hele deres styrke. Andre steder begynder modangreb fra amerikanerne at tynde ud i tyskerne. Celles bliver generobret. Formationer af 76 B-25 bombere begynder at "lægge byen på gaden" i St. Vith. Dvs omdanne byen til en bunke murbrokker som fjenden ikke kunne køre igennem.
"19. Tirsdag den 26 december" handler om at tyskerne er stoppet. Patton bader i offentlighedens begejstring og man rydder op i de indesluttede tyske lommer. De tyske generaler får fortalt Hitler at han kan glemme Antwerpen. Til gengæld mener Hitler at de skal erobre Bastogne.
"20. Forberedelse af den allierede modoffensiv" handler om at amerikanerne generobrer Villeroux og Sibret, hvilket er en kedelig overraskelse for Manteuffel. Den 29 december bomber Luftwaffe igen Bastogne, men slaget er tabt for dem.
"21. Den dobbelte overraskelse" handler om Unternehme Nordwind, som er tyskernes nytårsoverraskelse til de allierede og Unternehme Bodenplatte, som er Görings ide om at indsætte en hel masse fly på een gang. Han har ikke givet landstyrkerne besked om det, så tyskerne skyder selv en del af flyene ned. Der går mange fly og mange piloter til, blandt andet fordi piloterne bliver hængende så længe at jagere fra baglandsbaserne når frem og piller dem ned. 143 døde eller forsvundne piloter, 70 taget til fange og 21 sårede. Tyskernes angreb ind i Alsace er irriterende, men heller ikke mere end det. Russernes vinteroffensiv går i gang.
"22. Modangreb" handler om modoffensiven, der starter 3 januar 1945. Det går langsomt for der er mange nye folk og det er koldt, så kampvognene står dårligt fast på vejene. De tyske generaler i fangenskab håner amerikanerne for at vinde i kraft af deres materielle overvægt og har helt glemt at de selv vandt sejre i starten på materiel overvægt, men nu er det pludselig usportsligt. Guderian går det som Kassandra. Spådommene er sande, men de bliver ikke hørt. Russerne angriber med stor overvægt og 6,7 millioner mand. Hitler sender Dietrichs 6. Panzer-Armee til Ungarn for at redde oliefelterne der og ikke til østfronten.
"23. Bulen bliver flad" handler om at Hitler sætter de sidste reserver ind (besat af Frederik den Stores maksime: at den, der indsætter sine sidste bataljoner, vinder krigen). 7. januar 1945 angriber 25. Panzer-Grenadier og 21. Panzer-Division, men de bliver standset af 14. panserdivision. 16 januar 1945 angriber 7. Fallschirmjäger-Division og 10. SS-Panzer-Division Frundsberg langs Rhinen. De tvinger amerikanerne til at trække sig lidt tilbage, men den nye linie holder og 25. januar 1945 klinger den tyske offensiv ud og begynder at trække sig tilbage, men stadigt med kampevnen i behold. Colmarlommen bliver først endeligt knust den 9. februar 1945.
"24. Afslutning" handler om at 43 fra angrebsgruppe Peiper blev dødsdømt i Dachau efter krigen. Dommene blev alle mildnet og i 1950'erne var alle løsladt med Peiper som den sidste. Han blev i 1976 dræbt i sit hjem af ukendte gerningsmænd. Kampene fra 16 december 1944 til 29 januar 1945 kostede stort set lige mange tab på begge sider. Ca 80000 døde og sårede på hver side. Nogle af de tilfangetagne amerikanske soldater sat i tyske krigsfangelejre længe. De kom direkte fra High School og blev taget til fange ret hurtigt og mange overlevede ikke.
"Troppeinddeling i Ardenneroffensiven" handler om hvilke tropper under hvis ledelse, der var i spil. Fx 2. panserdivision "Hell on Wheels" under generalmajor Ernest N. Harmon.
"Noter" handler om hvor de forskellige citater og oplysninger i bogen stammer fra.
"Udvalgt bibliografi" handler om ekstra læsning.
"Tak" handler om alle dem, der har hjulpet med bogen, direkte og indirekte.
"Register" er et almindeligt opslagsregister.
Der er ikke så mange fjer tilbage på Monty-fuglen, aka Feltmarskal Sir Bernard Law Montgomery, når man har læst denne bog. Opblæst, uden empati og grænseløst irriterende uden formildende omstændigheder. Oveni er de engelske soldaters udrustning og generelle tilstand en god afspejling af økonomien derhjemme. Amerikanernes udstyr, forplejning og cigaretter er bare bedre.
"Battle of the Bulge" var Hitlers sidste forsøg på at drive invasionen tilbage. For lidt og for sent. De allieredes luftherredømme gjorde det til et mareridt at få forsyninger frem til de tyske enheder og den amerikanske transportdivision fik med stor dygtighed evakueret lagrene inden tyskerne kunne få gavn af dem.
Joachim Peiper overlevede krigen og blev først taget til fange 22 maj 1945 og først identificeret 21 august 1945. Han blev dømt til døden ved hængning, men dødsdommen blev ændret til fængsel på livstid og senere til tidsbestemt straf. Han blev løsladt fra fængslet i 1956 efter 11 1/2 års fængsel. Han fik job ved Porsche, men amerikanerne nægtede ham visa og Porsche solgte færre biler i USA pgra det, så han blev fyret igen i 1960. Natten til den 14 juli 1976 blev han brændt inde i sit hus i Frankrig. Gerningsmændene er aldrig fundet.
Show Less
Publication
[Kbh.] : Lindhardt og Ringhof, 2015.
Description
"On December, 16, 1944, Hitler launched his last gamble in the snow-covered forests and gorges of the Ardennes. He believed he could split the Allies by driving all the way to Antwerp, then force the Canadians and the British out of the war. Although his generals were doubtful of success, younger officers and NCOs were desperate to believe that their homes and families could be saved from the vengeful Red Army approaching from the east. Many were exultant at the prospect of striking back. The Ardennes offensive, with more than a million men involved, became the greatest battle of the war in western Europe."--Book jacket.
User reviews
LibraryThing member agingcow2345
I have been a fan of Beevor’s books for some time. While not exactly a series, he has done a succession of WW2 campaign histories. This is not one of his better efforts. This is perhaps the 20th book on the campaign I have read [not counting the dozen or so board games I played on the topic]. So
Show More
I could mentally reference the things he left out. Essentially he has done excellent tactical and terrain feel, barely adequate strategic overview and omitted the operational level. The tactical descriptions were quite good and gave a feel for what WW2 combat was like [a succession of platoon to battalion encounters that linked into a larger whole]. He does make the classic error of taking allied claims of how many Tiger tanks they faced seriously. Men in combat are not good at identifying enemy equipment. This is more true in conscript armies and for a variety of reasons the inept US individual replacement system produced a lot of very untrained men at the forward edge of battle. Every German armored vehicle was a Tiger to them, every artillery piece an 88. He avoided the second error, but fell into the first. It’s a minor thing but it grates. It is the operational level that is truly lacking. He does quite good command criticism, pointing out that few of the corps through theater commanders had a good grasp of the realities of the situations of their forces or their opponents. However he never tells you what they thought they saw. I could incorporate by reference from prior readings but this will be VERY frustrating if this is your first or second book on this campaign. He clearly knows his topic so my guess is the text was overedited by someone who either didn’t know or care. Finally, he brings to light new material on how destructive the campaign was to the local Belgians as well as the tit for tat rounds of executions of prisoners triggered by Peiper’s casual massacres. Show Less
LibraryThing member jamespurcell
Excellent summary and analysis for the largest battle fought by US troops in WW 2. Typical senior officer malaise; Bradley was out of touch, lounging in Luxembourg and spent most of his energy and thoughts on making certain that Montgomery would rerurn his loaned Army and whether he would be
Lots of maps, hooray! Having traveled these areas of battle recently, I am truly astonished that anyone, in 1944, could maneuver armies in this terrain. This landscape produced many fierce fire fights fought by both sides with determination by the American side and fanaticism by the Germans.
At the sharp end, there were many mistakes made but enough unit and tactical competence, assisted by horrendous terrain and weather to slow the Germans until they quite literally ran out of gas.
Show More
discredited for his failure to act. As a long time friend and colleague of Eisenhower, he need not worry. He got his army back and a fourth star. Montgomery was his usual arrogant and obnoxious self and was finally shunted to an appropriately secondary role for the remainder of the war.Lots of maps, hooray! Having traveled these areas of battle recently, I am truly astonished that anyone, in 1944, could maneuver armies in this terrain. This landscape produced many fierce fire fights fought by both sides with determination by the American side and fanaticism by the Germans.
At the sharp end, there were many mistakes made but enough unit and tactical competence, assisted by horrendous terrain and weather to slow the Germans until they quite literally ran out of gas.
Show Less
LibraryThing member tbrennan1
Excellent history of Hitler's gamble in December 1944 ,which we know as the "Battle of the Bulge". The author is very critical of Generals Bradley and Montgomery , showing them as "prima donnas" ,who were more worried about their public persona and were prone to take and give offence easily. Indeed
Show More
the "heroes" of this battle were the ordinary foot soldiers who stopped and held up the German advance, while the Generals were in shock at the "intelligence failure". Beevor also points out the suffering of Belgian civilians during the battle. We also read that some Generals were encouraging their men to take no prisoners in retaliation for the German shootings at Malmedy. Very good reading. Show Less
LibraryThing member aadyer
A very readable and reasonable account of the last great German offensive of the war on the western front. With the use of maps and concise dialogue this is a story that is easy to follow although in places, you can find yourself searching to see where the various units are. A good narrative that
Show More
is uncompromising about the failures of both sides and in deed in the egos and vested interests in the allied commanders too. Interesting and worth reading for those who like history but particularly for those that want to know about the western front, high leadership and the end of the war from an Allied point of view. Show Less
LibraryThing member prichardson
I always approach Antony Beevor's books expecting the same high standards:
Meticulous research / attention to detail/ well paced narrative/ impartiality and an ability to retain reader interest.
This book does not disappoint.Readers will find out all about this winner takes all phase of the war which
Meticulous research / attention to detail/ well paced narrative/ impartiality and an ability to retain reader interest.
This book does not disappoint.Readers will find out all about this winner takes all phase of the war which
Show More
reveals the strengths and weaknesses on b. A wonderful book!ooth sides and how close the allies came to losing before the Germans literally ran out of gas! Show Less
LibraryThing member gmicksmith
During this most critical phase of World War II many troops abandoned their posts; however, enough Americans how pushed back Hitler’s drive during the battle of the bulge. War time conditions are horrendous at best but the battle was made that much more desperate by the wintry conditions which
Show More
approximated the Eastern front. Show Less
LibraryThing member MiaCulpa
Antony Beevor is the finest World War II historian around and "Ardennes 1944", while not at the level of "The Battle for Spain" or "Stalingrad", is a very good account of the Battle of the Bulge, that fleeting moment in late December when the Germans surprised the Americans and regained some
In my humble opinion what Beevor does better than other war historians is incorporating the little details that get lost in the broader war; General Patton's awful poetry, the frozen stiff German soldier with his arm out frozen, allowing American soldiers to shake his hand whenever they passed, and of course Kurt Vonnegut Jnr's capture during the battle, are just a few of the vignettes that give us more insight into the Battle of the Bulge than any dry recounting of the Ardennes offensive could.
Show More
territory. In my humble opinion what Beevor does better than other war historians is incorporating the little details that get lost in the broader war; General Patton's awful poetry, the frozen stiff German soldier with his arm out frozen, allowing American soldiers to shake his hand whenever they passed, and of course Kurt Vonnegut Jnr's capture during the battle, are just a few of the vignettes that give us more insight into the Battle of the Bulge than any dry recounting of the Ardennes offensive could.
Show Less
LibraryThing member MacDad
On December 16, 1944, sixteen German divisions launched an offensive against American forces in the thinly-held Ardennes Forest region of the Western Front. The brainchild of Adolf Hitler, its goal was to disrupt the Allied campaign in the west by seizing the recently-cleared port of Antwerp, which
Thanks to its dramatic circumstances the Battle of the Bulge has never wanted for attention, particularly from American historians. One of the virtues of Antony Beevor's account of the campaign is his scope of coverage. Opening his book with the liberation of Paris, he takes his readers through the operations on the Western Front in the autumn of 1944 in order to show the circumstances that defined the battle. Here he gives particular attention to the battle of Hürtgen Forest, the frustrated American offensive which wore down several divisions of the American First Army that were transferred to the "quiet" Ardennes region to recover. The thinly held sector was thus especially vulnerable to a German assault, which Hitler was determined to launch in a last gamble to decide the war on his terms.
Key to the Germans' plan was the element of surprise. Beevor chronicles well their preparations for the offensive, including the deception efforts made to conceal their intentions. Though American intelligence detected signs of the build-up, the Germans were aided by Allied assumptions that a German offensive was simply too impractical to contemplate. While the Germans exploited this, Beevor underscores the strain the massive diversion of resources imposed on their war effort. With their men exhausted and their supplies limited, nearly every German commander regarded the effort as a waste of men and materiel in an attack with little chance of success.
The first ten days of the offensive form the heart of Beevor's book. He covers events in a series of chapters that provide a day-to-day chronicle of operations. Through these pages he emphasizes the difficult conditions facing the men on both sides, who battled exhaustion and the cold weather as well as each other. Beevor also gives attention to the experience of the civilians, most of whom had experienced the joy of liberation just a few months beforehand. Their lives were soon threatened not just by the fighting but by German security forces determined to exact revenge. Though his coverage here provides a degree of depth lacking from most accounts of the battle, it lacks the detail about the civilian experience Beevor provided in D-Day: The Battle for Normandy and would have benefited from additional development.
This is a minor complaint that shouldn't overshadow Beevor's achievement here, though. Overall his book provides its readers with a clear description of the events of the battle and the factors that shaped its outcome. Seasoned as it is with his often sharp judgment of the personalities in command on both sides, his book serves as an effective account of the campaign. It compliments nicely his superb history of the D-Day campaign and is an excellent starting point for anyone interested in this important episode in the history of the Second World War.
Show More
was playing a vital role in supplying the American, British, and Canadian armies. Though the assault caught the Americans by surprise, many units posed a determined defense that slowed down the German advance, buying time for reinforcements to be rushed to the region. As a result of this response, the German offensive bogged down and was broken in less than two weeks, leaving a "bulge" in the lines that was gradually reduced over the following month before the campaign's end in late January 1945.Thanks to its dramatic circumstances the Battle of the Bulge has never wanted for attention, particularly from American historians. One of the virtues of Antony Beevor's account of the campaign is his scope of coverage. Opening his book with the liberation of Paris, he takes his readers through the operations on the Western Front in the autumn of 1944 in order to show the circumstances that defined the battle. Here he gives particular attention to the battle of Hürtgen Forest, the frustrated American offensive which wore down several divisions of the American First Army that were transferred to the "quiet" Ardennes region to recover. The thinly held sector was thus especially vulnerable to a German assault, which Hitler was determined to launch in a last gamble to decide the war on his terms.
Key to the Germans' plan was the element of surprise. Beevor chronicles well their preparations for the offensive, including the deception efforts made to conceal their intentions. Though American intelligence detected signs of the build-up, the Germans were aided by Allied assumptions that a German offensive was simply too impractical to contemplate. While the Germans exploited this, Beevor underscores the strain the massive diversion of resources imposed on their war effort. With their men exhausted and their supplies limited, nearly every German commander regarded the effort as a waste of men and materiel in an attack with little chance of success.
The first ten days of the offensive form the heart of Beevor's book. He covers events in a series of chapters that provide a day-to-day chronicle of operations. Through these pages he emphasizes the difficult conditions facing the men on both sides, who battled exhaustion and the cold weather as well as each other. Beevor also gives attention to the experience of the civilians, most of whom had experienced the joy of liberation just a few months beforehand. Their lives were soon threatened not just by the fighting but by German security forces determined to exact revenge. Though his coverage here provides a degree of depth lacking from most accounts of the battle, it lacks the detail about the civilian experience Beevor provided in D-Day: The Battle for Normandy and would have benefited from additional development.
This is a minor complaint that shouldn't overshadow Beevor's achievement here, though. Overall his book provides its readers with a clear description of the events of the battle and the factors that shaped its outcome. Seasoned as it is with his often sharp judgment of the personalities in command on both sides, his book serves as an effective account of the campaign. It compliments nicely his superb history of the D-Day campaign and is an excellent starting point for anyone interested in this important episode in the history of the Second World War.
Show Less
LibraryThing member ericlee
The 1944 German offensive in the Ardennes forest “had brought the terrifying brutality of the eastern front to the west,” concludes Antony Beevor in this book. And “terrifying brutality” is an accurate description indeed of this month-long battle. Civilians were slaughtered in their scores
There are moments when it seems that the Germans might have had a chance. At one point hundreds of Luftwaffe planes take off — long after Allied commanders had written the German air force off as a fighting force. Elite SS Panzer divisions fight ferociously even in the final days of the battle. But in reality, there was never a moment, not even at the beginning of the offensive, when the Germans stood a chance of turning the tide of war. In fact, the main effect of Hitler’s decision to launch a last-ditch offensive in the west was to ease the Soviet offensive launched in January 1945, as so few troops were left to defend Germany’s eastern borders.
This is a detailed, authoritative account that works on all levels — from the high command down to individual soldiers and civilians. Probably the last book I will ever have to read about what Americans call “the battle of the bulge”.
Show More
— by both sides, though on the German side it was intentional. Prisoners of war were killed by both sides — though, to be fair, that began with the SS massacre of captured American soldiers early on. The everyday brutality of the Ardennes battle is shown in many individual episodes Beevor recounts. He describes an Allied soldier having hanged a German soldier’s corpse from a tree and lit a fire under it. Why do this? To defrost the frozen body so that he could remove the soldier’s boots. (German boots were apparently more water-resistant than the American ones.)There are moments when it seems that the Germans might have had a chance. At one point hundreds of Luftwaffe planes take off — long after Allied commanders had written the German air force off as a fighting force. Elite SS Panzer divisions fight ferociously even in the final days of the battle. But in reality, there was never a moment, not even at the beginning of the offensive, when the Germans stood a chance of turning the tide of war. In fact, the main effect of Hitler’s decision to launch a last-ditch offensive in the west was to ease the Soviet offensive launched in January 1945, as so few troops were left to defend Germany’s eastern borders.
This is a detailed, authoritative account that works on all levels — from the high command down to individual soldiers and civilians. Probably the last book I will ever have to read about what Americans call “the battle of the bulge”.
Show Less
Subjects
Awards
Kirkus Reviews Best Book of the Year (Nonfiction — 2015)
Language
Original language
English
Original publication date
2015-05-19 (1e édition originale anglaise, Viking)
2015
2015-09-30 (1e traduction et édition française, Calmann-Lévy)
2017-10-11 (Réédition française, Le livre de poche)
Physical description
487 p.; 23.2 cm
ISBN
9788711326442
Local notes
Omslag: Ikke angivet
Omslaget viser en soldat med geværet fremme - i baggrunden ses et vinterlandskab
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra engelsk "Ardennes 1944 - Hitler's Last Gamble" af Anders Juel Michelsen
Redaktion: Lisbeth Andersen Skov
Kort: Jeff Edwards
Side 65: Paris blev snart kendt som "Chicago-sur-Seine".
Side 68: Britiske officerer sagde længselsfuldt, at for en, der elsker Paris, er det at tage til Bruxelles som at drikke te hos søsteren til pigen, man elsker.
Side 71: Sergent Postalozzi siger, at de burde skyde alle erstatningerne ved erstatningsdepotet og undgå besværet. Han siger, det blot er spild af tid at bære alle disse lig tilbage.
Side 72: Erstatningerne er ikke tilstrækkeligt mentalt forberedt til kamp. De har ikke fået krigens realiteter indprentet - som det fremgik, da en erstatningssoldat spurgte, om man brugte skarp ammunition ved fronten.
Side 74: Vi undgår at smøre for tykt på, men påpeger blot, at tyskerne er en race af ondskabsfulde dyr, som ikke viser os nogen pardon og må udryddes.
Side 120: Hvis vi kæmpede mod et fornuftigt folk, ville de have overgivet sig for længe siden. Men disse mennesker er ikke fornuftige.
Side 180: Det her kan koste os alt. Deres panser vælter ind. De tager ingen fanger... Lad magasinerne. Tør hver en patron ren. -- Ernest Hemingway
Side 211: Kurt Vonnegut bliver taget til fange.
Omslaget viser en soldat med geværet fremme - i baggrunden ses et vinterlandskab
Indskannet omslag - N650U - 150 dpi
Oversat fra engelsk "Ardennes 1944 - Hitler's Last Gamble" af Anders Juel Michelsen
Redaktion: Lisbeth Andersen Skov
Kort: Jeff Edwards
Side 65: Paris blev snart kendt som "Chicago-sur-Seine".
Side 68: Britiske officerer sagde længselsfuldt, at for en, der elsker Paris, er det at tage til Bruxelles som at drikke te hos søsteren til pigen, man elsker.
Side 71: Sergent Postalozzi siger, at de burde skyde alle erstatningerne ved erstatningsdepotet og undgå besværet. Han siger, det blot er spild af tid at bære alle disse lig tilbage.
Side 72: Erstatningerne er ikke tilstrækkeligt mentalt forberedt til kamp. De har ikke fået krigens realiteter indprentet - som det fremgik, da en erstatningssoldat spurgte, om man brugte skarp ammunition ved fronten.
Side 74: Vi undgår at smøre for tykt på, men påpeger blot, at tyskerne er en race af ondskabsfulde dyr, som ikke viser os nogen pardon og må udryddes.
Side 120: Hvis vi kæmpede mod et fornuftigt folk, ville de have overgivet sig for længe siden. Men disse mennesker er ikke fornuftige.
Side 180: Det her kan koste os alt. Deres panser vælter ind. De tager ingen fanger... Lad magasinerne. Tør hver en patron ren. -- Ernest Hemingway
Side 211: Kurt Vonnegut bliver taget til fange.
Similar in this library
Pages
487
DDC/MDS
| 940.54219348 |